Annonce

Annonce

Bandeord - når børn bander


23. februar 2017


I øjeblikket har vi en amerikansk pige boende - og e​n af de ting, hun blandt andet har bemærket er, at danskere bander enormt meget på engelsk. Ord som "fuck" og "shit" flyver let igennem luften, når vi i Danmark taler sammen...



Og det fik mig til at tænke på, at forældre ofte stiller spørgsmålet: "Hvordan skal jeg reagere, når mit barn pludselig råber lortemor eller siger din prutteskid?".



Hvorfor bander vi? Hvad er det bandeordene kan? Og hvordan skal vi forholde os til, når vores børn bander? Det handler min artikel om i dag.



Leg med ord



Bandeordene bliver ofte en naturlig del af dit barns ordforråd, når dit barn begynder i børnehave. I den alder udvikler sproget sig rigtig meget og de fleste forældre oplever derfor at bandeord kan blive en del af hverdagen...



Det handler ofte både om, at det er sjovt at lege med ordene. Det er sjovt at sætte ord sammen på en ny måde og sige f.eks. "din prutteskid", "pruttetissemand", "numselort" eller lignende. Når barnet bander på denne måde, så er det ofte for at eksperimentere med ord, lege med ord og udvikle sproget. 



Det handler også ofte om, at barnet gerne vil se, hvordan andre reagerer på de ord, som barnet siger. Det er naturligt spændende for dit barn at finde ud af, hvordan verden reagerer - hvad gør det, jeg gør, ved andre. Når dit barn leger med ordene sammen med sine venner, så kan børnene f.eks. sidde og synge en sang - de opdigter en sang med sjove og frække ord - børnene griner, de morer sig sammen, og de synes, det er sjovt at synge sange med disse nye ord.



Og så er der naturligvis også de mere provokerende bandeord - som barnet sagtens kan sige, fordi det forsøger at lære, hvad du synes eller tænker. Når dit barn møder nye ord i f.eks. børnehaven, kan det være vigtigt for barnet at finde ud af, hvad du synes om disse ord. Derfor afprøver dit barn ordene derhjemme - det kan f.eks. være ord som "lortemor", "luder", "kælling", "numsepik" eller lignende. Ligesom dit barn også kan sige "fuck, fuck, fuck" flere gange i træk.



Lær at skelne



Det er vigtigt, at du forsøger at skelne mellem de bandeord, som dit barn bruger. Hvad ligger der bag de ord, som barnet siger - er det sjov og leg med ord, er det undersøgelse og erfaringsdannelse, er det bevidst provokation eller drilleri? Hvis dit barn sårer nogen, gør nogen kede af det, så er det vigtigt at du fortæller dit barn, at sådan vil du ikke have, at barnet taler - og sætter ord på, hvad det gør ved den anden og hvorfor.



Det er også en god idé, at du forklarer dit barn, hvad det barnet siger egentlig betyder. For nogle gange ved dit barn det f.eks. ikke. Måske kommer dit barn hjem og siger "jeg hader dig" - uden egentlig at vide, hvad der ligger i denne sætning - og hvis du så forklarer dit barn, at det betyder "jeg kan ikke lide dig", så vil dit barn måske forstå, hvorfor man kan blive ked af det, som barnet siger.



Vær også opmærksom på, at det kan være forskelligt, hvad vi anser som bandeord. Måske vil et ord som "lort" ikke være et brugt ord i jeres hjem. I bruger måske ord som "afføring", "puha" eller "prut" og siger måske "du har vist lavet prut i bleen". Men i vuggestuen eller i børnehaven bruger man ordet "lort" og taler om "lortebleer" - så når dit barn siger ordet "lort" derhjemme, så ved dit barn ikke, at du måske synes det er et mindre pænt ord...



At sige fra



Hvis dit barn bruger nogle ord, som gør andre kede af det, så er det fint at sige fra. Det er her en god idé at sætte ord på, at her er din grænse "jeg vil ikke have, at du taler sådan, det er et grimt ord" eller lignende. Så det bliver tydeligt, at her er sagt noget, som du ikke bryder dig om.



Men det er ofte ikke nok - samtidig med, at du siger fra, så er du også nødt til at forklare dit barn, hvorfor du ikke bryder dig om det ord og hvad ordet betyder. Så dit barn får en forståelse af selve ordet og ikke kun får en løftet pegefinger eller skæld ud...



Nogle gange kan det være en god idé at give dit barn mulighed for at sige alle de grimme ord barnet kender - måske inden for en bestemt tid, eller I kan gå udenfor og råbe alle de grimme ord ud i luften, så de kan blæse væk. Og når I så går tilbage, går indenfor igen, så taler man atter pænt til hinanden.



Bandekasser virker ofte ikke. I nogle familier sætter man en bandekasse op, og så skal man komme penge eller lignende i ...


Annonce

... kassen, når nogen bander - eller det kan være en bøtte fyldt med slik og hver gang nogen bander, så fjernes der slik fra bøtten og til sidst er der måske ikke mere slik tilbage og dermed ingen fredagsslik... For børn er dette en umulig opgave. Deres hjerne er så umoden, at de stadig reagerer impulsivt og lystbetonet og det gør det rigtig svært at stoppe med at bande. Faktisk betyder det nogle gange, at selvom du har sagt fra, så vil dit barn blive ved med at gentage sit bandeord - det kan bare ikke lade være, barnet har ikke evnen til selvbeherskelse.



Voksne som rollemodeller



Vær også opmærksom på at børn jo ofte gør - som vi gør - og ikke som vi siger. Og det betyder, at hvis du har tendens til at bande meget, så vil dit barn ofte høre det og efterligne det. Vær derfor opmærksom på, hvor meget du egentlig bander i hverdagen.



Det kan være sætninger som "hold kæft, hvor fedt", "fuck, noget lort", "shit - det havde jeg helt glemt", "det gider jeg sgu ikke", "sikke noget pis", "ej noget lort", "det er satme ærgerligt", "det er fandme ikke i orden"... Hvis I har tendens til at sige sådanne ord og sætninger, så vil jeres barn naturligt også kunne sige disse.



Nogle voksne skelner mellem bandeord sådan, at hvis bandeordet er med til at understrege en begejstring, så kan det være i orden "skide godt Egon!" - her kan det være helt okay at sige f.eks. "skide", men i en anden sætning vil det ikke være i orden... Som voksne, som forældre, er I nødt til at finde ud af, hvilke bandeord I selv bruger og i hvilke situationer - og hvad I synes er okay - og så være opmærksomme på, at jeres barn højst sandsynligt ikke kan skelne. Dit barn vil naturligt også have svært ved at bruge bandeordene midt i en sætning - f.eks. "jeg er så skide træt af det", hvor ordet "skide" virker som en understregning, en forstærkning. Dit barn vil f.eks. bare sige "skide, skide, skide" for at øve ordet...



Forskning



Sprogforsker Benjamin K. Bergen fra The University of California har blandt andet skrevet bogen "What the F - what swearing reveals about our language, our brains, and ourselves" og han siger blandt andet at som forældre skal vi skelne mellem to ting:



1) Det er skadeligt for barnet, hvis vi bander over barnet. Det vil sige, hvis vi bruger nedsættende bemærkninger om barnet og med vores sprog får barnet til at føle sig forkert.



2) Det skader ikke barnet, hvis vi forældre nogle gange bander, så vores børn hører bandeordene. Han siger blandt andet, at der er bedre måder at håndtere bandeord på end at undertrykke dem (there are better ways to deal with profanity than to suppress it) - og ud fra dette tænker jeg, at det netop er vigtigt at tale med vores børn om bandeordene og hvorfor vi nogle gange siger dem.



Det kan altså være okay at bruge bandeord og nogle gange er de nødvendige, de er en del af vores sprog - vi bruger dem og børnene bruger dem, og det skal der være plads til. Derfor er vi nødt til at forholde os til dem og ikke bare per automatik sige "det sprog vil jeg ikke høre!". For et bandeord er ikke bare et bandeord.



5 gode råd



Hvis jeg skal prøve at opsummere lidt og lave en liste med 5 gode råd, så kommer det til at se således ud:



1) Anerkend dit barns sprogelige udvikling og dermed behov for leg med ord, også bandeord.



2) Vær tydeligt omkring, hvilke ord dit barn kan sige, og hvilke ord du ikke bryder dig om. Gør det legalt, at der kan bruges andre ord i institutionen end du måske vil høre derhjemme (f.eks. ordet lort).



3) Lyt til dit barn og prøv at tænke over, hvad der måske ligger bag barnets ord. Hvad er det barnet gerne vil undersøge, finde ud af - kender dit barn ordet og ved dit barn, hvad ordet betyder? Har dit barn brug for et alternativt ord, som kan give barnet samme følelse. Nogle gange kan det være godt at fortælle dit barn, hvad det kan sige i stedet.



4) Tænk over at du fungerer som rollemodel og at dit barn siger det, som barnet hører at du siger. Prøv derfor at være et godt eksempel i måden I taler sammen derhjemme.



5) Dit barn tager ikke skade af, hvis du en gang imellem bander eller bruger bandeord til at forstærke en følelse "AV! For fanden, hvor gør det ondt!" når du f.eks. kommer til at slå dig over fingeren med en hammer... Men dit barn tager skade af, hvis du bander over barnet eller bruger dit sprog nedgørende overfor barnet. Når dit barn bander, er det derfor vigtigt, at det er barnets sprogbrug du påtaler og ikke barnet som person. 



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen.

Tusind tak igen for dine svar, jeg bliver så meget klogere :-).

Du rammer så præcist!

Glad påske til dig :o)

Mor til pige på 2 måneder


Annonce