Drenge i prinsessekjoler - forskellige familier, forskellige regler

Forleden skrev en mor til mig, fordi hun var bekymret for s​in søn, der var glad for at lege med kjoler og klæde sig ud som pige. Næsten samtidig kom en undersøgelse lavet af TNS Gallup for Berlingske, som viser, at hver 3. forældre er bange for, at deres drenge kan blive kønsforvirrede og i sidste ende homoseksuelle, hvis de f.eks. går med kjole. På forsiden af Berlingske var der i går et billede af Herbert på 3 år, som er glad for at lege med kjoler, og jeg mødte Herbert i går aftes i Aftenshowet på DR1. En sød 3 årig dreng, der med sin blå kasket kaldte sig "Emil fra Lønneberg" - for Herbert leger, og han har mange roller i sin leg ...

Rollelege

Børn elsker at lege og noget af det, som især børn fra 3 års alderen begynder at bruge rigtig meget tid på, er rollelege. I denne leg ligger en historie, og barnet påtager sig naturligt en rolle for at lege historien eller fortællingen. Legen handler om et bestemt emne, det kan være, at barnet leger læge - hvor rollerne så skifter mellem at man er læge, patient, barn eller voksen. Rollelege kan også være fantasilege, hvor barnet leger prinsesse, ridder, drage eller ligennde. Alle roller har forskellige værdier og styrker, og det giver barnet mulighed for at afprøve forskellige ting - f.eks. autoritet, kontrol, omsorg, forhandling osv. 

Børn leger rollelege og eksperimenterer med forskellige roller, fordi de har en naturlig lyst til at finde ud af, hvordan de selv fungerer, og hvordan de kan påvirke andre omkring dem. De leger rollelege alene, men også meget ofte sammen med andre, og nyder at afprøve forskellige roller sammen med andre.

Nogle rollelege ser vi som "pigelege" og andre som "drengelege". Det er i vores samfund, vores kultur ofte mest anset, at piger leger prinsesse, barbie, leger med dukkehus osv. Hvor drenge forventes at lege betjent, brandmajor eller spiderman. Men det er naturligt, at børn også leger det modsatte køns roller, og når børn gør dette, så kan de godt skelne. Herbert, der elsker at have kjole på, ved godt at han ikke er en pige, han kan sagtens skelne, ligesom piger der leger med dukker også godt ved, at de ikke er mødre, men at det er en rolle, de leger.

Drengepiger og tøsedrenge

Vi er særligt bekymrede, når drenge leger pigeleg. Det bekymrer os, når drenge leger prinsesse, leger med dukker og klæder sig ud som fin dame eller leger damefrisør. Vi synes derimod, det er en super sej og frisk pige, hvis hun leger "drengeleg". Det er okay at kunne sige, at man har en pige, der kun vil gå i bukser eller som elsker at klatre i træer og som spiller fodbold. Hun er en rigtig "drengepige", siger mange med stolthed i stemmen. Men kommer der en dreng, der bestemt ikke har lyst til at spille fodbold, som ikke klatrer i træer, men som hellere vil gå i kjoler og leger med perler og glimmer, så er det en "tøsedreng" ... Og hvorfor egentlig? Er der forskel, og behøver der være forskel?

Forskerne er ikke enige og har diskuteret drenge og pigers leg igennem mange år. Nogle siger, at drenge og piger leger forskelligt og bør lege forskelligt, fordi piger leger med roller, der lærer dem at håndtere det at være en familie. De forbereder sig til at blive gift, få et barn og være mor. Hvor drengenes leg derimod handler om at udvikle redskaber, der gør dem i stand til at varetage jagt og krig. Der er forskel på piger og drenge, og derfor er der også forskel på drenge og pigers leg. Andre siger, at det i vor tid er særlig vigtigt, at børn leger både drenge og pigelege, for det gør dem langt mere kreative og innovative, og det har vi brug for. Børn skal kunne finde nye løsninger og turde gå nye veje, og det lærer de blandet andet ved at lege forskellige rollelege.

Forskellige familier, forskellige regler 

Mange forældre fortæller mig, at de ofte synes, det er svært at sætte grænser for deres børns leg. Må man ...

... overhovedet sætte grænser, og hvordan påvirker det f.eks. ens søn, hvis han ikke får lov til at tage kjole på i børnehave? Nogle forældre vælger at lade deres børn vælge selv, mens andre forældre helt forbyder deres drenge at gå med kjole.

Min holding er, at børn ikke "tager skade" af at lege med det modsatte køns legetøj eller gå i tøj, som man normalt forbinder med det modsatte køn. Derfor ville jeg ikke være bekymret, hvis min dreng gik med kjole.

Samtidig mener jeg, at hvis du som forældre synes, at det er nødvendigt med visse regler, så kan du naturligvis godt lære dit barn dette. Hvilke regler der gælder, afhænger helt af den enkelte familie. Dette kan sammenlignes med, at man i nogle familier lægger større vægt på f.eks. bordmannerer og det at "sige pænt goddag" end i andre. I nogle familier er det helt naturligt, at børnene leger nøgne på stranden, mens andre forældre vil kræve, at børnene har badetøj på.

Alle disse regler er individuelle, og man kan som forældre sagtens lære sit barn om normer og sociale spilleregler, uden at man "begrænser" eller "undertrykker" det. Hvis man f.eks. synes, at det er helt fint, at ens dreng leger med kjoler hjemme, men at han ikke må få den på i børnehave eller til rund fødselsdag i familien, så kan man godt lærer ham det.

Det handler om, at man respekterer barnet og barnets glæde ved f.eks. at lege med kjoler. Det er vigtigt at reglerne laves med anerkendelse for barnet. Det betyder, at barnet ikke må føle sig "forkert", for det handler om selvværd og noget af det vigtigste og største, vi kan give vores børn, er et højt selvværd.

Lad os kigge på et tænkt men praktisk eksempel. Herbert leger med kjoler og har fået lov til at få sin kjole på i børnehave. Nu skal familien til guldbryllup, og mor og far vil gerne have, at Herbert tager sine pæne bukser og hvide skjorte på. Herbert siger dog, at han gerne vil have sin lilla kjole på. Hvad gør Herberts forældre så? Skal de lade ham tage kjolen på, eller skal de sige, at her gælder andre regler?

De kan vælge begge dele, og i nogle familier og i forhold til nogle børn, så vil det rigtige være at lade Herbert få kjole på til guldbryllup. Men hvis forældrene gerne vil lære Herbert, at man nogle gange skal følge visse regler, er der her en god mulighed for det. Jeg vil råde dem til først at anerkende Herberts ønsker og følelser, så han ikke føler sig "forkert". Far kunne f.eks. sige "jeg kan godt forstå, at du er glad for din kjole, og at du gerne vil have den på. Den er også rigtig flot". Herefter kan far fortsætte og forklare spillereglerne i den nuværende situation: "Nu skal vi til guldbryllup, og så skal man tage sit guldbryllupstøj på. Far har også taget sine yndlingsbukser af og taget slips på. Det skal man, når man skal til guldbryllup. Du kan tage din kjole på igen i morgen". 

På denne måde har Herbert fået en kort og let forståelig forklaring, samtidig med at forældrene anerkender, at han synes kjolen er rigtig flot. Nu vil du måske tænke, at det finder Herbert sig da ikke i, og at nu vil han protestere vildt. Det er muligt, og der skal naturligvis være plads til hans frustration, men generelt kan børn sagtens finde ud af, at der gælder forskellige regler, når man er hjemme, i børnehaven, på besøg hos andre og til familiefest.

Så med anerkendelse og korte, klare forklaringer kan du ofte godt lære dit barn de regler, som du ønsker at dit barn skal lære. Herbert behøver altså ikke en lang forklaring om, hvorfor samfundet er skruet sammen på en sådan måde, at vi som forældre helst ser, at han ikke tager kjole på til guldbryllup. Hvilke regler, I har i jeres familie, er helt op til dig.

Helen