Når børn vil det, de ikke må

&n​bsp;

Da jeg fik børn, blev jeg hen ad vejen klar over, at jeg gjorde en fejl ved at strukturere deres hverdag for meget og ikke give dem ro til deres liv. Jeg pressede dem ind i mit liv, mit mønster, min travlhed og stressede udstråling. Frem for alt ved for tit at forhindre dem i det, de her og nu havde lyst til, fordi jeg troede, jeg var bedrevidende. Det måtte jeg vel være, når jeg var ældre end dem. Det, de havde allermest lyst til, var bestemt ikke ret tit det, jeg gerne ville se dem gøre.

 

Deres ideer handlede tit om aktiviteter, der gav en masse rod, uorden og oprydning i lange baner bagefter. Det var altid noget i retning af at skovle jord og flytte det rundt i haven. Grave huller i havegangen, hælde masser af vand i dem og selv hoppe i til sidst. Det var virkelig sjovt! Og så at grave i blomsterbedet og plante nogle af de mindre blomster et andet sted. Eller – når det skulle være rigtig sjovt og inspirerende – at vaske tøj i badeværelset eller sprøjte med vand.

 

Når jeg sad og arbejdede med at skrive en bog eller redigere min brevkasse, kunne jeg simpelthen ikke koncentrere mig om det, fordi mine tanker hele tiden var omkring børnene, der blev rastløse, når jeg forbød dem alt det sjove. Kunne de ikke få lov til det, de gerne ville, var de urolige og gjorde hele tiden nye forsøg på overtalelse, som forstyrrede mig i mit arbejde.Jeg havde ellers masser af andre forslag: ”Gå nu ind på værelset og læs en lille bog. Gå ind og tegn.” Gør ditten og datten. Sterilt, ikke? Det gad de ikke. Hvordan skulle jeg kunne fortælle dem, hvad der var spændende, og hvad de havde lyst til lige her og nu? Det vidste de selv. Hvad vidste jeg om det?

 

 

Til sidst vendte jeg det hele en omgang og sagde til mig selv: Hvad kan der i værste fald ske, hvis de får lov til lige præcis det, de gerne vil, uden at jeg forstyrrer dem i det? At flytte lidt om på blomsterne, hvad søren, der var da nok af dem, og hvis de ellers holdt sig til mælkebøtterne (hvad de nu sjældent gjorde), var det vel i orden.

 

At de blev kulsorte af de jordhuller, de badede i, tja, det kunne for det meste lade sig gøre at spule dem rene igen. Bagefter var de løftede, lette og glade og fortalte, at de bare havde haft det så sjovt. Hvad kan sammenlignes med at have det rigtig sjovt? At gøre det, éns mor synes, man skal gøre? Som hun har sagt hundrede gange, fordi hun altså ikke har overskud til at være særlig opfindsom, og man derfor har lavet noget, man slet ikke havde lyst til? Jeg var nødt til at sige de ting til mig selv for at få det vendt. Og jeg måtte indrømme, at det jo ikke var så slemt. Så jeg gav altså op, og det til stor fornøjelse for begge parter. Jeg spurgte, hvad de gerne ville. Tænkte: Lad være at forstyrre deres ideer og kreativitet. Derpå fik de stort set lov til det hele. Jeg blev mere fleksibel, og det var godt for alle. Men det krævede nytænkning. De ville også gerne rydde op i mine køkkenskabe. Kigge derind og se, hvad der var. Tage det ud og bagefter sætte det i deres egen orden. Først tænkte jeg: Gud fri mig vel! Men det viste sig, at de små arbejdsheste var mere kreative, end jeg havde troet. Og at de lærte utrolig meget af noget, som jeg er sikker på, de også følte var et ansvar. De lærte sig selv at passe på og være forsigtige. At gøre det hele så godt som muligt. Om jeg så også syntes, det var godt, er der blandede meninger om. Men det blev bedre og bedre. Og hvordan skulle de kunne blive dygtigere uden at få lov at gøre deres erfaringer?

 

Børnene havde temmelig tit lyst til at vaske tøj i badeværelset. Nogen større præstation var det ikke at regne ud, hvordan både badeværelset, de selv og tøjet ville se ud bagefter. Og det slog aldrig fejl. Det hele sejlede, da de endelig var færdige. Men de var lykkelige! Sprudlende og tilfredse. Ingen skældud. Ingen restriktioner. Ingen, der indskrænkede deres fantasi og virkelyst. De var stolte over at have vasket noget tøj, så jeg nu var fri. Hm…! De ville gerne være dygtige, og jeg forsøgte at lade være at hæmme i dem i de udfoldelser, der kunne give erfaring, rod og efterarbejde til trods. Jeg så det som en oplæring af dem i selvstændighed. Og en oplæring af mig selv i større tålmodighed og mere alternative tankebaner. Men også i at acceptere, at fremmede pludselig kunne dukke uventet op og se dette syn for guder, mens det var på sit højeste. Og at være ligeglad med det.Børnenes roderi, sammenholdt med det, at jeg var sikker på både at kunne få total fred til at skrive et par timer, og det, at jeg vidste, de var glade, udjævnede det hele.

 

Jeg behøvede ikke at sidde og tromme med fingrene i bordet, mens jeg så på klokken for at konstatere, at jeg brugte alt for ...

 

 

Jeg mener, at for mange forældre bebrejder for meget. Skælder for meget ud. Tilretter for grundigt. Vi er for utålmodige. Og forstyrrer en naturlig læreproces hos barnet. På den måde hæmmer vi barnets kreativitet og tro på sin egen kunnen. Og det gode forhold mellem forældre og børn. Vi fremmer intet.Det er jo ikke fordi vi vil skælde ud eller bevidst prøve at gøre barnet ked af det. Alle vil helt sikkert deres børn det bedste. Til trods for det kommer vi for tit til at skælde ud eller virke utilfredse med barnet og dermed skabe en dårlig stemning. Fordi vi er stressede og alting derfor helst skal måles og vejes, er der ikke overskud til overraskelser, der tager tid.

 

Vi kan ikke klare alt det roden rundt og rydden op bagefter, fordi vi samtidig skal holde styr på alt det rod, der er inde i vores hoved. Jeg har efterhånden lært, at hvis barnet er midt i en leg, og min mad er færdig, er det ikke livsnødvendigt at få barnet til bordet lige nu, så hele familien kan sidde og smaske i takt, kan lægge gaffel og kniv i takt når man er færdig, og så videre. Det kan være meget mere fremmende for en glad familie, at man tager lidt hensyn og eventuelt lader barnet blive færdig med en leg. Eller en tv-udsendelse, det lige er i gang med at se. I stedet for det autoritære: ”Vi skal altså spise, kom så nu!” som om det var det vigtigste i denne verden.

 

Selvfølgelig kan der da være dage, hvor man ikke har særlig god tid. Hvor man skal et eller andet og bare må passe tiden, fordi man altså også er nødt til det i vores samfund, hvis livet skal gå videre. Det kan barnet sagtens forstå, hvis man taler sammen om det og ikke bare diktatorisk hiver det ud af sin verden i tide og utide, uden der er nogen logik i det.

 

 

For mange forældre er det frygtelig vanskeligt at indpasse et barn i hverdagen. Endnu sværere er det med flere børn. Tit lader man sig presse og stresse så meget af det arbejde, man har, og den måde man nu engang har kørt sit familieliv ind på, at der stort set ikke er plads til et barn. Men det skal presses ind i hverdagen alligevel. Barnet skal meget tidligt i sit liv i vuggestue, børnehave og senere i skole.

 

Når først barnet kommer til skolealderen, tror jeg mange forældre, sådan lige i det øjeblik Peter sætter sig på stolen i klassen med sin lille krop og sin store skoletaske, griber sig til hjertet og tænker: Hvor er den tid dog blevet af, da Peter var et lille barn? Nu er han jo allerede en stor dreng. Måske var det en god ide at tænke over, om der i det hele taget er rimelig ro i vores liv til at få et barn, eller vi hellere skulle lade være. Eller i det mindste vente indtil det var muligt at ændre noget.Mens jeg selv var mor til små børn, har jeg flere gange grebet mig selv i, at jeg havde for travlt. Med det resultat, at i dag er der meget, jeg ikke kan huske fra nogle af mine børns barndom. Ting, de selv husker. Endda noget, der var af stor betydning. Men som jeg slet ikke mindes eller kun ser i en tåge, fordi jeg dengang var sådan en travl mor og skulle gøre karriere samtidig med, at jeg havde små børn.

 

I dag ville jeg ønske, jeg i de perioder havde tilrettelagt det hele anderledes. At jeg ikke havde tilladt mit arbejde at gå så hurtigt eller være så betydningsfuldt for mig. Og havde ventet med det at arbejde så meget, til børnene var større. Eller havde udskudt det at få børn, til jeg havde fået arbejds-hornene løbet af mig. Jeg ville ønske, jeg i højere grad havde tænkt over, at den tid, mine børn var små, ikke ville vare evigt. At vi allesammen skulle have haft mere ro og mindre forstyrrelse i livet. Jeg har dog valgt ikke at se tilbage på den del med forgræmmelse.

 

Det er fortid, og fortiden kan som bekendt ikke laves om. Det hjælper intet at græmme sig. Det gør kun nuet til noget, der er smertefuldt. Men jeg har også valgt at dele mine erfaringer med andre. Fortælle det videre, så nogen måske ad den vej kan få nogle tanker og foretage ændringer, der kan være betydningsfulde for både dem og deres børn. Selvfølgelig kan man ikke direkte overføre erfaringer til andre. Men indirekte kan de måske gøre lidt gavn. Det er forsøget værd.