Annonce

Annonce

Små børn og medicin


30. november 2022


Børn bliver syge, og det betyder, at de nogle gange​ vil have behov for medicin. Medicin er ikke bare medicin, der findes mange forskellige præparater og også forskellige måder, hvorpå dit barn skal have medicinen - og så er det desværre ikke altid, at det forløber uden problemer, at få barnet til at tage imod den medicin, som lægen har ordineret. Derfor handler denne artikel om medicin og børn. 



Børn skal have anden dosis end voksne



Giv aldrig dit barn medicin, uden at det er ordineret af læge. Børn er fysisk mindre, end vi er, og derfor skal de også have mindre doser medicin. De er også langt mere følsomme overfor medicin, end vi voksne er, og visse præparater vil være direkte farlige for børn.



Læs altid indlægssedlen



Alle godkendte produkter i Danmark indeholder en indlægsseddel. På den står, hvordan lægemidlet bør tages, hvilken dosis, hvilke bivirkninger osv. Hvis du undrer dig over, at der står noget andet ,end lægen har sagt, og du bliver i tvivl, så kontakt lægen, før du giver dit barn medicinen, så du er helt sikker på, at dit barn får den rette dosis og på den rigtige måde. 



Følg lægens ordination



Lægens ordination bør følges - også selvom den kan være anderledes end det, indlægssedlen siger, da lægen vælger medicin og dosis efter barnets alder og årsagen til, at medicinen gives. Men er du i tvivl, så spørg altid lægen en ekstra gang. 



For at medicinen skal virke bedst muligt, er det vigtigt, at du præcist følger det, som lægen har sagt. Lægens ordination vil stå på den etiket, som apotekspersonalet har sat på præparatet. 



Der kan f.eks. stå, at medicinen skal tages 3 gange dagligt, og det er vigtigt at følge dette, så medicinen tages så jævnt som muligt over døgnet. Det betyder, at hver dosis skal gives til barnet med ca. 8 timers interval. Hvis præparatet kun skal tages en gang dagligt, så forsøg at give det til samme tidspunkt hver dag. Nogle gange vil lægen have ordineret medicinen enten aften eller morgen, andre gange er det op til dig, hvilket tidspunkt du helst vil give medicinen - du kan evt. tale med apotekspersonalet om, hvad der er mest hensigtsmæssigt. 



Opbevar medicinen korrekt



Det er vigtigt, at medicinen opbevares korrekt, for at den virker efter hensigten. Noget medicin skal f.eks. opbevares i køleskab. Andet medicin skal opbevares mørkt og skal derfor blive liggende i æsken. Det er også vigtigt, at dit barn ikke selv kan få fat i medicinen.



Tag medicinen sammen med mad eller drikke



Meget medicin bør tages samtidig med, at barnet får noget at spise eller drikke. Det vil fremgå af indlægssedlen, hvordan medicinen bør tages. Det vil også fremgå, hvis der er visse fødevarer, som medicinen ikke bør indtages sammen med. Det kan f.eks. nogle gange blive anbefalet, at man ikke giver medicin sammen med mælkeprodukter, da de kan hæmme effekten af medicinen, og andre gange vil det modsatte være anbefalingen - at man f.eks. giver medicinen sammen med lidt yoghurt.



Hvis barnet ikke har brug for at få medicinen på et bestemt tidspunkt, så kan det stadig være godt at give medicinen til nogenlune fast tid og med samme rutiner - det kan f.eks. være, når I står op og dagen begynder, eller det kan være før du putter barnet til natten. Det gør det lettere at huske medicinen, hvis den indgår som ”et fast ritual”. Samtidig er genkendelige ritualer ofte mere trygge for barnet.



Gør behandlingen færdig



Et barn der får f.eks. penicillin (antibiotika) vil godt kunne blive frisk og vil være aktiv og virke rask, før behandlingen er færdig. Barnet viser måske synlig bedring efter 3-4 dage, men lægen har ordineret, at behandlingen skal vare 7 eller 10 dage. Det er her vigtigt, at du gør behandlingen færdig. Hvis behandlingen afbrydes før tid, kan du risikere, at dit barn bliver syg igen.



At få barnet til at tage medicinen



Det kan være rigtig svært at få barnet til at tage medicin, uanset om det smager dårligt eller er tilsat smagsstoffer, der skulle gøre det mere interessant. Medicinen skal de dog have, og det er rigtig vigtigt, at du forsøger at bevare roen og med kærlige, men bestemte ord, viser dit barn, at det er nødvendigt. Samtidig med at du forsøger ikke at gøre for stort et nummer ud af det. Jo mere naturligt, du kan tage det, jo mere naturligt, vil dit barn også tage det.



Nogle gange kan medicinen leges ind. Bamsen er syg og skal have medicin, og det skal barnet også. En lægetaske og at ”lege læge”, og så lade medicinen indgå i denne leg, kan være en måde at få medicinen i barnet på. Det samme kan det at bruge barnets legekøkken med små kopper mm.



Nogle børn har det bedst med at få lov til at ”styre slagets gang” og tager imod medicinen, hvis det gøres i deres eget tempo. Det kan derfor være en idé at lade barnet få lidt medicin, derefter få lidt saft at drikke, så lidt medicin, og så lidt saft igen. Barnet skal have medicinen, men I kan nogle gange godt tale om hvordan, og gøre det stille og roligt, uden at presse unødigt …



Læs også bøger om at være syg, om at skulle til lægen, og om at skulle spise medicin. Det vil ofte være rart for barnet at høre om andre, der er syge, og som heller ikke bryder sig om undersøgelserne, om medicinen, og om i det hele taget at have det dårligt. Det kan være rart at høre om andre, spejle sig i andres situation. Gode bogtitler kunne være ”Nanna skal til lægen”, ”Lottes lillebror er syg”, ”Jo-Jo får feber”, "Laura hos lægen", "Gurli Gris får besæg af lægen", "Albert og Anna er syge" og mange flere. En tur på biblioteket er en god idé.



Lyv ikke for barnet. Sig ikke, at medicinen smager godt, heller ikke selvom der står, at det smager af frugt eller andet. Det er ikke sikkert, barnet synes det smager godt. Sig heller ikke, at det er slik eller andet lækkert. Barnet vil føle sig snydt og vil protestere endnu mere næste gang, du vil have barnet til at tage imod medicinen.



Hindbærsaft er et gammelt husmoderråd til børn, der skal have medicin. Hindbær (og det skal være hindbær) skulle efter sigende kunne dæmpe smagen af medicinen og gøre den lettere for barnet at indtage medicinen. Anden saft eller juice kan dog også bruges, og under alle omstændigheder er det ofte rart at få lidt at drikke, når man har taget sin medicin - måske i en brik med sugerør...:)



Piller, tabletter



Børn under 3-5 år vil ofte have brug for, at piller knuses eller knækkes i kvarte – tjek indlægsseddelen for at sikre, at pillen må knuses. Giv barnet noget at drikke først og derefter pillen, så er den lettere at synke. 



Giv også gerne dit barn noget tyktflydende, som f.eks. lidt yoghurt eller frugtgrød sammen med pillen. Det er lettere at synke medicinen, hvis barnet får noget tykt sammen med. Giv kun ganske lidt, så du er sikker på, at barnet spiser det hele. 



Lad barnet sidde op, gerne ved bordet, når det får pillen. Eller lad barnet stå op, hvis barnet hellere vil det, så er det lettere for barnet at synke.



Flydende medicin



Har dit barn svært ved at synke piller/tabletter, så tal med lægen om, hvorvidt der kan ordineres noget flydende medicin i stedet. Disse er ofte tilsat smag, som gør, at barnet måske bedre vil acceptere det.



Vær også opmærksom på, at visse præparater kan gives i en meget lille mængde. Det kan være lettere for barnet at skulle synke 5 ml end 25 ml. så har dit barn svært ved at synke medicinen, så tal med lægen om, hvorvidt det er muligt at få recept på noget andet. Medicin, der gives i meget lille mængde, smager dog ofte ikke ret godt, til gengæld, skal man jo så ikke drikke særlig meget af det..



Lad barnet tage imod mecicinen i sit eget tempo og ...


Annonce

... uden at presse barnet unødigt. Prøv at give miksturen på en ske eller af en lille kop, og lad så barnet selv føre det til munden og spise/drikke det. Ros barnet for hver lille smule, der glider ned og suppler gerne med lidt lækkert, f.eks. lidt is eller lignende – så barnet får lidt medicin, lidt is, lidt medicin, lidt is. 



Engangssprøjte



Nogle gange kan det være en god idé at give medicinen på en engangssprøjte. Tag barnet på skødet og sprøjt langsomt medicinen ind i siden af barnets mund.



Hvis du sprøjter medicinen ind ved kinden bag i munden, så vil du sandsynligvis stimulere barnets synkerefleks, det er dog vigtigt, at du forsøger at ramme barnets kind og ikke svælget. Hvis medicinen sprøjter ned i svælget, så vil dit barn begynde at hoste, og det hele kan opleves værre.



Pulver og granulat



Medicin kan også gives som pulver eller granulat. Det betyder, at det enten skal blandes med væske eller drysses på lidt mad og gives med en ske. 



Da medicin ofte ikke smager godt, så er det vigtigt ,at du ikke blander medicinen sammen med den mad, som dit barn normalt får, og ikke på de tidspunkter, hvor barnet normalt skal spise. Du kan nemlig risikere, at dit barn så vil afvise at spise, fordi det forbinder maden med noget dårligt. 



Prøv derfor at give dit barn pulver eller granulat mellem måltiderne og kun i en meget lille mængde væske eller mad, så du er sikker på, at dit barn får spist al medicinen.



Hvis barnet kaster op af medicinen



Nogle gange kan barnet slet ikke kapere hverken smag eller konsistens i munden, og ender derfor med at kaste op. Hvis dit barn gentagende gange kaster sin medicin op, får dit barn ikke noget ud af medicinen, det bliver en ulykkelig situation for jer alle, og det vil være en rigtig god idé at kontakte lægen for at høre, om ikke I kan få et andet præparat med samme virkning.



Suppositorier, stikpiller til endetarmen 



De yngste børn, eller børn, der har svært ved at indtage piller eller mikstur, vil kunne have glæde af at få en stikpille i endetarmen. Det er generelt en god måde at give barnet medicin på, - barnet får den dosis, der er behov for, det går hurtigt, og ofte uden større kamp og ubehag. En del af de større børn vil faktisk ofte selv spørge, om ikke de kan ”få en pille i numsen”, fordi de oplever dette mere behageligt end at skulle spise medicin. Desværre er det ikke alt medicin, der kan gives som stikpille.



Når medicin skal gives i endetarmen, så prøv at få barnet til at ligge på siden, gerne på venstre side og med bøjede ben, og få barnet til at slappe af. Før stikpillen ind i endetarmen med spidsen af en finger. Du kan evt. smøre med lidt vaseline først, eller dyppe stikpillen i lidt lunkent vand, før du fører den ind i barnets endetarm.



Er der tale om medicin i flydende form (klysma), så vil medicinen være i en beholder med en spids. Før forsigtig spidsen ind i endetarmen – ofte kun ½ ind – klem på beholderen, så væsken kommer ud og hold beholderen klemt sammen, når du stille og roligt trækker beholderen ud igen. Hvis du slipper beholderen, vil væsken trækkes tilbage i beholderen igen. Beholderen kan smøres med lidt vaseline, før den føres ind i endetarmen. Læs også her altid indlægssedlen, hvor der vil stå, hvordan du bør gøre.



Næsedråber og næsespray



Næsedråber gives ofte lettest, hvis barnet kan ligge på ryggen. Dryp de ordinerede antal dråber i barnets næse, imens barnet ligger ned. Det kan være en god idé at lune dem lidt i hånden inden, så de ikke er for kolde.



Næsespray gives ofte lettest, hvis barnet sidder op, og der gives et pust i hvert næsebor. Herefter vil det være rigtig godt, at barnet kommer ned at ligge. Lad barnet ligge 3-5 minutter, så dråber eller spray kan absorberes.



Hvis barnet har svært ved at ”snøfte ind” og absorbere dråberne, så hjælp barnet til at "sprede dråberne" lidt ved at dreje barnets hoved lidt fra side til side. 



Større børn kan have glæde af at få en lille sukkerfri pastil at sutte på, lige før næsedråber eller næsespray gives. Det kan fjerne lidt af smagen fra næsedråberne. 



Øjendråber



Det er lettest at dryppe det lille barns øjne, hvis det ligger ned. Større børn kan sidde på en stol, hvor du står bagved barnet, så barnet lægger hovedet tilbage og kikker op på dig. 



Træk det nederste øjenlåg ned, og prøv at få barnet til at kikke opad. Dråben skal ramme det nederste øjenlåg og øjet. Ps på ikke at berøre øjet med spidsen af flasken, når du drypper. 



Er det meget svært at dryppe barnets øje, så kan du også forsøge at gøre det, når barnet sover og derfor ikke registrerer det helt på samme måde. 



Øredråber



Læg dit barn på siden og løft med et par fingre op i barnets øre ved at trække let i ørets øverste kant. Dryp med øredråberne ind i øregangen og slip så øret. Lad barnet ligge på siden lidt, før barnet vendes til modsatte side, hvis det andet øre også skal dryppes.



Det er en god idé at opvarme øredråber i hånden, så de ikke er for kolde, når de dryppes ind i øret. Dråberne skal helst have hudtemperatur (37 grader) ellers kan det være meget ubehageligt. 



Inhalator



Børn, der f.eks. har astma, vil have brug for at få inhaleret deres medicin. Det betyder, at medicinen skal trækkes ind igennem munden/næsen og med vejrtrækningen komme ned i lungerne, hvor medicinen skal virke. Det er vigtigt ,at medicinen bliver inhaleret korrekt, hvis den skal virke optimalt. 



På de fleste større apoteker kan du få vejledning i, hvordan medicinen skal inhaleres korrekt. Børn vil normalt heller ikke få udleveret medicin til inhalation uden grundig vejledning og oplæring – dette enten via jeres lægehus eller via sygehuset – alt efter hvor medicinen er ordineret fra.



Inhalations til børn hedder også åndingsbeholdere. De går under navne som f.eks. Nes-Spacer, Autohaler, Vortex, Babyhaler eller AeroChamber... Instruktionen til dem er forskellig.



Anerkend dit barns følelser



Det er ubehageligt at være syg, det er svært at have smerter og føle sig rigtigt skidt tilpas - især når man er lille og ikke kan forstå, hvad der sker, og hvorfor man pludselig har det så dårligt. 



Det er også svært at forstå, hvorfor mor og far pludselig insisterer på, at man skal spise eller drikke noget (medicin), som føles direkte ubehageligt for en - og er man lille, forstår man ikke en forklaring om, at det er fordi man er syg, eller fordi man hurtigt skal blive rask. 



Det er vigtigt, at vi viser vores børn forståelse for dette. Det er vigtigt at anerkende og sætte ord på, at vi godt ved, at det er ubehageligt, at det er svært at være syg og svært at have det dårligt. På samme måde skal vi også anerkende, at det er svært og ubehageligt at skulle have medicin, så barnet mærker, at vi stadig forstår det, forstår det er svært - selvom vi holder fast i, at det er nødvendigt. 



Prøv at tage det så roligt som muligt, selvom du ved, hvor vigtig medcinen er. Prøv om du kan forberede dit barn på, hvad der skal ske og sæt ord på, hvorfor medicinen skal tages, hvordan den skal tages, og at du vil hjælpe. Brug aldrig trusler og straf ikke dit barn. Giv i stedet barn ros, kys og kram, når det lykkes - og kan det slet ikke lykkes at få medicin i barnet, så tal med lægen om, hvorvidt dit barn kan få et andet præparat, som dit barn måske bedre vil kunne acceptere. 



God bedring til alle :)



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om gråd og trøst, som er en guldgrube af information til desperate forældre.

Det siger medlemmerne ...

Helen har på alle mulige måder været en super støtte for mig i de første fire måneder med min søn Lucas.

Camilla Martin


Annonce