Ved at tage udgangspunkt i mulighederne bag mobningen frem for at se mobning som et problem har Berit Hertz udviklet en måde at fremme trivslen i skoleklasser, der gør op med den gængse metode, som hovedsagelig bygger på fejlfinding og sanktioner.
Stine fra 6.klasse havde flyttet skole for tredje gang pga. mobning. Nu syntes hun at problemerne startede forfra i den nye klasse: Der var ikke nogen, der kunne lide hende, hun blev holdt udenfor de eksisterende kliker, hun blev drillet af drengene osv. Hun trak sig mere og mere ind i sig selv og følte sig kejtet i sine forsøg på at nærme sig de andre og mistede efterhånden troen på at det nogensinde skulle blive anderledes for hende. Forældrene var vrede over at der ikke blev gjort noget. Hendes lærer havde forsøgt at angribe problemet fra forskellige sider, prøvede ihærdigt at tale om problemet og få de andre elever til at tage sig mere af hende, skrev syndernes navne op på tavlen, når der var blevet drillet osv. Men lige meget hjalp det. Derfor var Stine utryg ved, hvad der skulle ske, da hendes forældre kom hjem fra forældreorienteringsmødet og fortalte om, hvad hendes klasse nu skulle i gang med for at de kunne få det bedre med hinanden. Hun var bange for at opleve endnu et nederlag.
Jeg indleder mødet med eleverne med at fortælle, at alle i dette land - og ikke kun deres klasse - kunne have glæde af at tale sammen på en anden måde. At vi er dygtige til at se og tale om det negative, det der ikke lykkes. At vi skal øve os i det positive og lægge mærke til og tale om, hvad der lykkes for os. Det kan vi ved at trylle med ordene - altså bruge ord, der berører os på en god måde. For at illustrere dette beder jeg dem om at tænke på et tidspunkt, hvor nogen har sagt noget til dem, som de blev glade for. Stine hørte en af pigerne fortælle at hun var blevet glad, da hun havde fået ros for den rolle, hun havde spillet i en skolekomedie. Det var en rar fornemmelse at der blev lagt mærke til hvad hun havde gjort sig umage med. Hun syntes det fik hende til at spille endnu bedre ved de følgende forestillinger.
Så fortæller jeg, at det lige netop er den følelse og oplevelse, vi vil have frem i dag. For vi mennesker kan kun ændre og forbedre os, hvis vi føler at der er nogen, der holder af os og anerkender det, vi gør. Og det kan vi bedre opfatte, hvis vi vænner os til at sige det til hinanden. Vi skal lære at se på muligheder sammen frem for at kigge på problemer. Derfor vil vi ikke bruge energi på gammelt nag og tidligere problemer. Jeg slutter af med at fortælle at de andre klasser, der har prøvet at arbejde på denne måde, har fået en helt ny historie om deres klasse, for når alle – forældre, elever og lærere - arbejder sammen på én gang om den positive proces, er der store muligheder for forandring til det bedre.
Derefter fortæller jeg, hvad vi skal sammen i dag: Vi skal starte med interviewet, som eleverne har haft mulighed for at forberede sig på hjemme sammen med deres forældre.De skal interviewe hinanden i små grupper med spørgsmål, der handler om positive oplevelser med hinanden, f.eks.: Hvad der er det sjoveste ved at være i deres klasse. Episoder hvor de selv gjorde noget godt i klassen og hvilken effekt, det havde på andre. Hvad der er lykkedes for dem og hvad der går godt for dem i klassen. Hvordan en klasse skal være for at alle har det godt. Hvad man tror ens klassekammerater kunne ønske, man gjorde for at klassen kunne få det bedre sammen og hvad der ville være de(t) første tegn på at klassen var ved at få det bedre.
Derefter følger en ”anerkendelsesrunde,” hvor de på skift siger nogle anerkendende ting om, hvad de værdsætter hos hinanden og hvad de kunne ønske sig mere eller mindre af. Når de skal sige, hvad de kunne ønske sig mere eller mindre af, beder jeg dem betragte det som en gave, de giver - en gave som giver modtageren mulighed for at kunne gøre noget endnu bedre. Der bliver så en runde med en flot mulighedssten, som de efter tur skal holde og give udtryk for hvilke muligheder, de hver især har for at medvirke til at de kan få det bedre med hinanden. Vi slutter af med at snakke om, hvordan det har været at tale sammen på denne måde og hvordan de kan forberede sig til næste gang, vi skal ses.Stine var nervøs for, om der overhovedet var nogen, der kunne sige noget godt om hende og om hun turde sige noget om de andre.
Da det var hendes tur i ”anerkendelsesrunden,” klarede hun det flot og nød at der var tid og ro til at hun kunne sige noget til alle. Hun blev meget inspireret af at de andre for en gang skyld lyttede og opdagede pludselig at hun turde sige noget af alt det, hun førhen plejede at tænke uden at sætte ord på. Hun syntes hun fik sagt nogle gode og meget forskellige ting om, hvad hun var glad for hos hver enkelt og om hvad hun ønskede mere eller mindre af fra de andre. Stor var hendes forbløffelse, da flere gav udtryk for de mange små detaljer, som de holdt af hos hende og som hun ikke engang selv lagde mærke til: Hun var gavmild, hjælpsom, havde et sødt smil, var dygtig til sport osv.
Gaven var at hun skulle tro mere på sig selv, sige lidt mere - ligesom hun allerede havde vist hun kunne i dag - samt tage mere initiativ til at blande sig med de andre.Da eleverne skulle fortælle, hvad de hver især kunne gøre fremover, virkede det pludselig enkelt og ligetil for Stine at fortælle at hun skulle fortsætte med det, hun allerede gjorde godt og evt. gøre mere af det, frem for som hidtil kun at tænke på, hvad hun ikke skulle gøre.Hun undrede sig over hvor dejligt, det føltes at sige noget positivt til kammeraterne og nød at fordybe sig i alt det gode frem for at gå til bunds i problemerne, som hun havde prøvet så mange gange før. Stine blev overrasket og glad da klassen og jeg seks uger senere mødtes anden gang. Både under interviewet og i ”anerkendelsesrunden” hvor eleverne denne gang skulle snakke om, hvad der var lykkedes for dem siden sidst, var det skønt at få tilbagemeldinger om at de andre havde lagt mærke til at hun havde gjort sig umage på alle de punkter, hun havde sat sig for at forbedre. Hun fik megen ros fra de andre, der syntes, det var sejt gjort af hende. Selv var hun overrasket over at drengene var begyndt at tale pænere til hinanden og til hende. Hvad var der mon sket med dem? Hun havde også lagt mærke til, hvad hun selv havde gjort sig umage med: Hun turde række hånden mere op i timerne og var begyndt at se nogen af klassekammeraterne efter skoletid. Hun følte at hun blev stærkere af det og det gav hende lyst til at gøre sig endnu mere umage. Gradvist gik det op for hende at hun ligeså stille var begyndt at føle sig godt tilpas i klassen. Stine havde en rar fornemmelse, da det blev hendes tur til at holde drømmestenen og sige, hvad hun havde af drømme og ønsker for klassen fremover og hvilke muligheder, hun selv havde for at få dem til at gå i opfyldelse.
Under processnakken hørte hun sine kammerater sige: ”Jeg blev helt varm om hjertet af at høre om alt det gode.” Man kunne sige noget her, som vi ikke plejer at kunne sige til hinanden.” ”Kanongodt - dette vil forandre meget for os.” ”Fedt at fortælle om, hvad man vil fremover, til de andre.” ”Rart at få nye ting at vide om mig selv som jeg ikke ...
Annonce
... vidste.” ”Det kan være jeg skal se på mine principper.” ”Jeg tænker mere på hvad jeg gør overfor andre mennesker.”Da det blev klasselærernes, psykologens og sundhedsplejerskens tur til at give udtryk for, hvordan de havde oplevet at være med, var det, som om det var en helt anden klasse, de talte om og Stine syntes, det var rart at høre dem tale pænt om klassen. De sagde bl.a.: ”I er blevet mere tolerante overfor hinanden. Klikedannelsen er næsten forsvundet. I har lært, at der er andre måder at løse konflikter på end kun det at skælde ud og isolere de besværlige elever. I viser større medansvar for at alle har det rart i skolen.” Efter alt dette tænkte Stine - for første gang nogensinde - at hun glædede sig til at komme i skole igen efter sommerferien. Hos ethvert menneske, i enhver skoleklasse eller på enhver arbejdsplads, der oplever mobning eller dårlig trivsel, er der en drøm om at noget var anderledes - som regel gående på at man kunne have det bedre med hinanden. Således også Stine, selvom hun næsten ikke kunne formulere denne drøm, som syntes så umulig at virkeliggøre.At fokusere på drømmen bag problemet mobning giver helt andre muligheder for at generere energi, livskraft og gejst i modsætning til den håbløshed, der ofte florerer, når man kun taler om mobning som et problem.
Systemisk teori og Appreciative Inquiry - værdsættende og anerkendende samtaler, i det følgende forkortet AI har inspireret mig til at eksperimentere med nye måder at intervenere på, når nogle trænger til at få det bedre indbyrdes. AI er oprindelig udviklet i USA med det formål at få organisationer til at arbejde bedre sammen. Det har gjort indtryk på mig, hvor enkelt og virksomt det er at arbejde med disse tanker - også med børn.Jeg blev yderligere inspireret til at fortsætte dette arbejde, under et ophold på Kensington Consultation Centers - Sommerskole i England. Her erfarede vi hvordan brugen af værdsættende samtaler har ført til vellykkede ændringer af omgangstonen i bl.a. berygtede engelske fængsler, blandt stridende stammer i Afrika, kriminelle unge i Chicago og på store arbejdspladser rundt om i verden. Så virker det pludselig ret enkelt ”bare” at skulle vende stemningen i en normal dansk standardklasse eller lærerværelse. Denne måde at arbejde med mobning på står i direkte kontrast til den holdning, man finder hos den norske psykologiprofessor Dan Olweus, der har forsket i mobning i ca. 30 år og betragtes som en af pionererne på området. Hans bog ”Mobning i skolen” står på hylderne på de fleste danske lærerværelser og det er en skam, for hans hovedsynspunkt er at det drejer sig om at finde fejl og placere skyld.
Jeg finder tankerne bag AI langt mere frugtbare og sunde end den traditionelle fejlfindingsmodel, hvor man ud fra en lineær tankegang opererer med en skyldig og en ikke-skyldig, konfronterer mobber og mobbeoffer, opstiller regler, kontrollerer og indfører sanktioner - alt sammen naturligvis i den bedste mening. Man koncentrerer sig her om at gøre mindre af det, som ikke virker. Når man anvender AI, vender man fokus 180 grader ved at gøre mere af det som virker. Man ser på muligheder, hvad der lykkes, hvad man har af drømme og visioner, frem for at se på problemer. Først ved at vende tingene på hovedet kan der begynde at ske tryllerier. Jeg er derimod enig i DO’s definition af mobning: ”En person bliver mobbet eller chikaneret, når han eller hun gentagne gange bliver udsat for negative handlinger fra én eller flere andre personer.” Men i modsætning til DO mener jeg at det er helt afgørende at undgå at udpege enkelte elever som et problem - hverken mobberen eller de mobbede. For hvem bryder sig om at blive udnævnt til et problem? Og er det overhovedet en god strategi, hvis man vil have nogen til at flytte sig? Nej, ikke ifølge AI - og systemisk - tankegang, som hævder at mennesker ikke kan ændre sig i et negativt defineret felt.
Med andre ord må man tværtimod gøre sig de største anstrengelser for at skabe rammer, hvor børn føler sig positivt defineret, hvis der skal ske positive ændringer. Selv den værste rod i en klasse har brug for at der bliver lagt mærke til den mindste lille anstrengelse for at gøre noget bedre, frem for at han konstant bliver fastlåst i rollen som ballademager.DO ’s holdninger til mobning har endvidere dannet grundlag for det store spørgeskema, som blev sendt ud til alle danske skoler i efteråret 1999 samtidig med den såkaldte ”Mobbedreng.”Men hvad er det mon, man forstørrer op, når man beder eleverne svare på 39 spørgsmål, hvoraf de 37 spørger negativt ind til problemet mobning? Nogen kunne måske finde på at spørge: Er AI ikke noget naivt, positivt lal? Kan der ikke være klasser med så store mobningsproblemer at man må ty til den gammeldags problemløsningsmodel med skyld, straf og repressalier?
Tja -- Måske er det netop her, vi har allermest brug for AI. Det er måske netop i disse situationer, vi for alvor skal fastholde det synspunkt at ethvert problem eller enhver fejl kan ses som et udtryk for at man ønsker at noget skal være anderledes. Naturligvis findes der børn, der er så skadet i deres opvækst at de har behov for helt andre tiltag, men det er en problemstilling, som falder udenfor denne artikels rammer. Hvis vores overordnede mål er at styrke børnenes relationer, selvværd og ansvarsfølelse, er det min påstand at udfordringen fremover bliver at udvikle mere konstruktive metoder til at håndtere mobning og trivselsproblemer, end de, der bruges i dag. Metoder, der ikke handler om at finde skyld, men om at finde mulighederne i de drømme vi har om, hvordan vi ønsker at omgås hinanden. Ovenstående er mit bud. Det har gjort så stort et indtryk på mig at opleve hvor meningsfuldt det er at bruge AI tanker og metoder blandt børn og ”deres voksne” at jeg nu hovedsageligt koncentrerer mig om at anvende og udbrede kendskabet til denne enkle og effektive metode til at til at fremme livgivende relationer mellem mennesker.
Forslag til videre læsning
Interesserede vil med fordel kunne læse mere i bogen "Værdsat - Værdsættende samtaler i praksis”, bl.a. kapitel to: ”Trylleri med mobning” af Berit Hertz. Udgivet sammen med bogen ”Forvandling – Værdsættende samtaler i teori og praksis”. Redaktører Dalsgaard, Meisner & Voetmann. Dansk psykologisk Forlag. August 2002. Bøgerne er fyldt med ideer til hvordan AI - værdsættende samtaler – kan anvendes i mange forskellige sammenhænge. En ny bog / antologi ”Anerkendelse i børnehøjde” udkommer den 20. februar 2004 på Dansk psykologisk Forlag, redaktører Berit Hertz og Frank Iversen. Bogens kapitler inspirerer til - på meget forskellig vis - at anvende en anerkendende og værdsættende praksis i arbejdet med børn og unge.
Workshop-konference i Odens
eWorkshop-konferencen ”Slip anerkendelsen løs – mere trivsel for børn i skoler og organisationer”. Afholdes på Hotel H.C. Andersen i Odense den 9. september 2004.Forfatterne til bogen ”Anerkendelse i børnehøjde” vil være oplægsholdere på konferencen. Målgruppen er alle der arbejder med børn og unge. Der er mulighed for at tilmelde sig på: Dansk Psykologisk Forlag: www.dpf.dk og Børnerådet: www.brd.dk
