23. januar 2013
”Hvorfor gør han det igen og igen? Hvorfor skal han prøve for 117. gang, selvom jeg har sagt nej? Jeg kan se på ham, at han godt ved, at jeg vil sige nej - og alligevel så gør han det igen?! Hvorfor??”
Nogle gange kan det være rigtig svært at finde ud af, hvordan børn lærer og det kan være svært at forstå, hvorfor de ikke bare gør som vi siger.
Børn lærer på mange måder, men de lærer især ved at bruge os som et spejl. De lærer gennem erfaringer og ved at afprøve hypoteser. Det er en proces, som barnet skal igennem.
Du er et spejl
Børn bruger os forældre som et spejl – de spejler sig i det de ser os gøre, og netop derfor oplever mange forældre, at børn gør som vi 'gør' og ikke som vi 'siger'.
Allerede få timer efter fødslen vil et lille barn spejle sig i sine forældre. Hvis man har øjenkontakt med sit nyfødte barn og rækker tunge, spidser læberne eller lignende, så vil man se, at barnet forsøger at lave samme bevægelse. På samme måde lærer det lidt større barn f.eks. at spise med bestik og viser interesse for at spise selv, fordi det ser, at det er sådan vi voksne gør.
Erfaringer
Barnet lærer også af erfaringer. For de helt små børn er der tale om en ren sansemæssig hukommelse. Når barnet mærker duften af mors mælk, så ved det naturligt, at nu er det spisetid.
Når barnet bliver 8-10 måneder gammel, så begynder det at kunne huske over længere tid, og det betyder, at barnet nu f.eks. kan lære at vinke, når nogen kommer eller går. Og de større børn vil i leg med andre børn få erfaringer omkring leg, roller og hensyntagen til andre.
Barnet afprøver hypoteser
Og når børn lærer, så afprøver de også hypoteser – fuldstændig ligesom forskere gør, når de skal afprøve nye ting og finde ud af, hvordan noget fungerer. Barnet er nødt til at forsøge igen og igen for at finde ud af, hvordan noget virker, og også for at finde ud af, hvordan du som forældre f.eks. reagerer på det barnet afprøver.
Sådan støtter du dit barn i at lære
Det er vigtigt, at du finder balancen mellem at lade barnet prøve selv og gribe ind.
Et eksempel: Forestil dig et barn på 18 måneder, der skal finde ud af at få brikken i knop-puslespillet til at passe ned i hullerne i pladen. Først vil barnet tage brikken op og kikke på den, dreje den og forsøge at passe den ind. Barnet vil vende brikken på en måde, så på en anden måde og så en tredje måde. Måske bliver barnet sur, smider brikken og surmuler. Så overvejer barnet situationen, kikker på brikkerne igen og beslutter sig måske for at prøve endnu engang - og denne gang lykkes det. Barnet opfatter brikkens form, barnet er i stand til at dreje sit håndled og styre sin hånd og få brikken placeret – ...
... det er svært, men det lykkes.
Når det lykkes, så ser du stoltheden i dit barns ansigt og du siger ”du gjorde det skat – helt af dig selv!”. Når du gør det, så styrker du dit barn og giver barnet bevidsthed om, at barnet godt kan.
Nogle gange kan du godt gribe ind og motivere dit barn ved at sige ”prøv igen” eller ved at du viser barnet, hvordan brikken kan drejes. Det er dog vigtigt, at du lader barnet få mulighed for at prøve selv – at dit barn får erfaringer ved netop at prøve – og det er rigtig vigtigt, at dit barn får lov til at opleve frustrationen, når det er svært og glæden, når det lykkes.
Tålmodighed er en dyd
Børn lærer mest, hvis vi lader dem prøve selv. Det gælder naturligvis ikke situationer, som kan være farlige – børn skal naturligvis ikke selv lære at finde rundt i trafikken, det skal vi lære dem. Men børn er nødt til at prøve tingene af igen og igen – og så lige en gang til. Det kræver tid og stor tålmodighed.
Det er fristende at gribe ind og løse det for barnet – det er let at tage over og vise barnet hvordan. Men det er godt at lade barnet forsøge selv og lade barnet opleve processen.
Og den proces, det udviklingsforløb, som barnet skal igennem er blevet beskrevet af den kinesiske filosof Confucius som sagde:
Jeg hører – og jeg glemmer
Jeg ser – og jeg husker
Jeg prøver – og jeg forstår
Og når børn lærer, så gør de det i etaper. Her kommer et lille eksempel:
Barnet ser potteplanten, den er spændende, jorden er spændende. Barnet kravler hen og piller i planten. Du siger nej – barnet hører det, men glemmer det og gør det derfor igen og igen (= jeg hører og jeg glemmer).
Stille og roligt begynder barnet at få en erindring, om at her plejer du at komme med en reaktion. Barnet ser på dig og du kan se, at barnet begynder at kune huske det lille 'nej' - huske reaktionen – og alligevel er lysten til at forsøge så stor, at det overmander det lille 'nej', som barnet godt kan huske (= jeg ser og jeg husker).
Til sidst hører barnet det lille nej inde i sig selv – også uden, at du behøver sige det – og barnet forstår, at det skal stoppe. Først der, når barnet har forsøgt sig mange gange igen og igen, når barnet til 'jeg prøver og jeg forstår'. Først der formår dit barn at kravle forbi potteplanten uden at pille i jorden (= jeg prøver - og jeg forstår).
Barnet afprøver en hypotese, der går ud på: ”Hvis jeg prøver, stikker fingeren i jorden, så siger min mor 'nej'!” – Og ja, det gjorde hun. Aha, jeg prøver lige igen – nyt forsøg. Derefter en ny hypotese: ”hvis jeg gør det igen, siger far så også 'nej'?” – ja det gjorde han.
Når barnet har prøvet tilstrækkeligt mange gange, så forstår barnet, så lærer barnet.
Kærlig hilsen
Helen :)
