Tænker vi danskere kun på at spise? Eller har vi bare glemt, at der findes andet i livet?Er vi tilstrækkelig bevidst om, at vores vaner og den livsindstilling vi viser vores børn, smitter af – godt som skidt – og danner mønster for barnets måde at tænke på?Understående er skrevet med ”et glimt i øjet”. Men måske er det alligevel – bare sådan lidt – til eftertanke?
Familien, jeg besøgte midt på sommeren, skulle på tur til vandet, og der blev talt meget om sagen. Nej, ikke om turen. Men om, hvad de skulle tage med at spise. Der var jo alle muligheder, lige fra rejemadder kølet ned med små frostboxe – til mors hjemmebagte boller med brie, kage - og så lidt at drikke, sodavand, cola, hvidvin, og… og…
Endelig kom man af sted. Ungerne havde stillet betingelser. Til en god tur hører masser af slik i bilen. Og chips eller popcorn. Og sådan blev det. ”Se derude!” sagde moren begejstret efter et kvarters kørsel. ”Se lige dyrene på marken. Og se valmuerne ved siden af! Er det ikke flot?” ”Lad være at tage mine popcorn!” råbte et af børnene. ”Er der mere slik, jeg har næsten ikke fået noget!” råbte en anden. ”Så I det?” spurgte moren igen, men ingen svarede.Vel ankommet til stranden lød de første spørgsmål præcis fem sekunder efter udstigningen:”Hvornår skal vi spise? Må jeg ikke snart få en is? Vi har da husket maden, ikke?””
Ellers må vi i gang med at lede efter et sted, hvor vi kan købe noget,” trøstede faderen. Så spiste de. Med det samme. Når de nu havde det med, ikke? En halv time efter var der kaffe og kage. Derpå gik turen mod kiosken efter is og mere slik. Bagefter var det blevet lidt senere, end de havde regnet med. De kunne lige nå en hurtig badetur, før de skulle hjem og lave aftensmad. Tænker vi egentlig over, hvor kæmpestor opmærksomhed vi giver dét at spise i vores samfund? Mange af os tænker mere på at fylde vores mave end på noget som helst andet. Hvilket for det første resulterer i, at vi bliver for fede. Men også, at vi måske aldrig har særlig megen tid eller overskud til at fokusere på noget, der kunne være væsentligt, både for børn og voksne. Vi overser måske totalt alt det vidunderlige, der er i naturen. Vores muligheder for at tage del i det, vi ser. At lære, og at dygtiggøre os. At se muligheder. Få ideer og finde på ...
Annonce
... nyt. At undersøge, gøre små forsøg og meget mere. I stedet for altid at tænke på at fylde maven kunne den voksne i stedet lære barnet at fylde sindet med gode oplevelser. At være åben, lyttende, nysgerrig. Søgende. Undersøgende.
Ved at den voksne SELV viser den indstilling. Eller vi kunne gøre det til vores opgave skabe en god oplevelse, i stedet for at gå og vente på, den automatisk skal indfinde sig. Men føle sig medansvarlig for at give andre en dejlig dag, uanset om man er barn eller voksen. I stedet for altid at gå rundt med følelsen: Hvad kan jeg få? For tit ser det ud, som om vores helligste – og nærmest eneste – opgave i livet er at putte mad i munden. Er det egentlig ikke rystende? Det ligger i os – nærmest i alle sammenhænge. Når vi f.eks. bliver inviteret ud, handler det altid om, at man skal komme TIL ET MÅTID. Det bliver altid nævnt. ”Kan I komme til middag hos os på lørdag?” Eller: ”Kom søndag eftermiddag til en kop kaffe!”Og man ved, hvad man har at holde sig til. Det er noget med mad, det handler om! Bliver det ikke nævnt, hvilket måltid der er målet for besøget, står man usikker tilbage: Skal vi spise hjemmefra, eller vanker der noget – og i så fald hvad?Men hvad med selv at starte lidt nytænkning i den retning (noget, jeg har skrevet en hel del om i bogen ”Få dig et liv”) – om ikke for andet, så for den kommende generations skyld. Så de ikke kun husker os voksne som nogen, der sad og fyldte i hovedet og egentlig ikke tænkte på ret meget andet (i hvert fald kun indtil der igen var mad i sigte).
Måske er det tiden at vende vores bevidsthed som forældre. At skabe en gnist og sende den videre. At vi giver et startskud, så vi ikke ender med at få sådan nogle hængerøve til børn, der bruger ni tiendedele af deres tid på at tænke på, hvad de skal spise. Men i stedet går ud og griber livet! Meeeennnn…Hvor tit hører man en invitation, der lyder: ”Har I lyst at besøge os lørdag aften til en god snak?” Eller til fællessang. Til en konkurrence. Til en spændende samtale med frit valgte emner. Til leg, både børn og voksne, eller vandkamp i haven. Til maling, tegning eller fremstilling af lerfigurer. Eller til teater, som vi selv laver? Og man ville tænke: Teater? En ny ret? Hvordan smager den mon?En smule overdrevet? Indrømmet. Men overdrivelse fremmer forståelsen!
