Børn tager ikke skade af at græde ... eller gør de?

Der er blandt fagfolk bred enighed om, at børn har det​ bedst og udvikler sig bedst, når vi møder dem med anerkendelse, når vi støtter dem, og når vi i det hele taget hjælper dem med at møde, forstå og tackle verden. Det glæder, når de skal lære at mestre nye opgaver og det gælder, når de skal lære at håndtere deres følelser - ikke mindst når de er vrede, kede af det eller frustrerede.

Men indimellem vil du støde på en undersøgelse eller en historie i medierne om, at børn "ikke tager skade" af at græde i en bestemt situation - f.eks. når de skal sove. Hvad skal du stille op med det? Skal du holde op med at trøste dit barn?

Jeg er stor tilhænger af af den megen forskning i børn og børns udvikling, da jeg mener, den hjælper os til bedre at forstå vores børn. Derfor mener jeg også, at vi altid skal være åbne overfor nye forskningsresultater. Når det er sagt, så er der dog især en ting, du skal holde fast i, hvis du hører, at børn ikke "tager skade af" at græde i bestemte situationer.

At barnet "ikke tager skade" er ikke ensbetydende med, at du så bør lade dit barn græde. Der er masser af andre grunde til at trøste og anerkende sit barn. Tænk på, når du selv er ked af det, fordi livet går dig imod. Tager du så skade af at være overladt til dig selv? Det er svært at sige, men du har det sikkert bedst, hvis en af dine kære er der for dig, støtter dig, lytter til dig og hjælper dig videre. Og vedkommende hjælper dig sikkert ikke primært for, at du ikke skal "tage skade", men fordi vedkommende holder af dig og bekymrer sig for dig. 

Dit barn har det på samme måde - bortset fra at dit barn er langt dårligere rustet end dig til at håndtere situationen alene. Du har en moden voksenhjerne, du kan tænke rationelt, og du har en masse livserfaring, som hjælper dig med at håndtere modgang. Dit barn er først igang med at lære. Børn har ret til at blive trøstet, når de er kede af det, simpelthen fordi de er kede af det nu. Denne ret afhænger ikke af, om de på langt sigt tager skade eller ej af ikke at blive trøstet.

At "barnet ikke tager skade" er et meget diffust og uvidenskabeligt begreb, da det ikke er afgrænset i hverken omfang eller tid. Det kan være meget vanskeligt at måle skadevirkninger. Der findes ikke en magisk scanner, som man kan lægge børn i, og hvor der kommer en "skadesliste" ud, når man trykker på en knap. Når man skal undersøge, om børn tager skade af f.eks. at græde i længere tid, er man nødt til at undersøge dette i forhold til bestemte diagnoser. 

I april 2012 kunne man læse en række avisartikler med overskrifter i stil med "Børn tager ikke skade af at græde sig i søvn". Et australsk studie havde fulgt 328 børn med søvnproblemer, da de var under 1 år. Forældrene blev på det tidspunkt rådet til at følge "en kontrolleret grådmetode", herhjemme også kendt som "godnat ...

... og sov godt-principperne". 

Da børnene var 6 år gamle, lavede man et nyt forsøg, hvor man ønskede at finde ud af, om 1) børnene havde tilknytningsforstyrrelser, 2) om de have søvnproblemer, og 3) om mødrene havde mentale problemer. 

Undersøgelsen viste, at børnene ikke havde tilknytningsforstyrrelse, at de i en alder af 6  år ikke havde søvnproblemer, og at mødrene ikke var psykisk påvirket. Og heldigvis for det! Det ville jo være forfærdeligt, hvis det var tilfældet. Men at børn ikke udvikler tilknytningsforstyrrlser af at græde meget, er jo ikke det samme, som at de "ikke tager skade" af at græde, selvom det var overskriften i medierne. 

Jeg synes, det kunne være mere relevant, hvis man f.eks. også havde undersøgt, hvordan børnene havde det med andre børn. Om de var i stand til at vise empati, hvordan de håndterede stressede situationer, og hvordan deres selvværd var. Derudover synes jeg, at man ikke kun burde se på putningen og det at sove, men på, hvordan barnet generelt var mødt af sine forældre. 

Jeg er som nævnt stor tilhænger af den megen forskning i børns udvikling, da den gør os klogere. Men der skal mere end et par avisoverskrifter til at rokke ved min tro på, at vi skal trøste vores børn, når de er kede af det. Og jeg kan slet ikke se formålet med at lade sit barn græde, når man med trøst kan hjælpe barnet med at finde ro. Børn bliver ikke forkælede af at få omsorg. De lærer at vise omsorg overfor andre ved selv at modtage omsorg.

Jeg har skrevet bogen "Helens bog om gråd og trøst". I den fortæller jeg om børn, gråd og trøst - både hos de minste, der græder fordi de f.eks. har kolik eller de større børn der græder fordi de pludselig ikke vil i børnehave.

Alle børn græder. Spædbørn græder, børn der kravler græder, tumlinger græder, vuggestuebørn græder, og børnehavebørn græder. Ja, alle børn græder. Og det er der en grund til - nemlig at vi forældre skal høre gråden og gøre noget ved den. Vi skal lytte til og reagere på vores barns gråd - men vi skal handle forskelligt alt efter om der er tale om et spædbarn, en 2 årig i selvstændighedsalderen, eller en fireårig der græder over at tabe i spil. Gråd er med andre ord ikke bare gråd. Børn græder i mange forskellige situationer, og børn skal hjælpes forskelligt. Men de skal alle hjælpes.

I "Helens bog om gråd og trøst" får du en forståelse for, hvorfor dit barn græder, og du får et indblik i dit barns følelsesliv fra 0-5 år og den hjælper dig til at kunne skelne nuancerne i gråden og dermed trøste dit barn bedst muligt.

Rigtig god fornøjelse!

Helen Lyng Hansen