Kontrollerende anfald og time-out

Jeg får rigtig mange spørgsmål om opdra​gelse, grænsesætning, regler, og om hvordan man kombinerer det hele med kærlighed, så man stadig får et barn, der både føler sig højt elsket og samtidig ved, hvordan man skal opføre sig.

I ”gamle dage”, brugte man skammekrog til børn. Når barnet ikke opførte sig, som de voksne forventede, så blev barnet sendt i skammekrog, indtil det kunne opføre sig ordentligt. I dag kalder man det ikke skammekrog – men i stedet gives barnet en ”time-out”.

Men at sende børn i skammekrog eller give dem en time-out er ikke noget, man som udgangspunkt skal lade indgå som en naturlig del af opdragelsen. Det er noget, man kan ty til at bruge, hvis intet andet har effekt, og ofte vil man kunne bruge en ”time-in” i stedet - hvilket ofte vil være langt bedre. 

Generelt bør du møde dit barn med anerkendelse, respekt og ligeværdighed. Du bør lytte til dit barn og forsøge at møde dit barn, som det lille menneske, barnet nu engang er. Og du bør også medtænke, hvordan du kommunikerer med dit barn - både verbalt og nonverbalt.

Jeg ved dog, at mange forældre oplever "kontrollerende anfald" hos deres børn, ligesom mange forældre bruger f.eks. Time out i deres opdragelse. Og i dag handler min artikel derfor om kontrollerende anfald hos børn, om brug af time-out, time-in og tænke-trappe / tænkestol.

Kontrollerende anfald

Hos børn på 4, 5 og 6 år kan man nogle gange opleve det, der kaldes for kontrollerende anfald. Disse anfald opstår ofte, fordi barnet har lært, at hvis det græder eller skriger helt vildt, så får det sin vilje. Det kan f.eks. være 5årige Peter, der impulsivt ønsker at få en ny fodbold i Netto, og så smider han sig på gulvet eller bliver stiktosset på far eller mor, når de siger nej.

Selv om et kontrolleret anfald udefra set ligner et fortvivlelsesanfald, er der stor forskel på de to reaktioner hos barnet. Hvor fortvivlelsesanfald handler om, at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså om en fysiologisk umodenhed, er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet forsøger at kontrollere og manipulere sine forældre (eller andre nære voksne) og reagerer voldsomt for at få sin vilje.

Peter reagerer ikke, som han gør, fordi han ikke kan styre sig, for det kan han faktisk godt, men fordi han har lært, at "hvis bare jeg bliver ved længe nok, så får jeg det, jeg vil have".

Når børn har kontrollerende anfald, så er der således ikke tale om, at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer, og som regel er barnet, trods sin protestaktion, også i stand til at formulere sit krav: "Jeg vil have den. NU!"

Hvad kan du gøre?

- Vær altid fuldstændig sikker på, at der er tale om et "kontrollerende anfald” og ikke et "fortvivlelsesanfald".

- Er du sikker, så træk dig væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen, der kigger på, hvordan man opfører sig, er det ikke sjovt at blive ved.

- Lad være med at forhandle med barnet. Hold kort og godt fast i dit nej. Hvis du siger "nej, nej, nej, men så gør det da" og på den måde giver efter, så lærer barnet, at man netop skal blive ved for at få sin vilje.

- Når der er ro i familien, og I har mulighed for at sætte jer ned og tale stille og roligt sammen, så gør det. Lyt til hinanden, lyt til, hvad barnet fortæller dig, og anerkend, at barnet giver forslag til, hvad du kan gøre anderledes. Det er ikke kun et spørgsmål om, at barnet skal ændre sin opførsel, men ofte et spørgsmål om, at I alle skal gøre, hvad I kan, for at hele familien trives.

- Opsæt regler, som I kan være fælles om. Overordnet set skal I voksne være enige om, hvilke regler der gælder hos jer. Regler giver tryghed og retfærdighed. Meld ud, hvilke overordnede regler, I har, og find så sammen med jeres barn ud af, hvilke regler, der gælder i jeres familie. Opsæt ikke regler og stil ikke krav, som barnet ikke vil kunne honorere i kraft af sin udvikling og alder.

- Øv dig på at være en tydelig voksen. Hvis du sender utydelige signaler eller ikke kommunikerer klart, så vil dit barn naturilgt afprøve dine grænser igen og igen, for at finde ud af, hvor du står, og hvad du vil eller ikke vil. Kontrollerende anfald opstår ofte, fordi du ikke har været tydeligt og dit barn derfor ikke har lært, at et nej betyder nej.

Time out

Time out er en metode, som går ud på at sætte barnet på værelset, hvis det gør noget forkert. Time out bør som udgangspunkt undgås, men kan være nødvendigt. Det bør dog kun bruges, hvis en rolig advarsel til barnet ikke har været nok, eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt.

Time out kan bruges til børn fra ca. 5-års-alderen, fordi man i den alder forventer, at barnet er bevidst om sine handlinger og har hjernemæssig modenhed til at vide, når det har gjort noget forkert. Derfor bruges time out heller ikke over for børn, der er fortvivlede og ulykkelige. Anvender du time out til et barn, der føler sig oprigtigt ked af det, vil barnet konkludere, at det ikke er okay at være ked af det.

Barnet bør kun være på værelset i det antal minutter, som barnet er år. Det vil sige, at et barn på 5 år kan sendes på værelset i fem minutter. Det anbefales også, at du bliver lige ...

... uden for døren til værelset, så barnet ved, at du stadig er der. Når barnet sættes på værelset, skal det have en forklaring: "Jeg sætter dig herind, fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre.”

Ideen med time out er, at barnet får mulighed for i enrum at "tænke over tingene". Problemet er dog, at du som forælder sjældent er helt klar over, hvad der har udløst barnets store følelser, når du beder ham eller hende om at tage en time out. Ofte handler det om at gribe ind i en konflikt eller at stoppe barnet lige her og nu. Når forældre på den måde vælger at give barnet en "tænkepause" uden at kende den bagvedliggende årsag til, at barnet – efter din mening – har opført sig dårligt, er der en risiko for, at du tager fejl. Du sender måske dit barn væk fra dig på det tidspunkt, hvor barnet faktisk har allermest brug for dig og trænger til, at en voksen lytter og prøver at hjælpe ham eller hende med at styre sine voldsomme følelser.

Hvad kan du gøre?

- Send aldrig dit barn væk, med mindre det er sidste udvej. Forsøg altid først at appellere roligt, men bestemt til barnet. En time out kan dog godt være en løsning, hvis barnet fx bevidst gør noget, der gør ondt på andre.

- Prøv at møde dit barn. Stop op, sig "Hov, hvad sker der nu?" og få barnets opmærksomhed. Hjælp barnet med at afbryde den voldsomme reaktion af følelser, som det føler sig "fanget" i.

- Giv barnet fysisk ro og nærhed, så det på den måde hjælpes til at få samling på sig selv og falde til ro selv.

- Få barnet til at sætte ord på, hvad der sker, og hvorfor barnet reagerer, som det gør.

- Giv barnet forslag til, hvordan det kan reagere mere hensigtsmæssigt en anden gang.

- Overvej, om du i stedet kan tage en time out fra barnet og sig eventuelt "Jeg kan mærke, at jeg bliver vred på dig, så jeg går lige ud i køkkenet et øjeblik", så kan barnet gå efter dig, eller du kan gå ind til barnet, når du selv er faldet til ro. Trækker du dig, så er det af hensyn til barnet og for, at du ikke skal lade temperamentet løbe af med dig.

- Du kan også trække dig, fordi du mærker, at barnet har brug for en pause. "Jeg kan fornemme, at du har brug for lidt tid for dig selv, jeg vil gerne snakke med dig, så når du har lyst, så sig til, så er jeg her", og sørg for, at barnet ved, hvor du er, og at du er tilgængelig, når barnet er parat.

- Brug i stedet en time in.

Time in

Time in er egentlig det modsatte af en time out. Det betyder, at du tager dig tid til at sætte dig sammen med dit barn, fx for at drøfte en konflikt. Du kan bruge en time in til at afklare, hvorfor dit barn reagerer, som det gør.

Nogle forældre er bekymrede for at en time in vil være at "give barnet opmærksomhed for at opføre sig forkert eller dårligt", men det handler det slet ikke om. Det handler derimod om at vise barnets følelser respekt.

Din opmærksomhed skal fokusere på de følelser, der udløser barnets opførsel. På den måde kan du hjælpe dit barn med at lære, hvordan sådanne situationer kan løses mere hensigtsmæssigt en anden gang.

Tænketrappe eller tænkestol

Når barnet har et voldsomt anfald af frustrerede og vrede følelser og handler meget trodsigt eller bevidst gør noget galt, kan det nogle gange hjælpe barnet at bringe det hen på trappetrinnet eller på en stol. Hensigten med denne metode er, at barnet afbrydes i sin handling og sættes på trappen eller stolen for at tænke over sin opførsel. Og det kan være godt, fordi barnet ikke oplever at blive sendt væk, men stadig oplever at være en del af det, der foregår, samtidig med at barnet får mulighed for at falde til ro. Denne metode kan derfor være mere hensigtsmæssig end at sende et barn på sit værelse.

MEN, det er igen ikke den første løsning, du skal gribe til. Det er en metode, der kan bruges, efter du i et roligt tonefald har appelleret til barnet om at opføre sig mere hensigtsmæssigt. Og det er rigtig vigtigt, at tænketrappen eller tænkestolen ikke bliver en "kamparena". For ofte risikerer man, at barnet vil rejse sig og forlade trappen eller stolen. Barnet bliver ved med at gå, vil ikke sidde der og protesterer højlydt, - og hver gang du vender dig væk fra barnet, går barnet efter dig. I en sådan situation er det vigtigt, at du ser de signaler, barnet sender, nemlig "Det er ikke det her, jeg har behov for!".

Hvad kan du gøre?

- I stedet for at sætte barnet væk, så gå med barnet. Tag barnet i hånden og gå afsides, ud på den anden side af væggen, ud i et andet rum.

- Bliv hos barnet, sæt dig med barnet hos dig, på skødet eller ved siden af barnet og tal med barnet om, hvad der er sket, og hvordan barnet kan tackle en sådan situation en anden gang.

- Tal med barnet om, hvordan barnet opfører sig, og hvad du forventer af barnet.

- Lav en aftale med barnet om, hvordan det foregår, når I går tilbage til rummet igen.

Du kan læse meget mere om, hvordan du bedst møder dit barn anerkendende og undgår skæld ud, brug af trusler og meget mere i min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". 

Kærlig hilsen

Helen