De tavse børn

Forleden fik jeg et brev fra en mor, der beskrev en lille pig​e, der kun talte med udvalgte personer. Det fik mig til at tænke på en anden lille pige, som jeg mødte for nogle år siden. Pigen var 4 år gammel og jeg kom i familien som sundhedsplejerske, fordi hun havde fået en lillebror. Pigen talte lystigt til sin mor, pludrede med sin lillebror – men talte ikke til mig. Det var der sådan set ikke noget usædvanligt i - hun kendte mig jo ikke. Det særlige var, at hun heller ikke talte til sine bedsteforældre eller andre, som kom på besøg. Og hun talte heller ikke til de voksne i børnehaven. Hun var det man kalder ”et tavst barn” – også kaldet selektiv mutisme.

Hvor mange ”tavse børn”, der egentlig er, ved vi ikke præcist. Men det er vigtigt at være opmærksomme på dem, og det er vigtigt at hjælpe dem – og derfor handler min artikel i dag om ”De tavse børn”.

Selektiv mutisme

Selektiv = Udvælgende
Mutisme = Tavs eller stum

De tavse børn er tavse overfor bestemte personer. De udvælger, hvem de taler med, og hvem de ikke taler med. Det er en sjælden tilstand, og alligevel så møder vi faktisk disse børn en gang imellem. 

Tilstanden opstår ofte i børnehavealderen, det vil sige, når barnet er mellem 3-6 år og det er som sagt vigtigt, at vi er opmærksomme på disse børn. Hvis vi ikke hjælper barnet, så kan barnet udvikle depression, angst og både sociale og følelsesmæssige problemer senere hen. Det er her vigtigt at sige, at barnet rent faktisk ønsker at tale til alle og ikke kun til få. Men barnet er ikke i stand til det. 

Symptomer

Barnet taler flydende og frit med sine forældre. Barnet har som udgangspunkt ingen sproglige problemer, men barnet taler kun med bestemte personer. Ofte taler barnet ikke i børnehaven og hvis barnet gør, så bruger det ofte kun enstavelsesord eller bruger mimik og fagter.

Personerne, som barnet vælger at tale med, kan variere fra barn til barn. Nogle børn taler med andre børn, nogle taler kun med 1-2 bestemte børn og taler slet ikke med de voksne. Nogle børn taler kun med en bestemt voksen. Nogle børn taler slet ikke i institutionen, men taler kun derhjemme. Nogle børn taler kun derhjemme, hvis de er alene med deres forældre, de taler ikke, hvis der er gæster. Nogle børn taler til deres forældre, når andre er til stede, men taler ikke til andre og svarer ikke, selvom andre henvender sig til dem. Nogle børn taler kun til kvinder, andre kun til mænd, og nogle børn taler kun til babyer, husdyr eller lignende, som ikke kan svare.

Der er altså ikke nogen faste regler for, hvem barnet taler med og hvem barnet ikke taler med. Ofte taler barnet dog med sine forældre, men fravælger andre i en eller anden grad.

Hvorfor taler barnet ikke?

For at kunne tale om selektiv mutisme, så skal man vær sikker på at barnet kan høre, at barnet ikke har store sproglige udfordringer eller at barnet ikke har andre diagnoser. Børn der f.eks. har diagnosen infantil autisme, vil godt kunne have ”mutisme”, som en del af denne diagnose. Selektiv mutisme er på den måde en selvstændig, overordnet diagnose. Når der er tale om selektiv mutisme, så er der tale om et barn, der taler i visse situationer, men trods sin sprogfunktion bliver stum i andre situationer. 

I dag mener man, at når børn vælger at være tavse, så er det en lidelse der er forankret i separationsangst – en angst for at skilles fra dem, som man holder allermest af. Nogle børn vælger derfor ikke at tale i situationer, hvor den eller de personer, som barnet er allermest knyttet til (ofte mor og far) ikke er til stede. Barnet føler en sikkerhed, når forældrene er der, og man kan sige, at det er en slags ”jeg kan kun tale, hvis jeg er sammen med mor og far, ellers kan ingen forstå mig og derfor er jeg nødt til at være tavs”. Børn, der reagerer ...

... på denne måde, reagerer meget uhensigtsmæssigt. Barnet placerer sig, på grund af sin angst for at tale, i en situation, hvor barnet rent faktisk gør det sværere for sig selv. Og barnet kan naturligt få store sociale problemer.

Hvad skal man gøre?

Man skal i høj grad reagere. Tidligere var holdningen at ”det går over med tiden”. Men i dag er man meget opmærksom på, at vi skal handle, hvis vi oplever at vores børn har svært ved at tale i forskellige sociale sammenhænge.

Desværre mødes ”de tavse børn” ofte med, at de skal "tage sig sammen", at de er stædige, uopdragne eller lignende. Krav om at tale, er et krav, som de på ingen måde kan honorere og det vil naturligt give barnet en følelse af at være forkert. Barnet skal hjælpes og støttes og barnet har netop brug for at vide, at verden er et trygt sted at være i og et trygt sted at tale i. Hvis barnet mødes af krav om at tale og hvis barnet kritiseres for ikke at kunne, så opbygger barnet ikke den tillid der skal til, for at barnet en dag måske tør tale.

Andre gange mødes barnet med tavshed. Omgivelserne holder op med at tale med barnet, fordi de ved, at barnet alligevel ikke svarer. Det opfattes af omgivelserne som ligegyldigt at tale med barnet, når der ingen respons kommer. Og det er heller ikke godt. Børn der mødes med tavshed, vil naturligt lettere vænne sig til at være tavse selv. Tavsheden bliver derved sværere at bryde.

Behandling

Behandling vil altid være individuel og vil afhænge af barnets alder og den situation som barnet og familien er i. Behandlingen vil og bør altid foregå i samarbejde med en børnepsykolog. Der er tilknyttet børnepsykolog til alle institutioner i Danmark – forældre kan selv kontakte psykologen eller børnehaven kan tage kontakt. Behandlingen foregår altid i et samarbejde mellem barn, forældre, institution og børnepsykolog. 

Behandlingen vil ofte være adfærdsterapi, hvor man langsomt støtter barnet til at tale i bestemte situationer. Det kan være at barnet f.eks. taler med sine forældre, men ikke taler hvis en anden person kommer ind i rummet. Øvelsen går ud på at barnet stille og roligt lærer at tale, selvom den anden er der. Det er langsom træning og hele tiden med vægt på at barnet skal være tilpas og tryg ved situationen. Man kalder dette ”sliding-in”, fordi man lader en ekstra person ”glide ind” ind i rummet og senere ind i samtalen mellem barn og forældre.

Behandling kan også være legeterapi, hvor barnet sammen med børnepsykologen leger forskellige lege, bruger sine lyde, sanser osv. Gennem legen gøres barnet stille og roligt tryg nok til at turde begynde at sige noget. Gennem historier og forskellige lege, lærer barnet at forholde sig til sin stemme, at bruge sin stemme og at turde. Barnet lærer, at det ikke er barnet der er noget galt med, men at det har nogle symptomer og nogle gange reagerer med nogle handlinger, som kan være uhensigtsmæssige. Barnet får nogle konkrete redskaber til at komme ud af dette.

Til nogle børn vil man bruge breve, e-mail, lydoptagelser på bånd, diktafon, videoptagelser mv.  Nogle børn vil have lettere ved at skrive end at sige et ord, nogle børn kan hviske ordet og stille og roligt blive bedre til, og også turde, sige det højere og højere. Nogle børn vil have glæde af at indtale noget på bånd og så efterfølgende høre det, evt. afspille det for en anden.

Til enkelte børn vil man nogle gange vælge at behandle med medicin – antidepressive stoffer (SSRI-præparater). Dette vil være relevant, hvis man skønner at barnet er angst for at tale og man derfor medicinsk vil reducere barnets angstsymptomer. Medicin alene er aldrig en god behandling, men bør kombineres med terapi.

Stort knus til de tavse børn og deres forældre - med ønsket om at I får den hjælp, der er brug for.

Helen Lyng Hansen