Healing - let og brugbar for alle, også for børn

Mange tror, healing er et eller andet mystisk, som man gør kl​ogt i at holde sig lidt på afstand af. De færreste er klar over, hvor behagelig healing er. Og at den også er utrolig dejlig og beroligende at bruge til børn. At den er et fuldstændig naturligt foretagende. At alle kan heale. Og at vi blev både gladere og sundere mennesker, hvis vi brugte den lidt mere – og lærte vores børn at gøre det samme.

”Healing – åh nej, ikke det!” vil nogen sige, når talen falder på emnet. Mange tror nemlig, at healing handler om foldede hænder og opadvendte ansigter, om religion eller noget, der ligner. Sådan kan man selvfølgelig vælge at betragte healing. For mig at se er den noget helt andet og langt mere tilgængelig. Frem for alt er den både virksom og behagelig.

I forbindelse med den berøring og massage jeg tit har givet mine børn, er tanken om fænomenet healing af og til dukket op. Og jeg har spurgt: Er det ikke to sider af nøjagtig samme sag?

Hænger massage, kærlig berøring og healing ikke uløseligt sammen, uanset hvad man så kalder det? Jeg har selv fået healing, og jeg har også givet healing. Som jeg ser det handler det ikke om bare at klaske næverne på en anden persons krop eller tænke intenst på, at man skal påkalde en eller anden guddom, og så er det healing.

Er healing mystisk?

Healing er en helt naturlig ting. Kendt af få, ukendt af flere – i hvert fald i praksis. Som jeg ser det, er healing det naturligste i denne verden og har intet med nogen som helst form for hexerei at gøre. At nogen vil påstå det, eller endog gøre den til det, er deres sag. At visse mennesker mener, at jo mere mystik, jo flere mærkværdige ritualer og jo mere uforståeligt det ser ud, jo mere tror folk på det, og jo flere penge tjener de på det – jo, sådan har enhver jo lov at fremstille healing.

I en del år har jeg gjort forsøg på at kigge ind i healingens inderste væsen. At danne mig et billede af, hvad det, der i virkeligheden er så enkelt, handler om.
For mig er healing en let, fin og naturlig ting, vi frit kan bruge, og som ikke behøver nogen som helst forklaring. Den er fin og værdifuld, noget, som hver især skal foretage helt på sin egen mest ligefremme måde. Det er berøring, det er at give.

Børn kan også heale. Det er endda tit det, der virker allerstærkest. De har stor evne for at give på den måde, fordi de er naturlige og spontane. Børn har godt af at lære at give den form for hjælp til andre, hvis det ellers falder dem naturligt, og hvis de ønsker det. At vide, at det af og til forventes af dem. Og ønskes. At de på den måde også kan være værdifulde.

Jamen hvordan foretager man så healing, sådan rent praktisk?
Den form for healing, jeg vil omtale, handler om noget så enkelt som varme hænder på en anden. Et menneske - eller et dyr, for den sags skyld. Medfølelse. At give en anden følelsen af, at jeg er der for dig. Jeg ønsker at hjælpe. Eller at formidle hjælp, uanset om den kommer fra mig, om det er noget, der udløses i dig selv, eller hvor den end måtte komme fra.
Måske er det totalt ligegyldigt, om vi ved, hvor virkningen kommer fra, om det er fra ét eller flere steder. Bare hjælpen og lindringen indfinder sig.

Skal man tro, før det virker?

Det har været diskuteret meget, om healingens virkning kom fra en speciel evne i healeren. Fra en kraft i det ydre rum. Eller fra den person, der blev healet, blot ved tanken om, at nu ville han blive rask. Altså gennem simpel visualisering, som absolut er virksom og en utrolig helbredelsesmetode, hvad man så end kalder den. Her skal imidlertid lige indskydes, at jeg også har set en del, der overhovedet ikke troede på nogen som helst virkning, hvor vedkommende efter healingen alligevel er blevet totalt befriet for den skavank, han oprindeligt kom til healeren med.
Modsat vil jeg sige, at det kan sikkert have nogen betydning i visse tilfælde, om vi tror på healingen eller ej (placebo). Men ikke nødvendigvis.

Men skal jeg nu være bare lidt mystisk (hvad jeg ikke selv synes, jeg er), kan jeg sige, at jeg er mere end overbevist om, at der er usylige ”tråde” mellem alt levende. Og at vi påvirker hinanden, uden at vi selv er klar over, at vi gør det. Positivt eller negativt. Alene gennem tanker og følelser, også uden at fortælle spor om tanker eller følelser. Men i forbindelse med healing er der ikke kun tale om tanker og følelser. Der er også tale om handling. Fysisk berøring.

Det kan godt være, det er vigtigt for nogen at vide, hvad det er, der sker under healing. Det tror jeg bare aldrig, man kan give nogen fast formel for. Men uanset hvad, ses det ene eksempel efter det andet på, at healing virker på masser af mennesker, der efter healingen bliver enten raskere, spontant helbredt, eller bare mere harmoniske og glade.

Ikke så sjældent har jeg tænkt, at healing er den mest naturlige helbredelsesform og beroligelsesmetode i verden. Og så er den altid lige ved hånden og klar til at bruge. Vi har rig mulighed for at stå sammen og hjælpe hinanden, netop på den måde. De fleste af os tænker imidlertid ikke over, at vi ligger inde med kraften til at hjælpe både os selv og andre gennem noget så enkelt som healing.

Når vi healer spontant

Jeg har tit tænkt på healing i en helt anden forbindelse, end når vi bevidst vælger at heale. Nemlig der hvor healeren slet ikke er klar over, at han er healer, men bare gør det. Når et barn falder og slår sig, hvad er da det første, forældrene eller andre voksne gør, når de kommer løbende for at hjælpe? Jo, de holder om barnet, stryger det over ryggen eller holder hånden over såret.
Det er healing i sin simpleste, enkleste og mest virkningsfulde form. For det virker jo! Barnet standser sin gråd. Smerterne forsvinder hurtigere, end de ellers ville have gjort. Alt er godt. Fordi alle forældre er healere uden at vide det. Vi kalder ...

... det noget andet. Trøst, for eksempel. Men healing er også trøst. vi bruger den bare for lidt – eller slet ikke – overfor andre end vores børn. Og det er synd.Vi kan alle sammen heale. Selv børn gør det af og til helt automatisk. Hvis deres kammerat falder og slår sig, springer de til og stryger ham over ryggen eller håret. Og det hjælper!Evnen til at heale er medfødt. Uden at tænke over det, rækker vi hænderne frem mod den person, der er kommet til skade. Eller som græder. Vi tænker slet ikke over, at det er healing, vi foretager. Men vi ved intuitivt, at vi ikke bare skal stå og glo, når nogen græder eller lider. Vi berører, helt automatisk. Vi har alle sammen gjort det, fordi det ligger i os, at sker der noget slemt, styrter vi til og berører den tilskadekomne. Holder om. Healer.

Brug healing på dit barn – og din nabo

Det ville være så godt, hvis vi tænkte lidt mere over bare at gøre det. Også mod andre end vores børn. Mod andre end vores familie. Hvis vi valgte at glemme vores tilbageholdenhed overfor det og ikke så det som noget mystisk. At vi healede hinanden mere bevidst og dermed meget oftere. Vi ville få følelsen, at vi ikke bare er overladt til vores skæbne, men vi kan gøre noget for at hjælpe hinanden.
På en skole i Danmark er man begyndt at lade børn massere hinanden nogen tid hver dag. Ryggen og skuldrene bliver blødt berørt. Kald det massage. Eller kald det healing. Måske kommer det ud på et. Under alle omstændigheder har det vist sig, at den metode i høj grad forhindrer mobning. Det forandrer noget i psyken til det positive. Og heler børn, der er ”vanskelige”, eller som tidligere er blevet mobbet. Forhåbentlig følger flere skoler efter, måske er de allerede startet.

Vi kan arbejde på at glemme alle tanker om, hvad healing er. Smid dem væk og gå så bare i gang. Kald det ikke healing, hvis det ord falder dig for brystet. Kald det omsorg, nærhed - eller kald det ingenting. Betegnelser er uvigtige. Bare det virker.

Bliv fri gennem healing

Engang hjalp jeg en kvinde gennem healing. Hun kom til mig for at få en samtale om sine problemer. Hun var både smuk, intelligent og ung. Hun lignede en million. Lige idet hun trådte ind gennem døren, tænkte jeg: Hvorfor kommer hun her? Hun kan jo alt. Men samtidig vidste jeg, at hendes dør ind til dét at kunne alt var lukket lige nu. At hun var lukket.Hun satte sig i stolen overfor mig og så ned i gulvet og svarede knap nok på det, jeg sagde til hende. Jeg prøvede at spørge hende, hvilke problemer hun havde, og hun sagde, at hun intet kunne. Hun kunne ikke klare sit arbejde, havde ingen venner. Hun mente ikke, der var noget at gøre.
Jeg prøvede at spørge til hende, finde en indfaldsvinkel, men hun var stadig lukket. Da fik jeg en pludselig indskydelse og spurgte hende: ”Har du nogensinde prøvet healing? Jeg tror, du har brug for det for at kunne åbne dig.” Hun så forbavset op og sagde, at hun havde tænkt på det men havde ikke villet spørge mig. Hun ville meget gerne prøve det. På det tidspunkt tror jeg faktisk kun, jeg havde healet mine egne børn og det med fint resultat. Jeg healede hende tre gange i alt, de to sidste gange kombineret med samtaler. Holdt hænderne blødt og beroligende på hendes krop. Da hun kom fjerde gang, smilede hun, så mig lige i øjnene og sagde: ”Jeg kan alt!” Og hun troede virkelig på det. Hun var parat til at gå ud at søge arbejde og havde fundet ud af, at hun faktisk havde venner. Hun var så positiv og takkede meget. Jeg var glad på hendes vegne og tænkte: Hvor skal der lidt til, for at vi kan hjælpe hinanden. Vi skal bare gøre det, vi tror, vi kan gøre, og ikke spekulere så meget. Alle de tanker om ”kan- kan ikke” hæmmer os utroligt og lægger låg på de sanser, der ellers helt spontant ville vise sig.

Hjælpen er lige ved hånden

Vi har masser af redskaber til et bedre liv, både fysisk og psykisk, lige ved hånden. Som vi kan hjælpe hinanden med at bruge i stedet for at sige: ”Det tror jeg ikke på.” Det kan være fint at være skeptisk, men mange slynger bare den sætning ud uden overhovedet at vide, hvad det er, de ikke tror på. Vi har alle sammen flere evner og sanser end vi normalt bruger. Flere, end vi regner med. Men – netop fordi vi ikke regner med, at vi har flere evner end dem vi plejer at opleve, kan nogle af os hverken finde frem til dem eller bruge dem bevidst. Fordi vi har bestemt, at de ikke findes, og dermed slår vi dem ihjel.

Det er almindeligt at blive bange for det, man ikke kender og tro at der er grund til frygt. Ukendt = farligt. Men healing er ikke farlig. Den er fantastisk, en utrolig gevinst alle kan bruge, også børn. I min bog ”Få dig et liv” fokuserer jeg meget på børn, glæde - og omsorg. På at lære barnet at give omsorg til andre. Men også som voksen at give barnet omsorg enten gennem healing, visualisering, så det bedre kan falde i søvn, og på mange andre måder. Bed dit barn om at heale dig, hvis du har ondt i nakken eller andet, der ikke er i orden. Hvordan det rent praktisk foregår er sådan set lige meget. Bare det er blødt og langsomt. Når naboen eller en arbejdskammerat klager over et eller andet, fysisk eller psykisk, er det så let at tænke: Det er ikke mit bord!
I stedet kan det blive en vane at spørge: ”Skal jeg ikke lige heale dig lidt?” Det kan gøres siddende, stående, men selvfølgelig også liggende. Men gør det frem for alt ukompliceret og naturligt, og det vil gribe om sig. Flere og flere vil praktisere healing. Og vi vil blive mere raske og glade + styrke sammenhold, venskaber og familiebånd.
Kender du ikke nogen, der kunne finde på at spørge som sådan, så tag mod til dig og vær den første. Du vil blive forbavset over resultatet. Og opdage, at der er langt flere muligheder lige ved hånden, end de fleste regner med – og udnytter.

Disse tanker er hentet fra bogen ”Få dig et liv” – der handler om at finde tilbage til nærheden og det ægte liv.