Familie-opgør for åbent tæppe

Det er ikke altid let at tilgodese børnenes behov, hvis man e​r travle, stressede forældre. Endnu sværere er det, hvis man – af forskellige årsager - har glemt sit eget indre lille barn.I en presset situation kommer vi let til at sige og gøre ting overfor barnet, vi dybest set føler er forkert. Men alt andet kan – lige her og nu – være for svært at overskue.

”Nej, jeg vil ej!” Ordene hørte jeg kort efter, at jeg var kommet ind i butikken. Jeg gik rundt med min kurv og samlede varer sammen. Nu vendte jeg mig og kiggede i smug, for råbet var højt og meget bestemt.

En dreng på omkring fire år stod og så på sin mor, mens moren kiggede sig forvirret omkring. ”Jamen det skal du!” råbte hun, endnu højere end drengen. ”Og det skal være lige nu, ellers henter jeg far, og så vanker der, kan jeg godt sige dig!”

Jeg har altid syntes, det var dybt pinligt med den form for familie-opgør på offentlig grund. Mest af alt, når forældrene viser, at de er endnu mere usikre end deres børn – og forsøger at overdøve dem, uanset hvor højrøstede de så er. Og at nedgøre barnet ved, verbalt, at spille med musklerne.

Nå, der gik kun få sekunder, så hørtes morens råb igen. De var nu kommet lidt længere frem med deres indkøbsvogn. ”Nu stopper du altså, Morten! Liiige nu, har du hørt det?!”
Joe, man skulle være meget døv, hvis ikke man kunne høre det. Det så ikke ud til, at drengen havde gjort noget galt. Men han skulle åbenbart stoppe alligevel.
”Jeg vil gerne have en agurk, det er sundt,” hørte man drengen sige, og moren svare: ”Nej. Har du ikke hørt, at jeg siger nej?””Jamen hvorfor?” fortsatte drengen. ”Jeg vil have grøntsager og ikke noget dumt kød!”Jeg har sagt nej!” Nu stod hun med pegefingeren fremme. ”Det er MIG, der bestemmer! Ti stille og hold fast i vognen.” Jeg skelede til hende – og hun skelede rundt til os, som hun nu havde fået færten af fulgte med i opgøret. Faktisk så hun lidt stolt ud, lige idet hun oplyste om, hvem der bestemte.
”Nej, jeg vil ej!” Drengen vendte trodsigt sit ansigt op mod hendes.
Skønt det er pinligt at se på andre i den situation, vendte jeg mig alligevel halvt mod dem. Jeg ville se ham. Barnet, der kæmpede så bravt for at blive hørt. Og jeg tænkte: HVAD har dog bevirket, at de har sådan en magtkamp med hinanden? I hvert fald ikke kun en agurk. Hvad har det barn haft for et liv? Selvfølgelig bestemmer den voksne. Men hvad er det, der har så stor betydning at bestemme lige nu? Samtidig tænkte jeg: Tyve mennesker står her og glor, inklusive mig selv. Selvfølgelig vil man helst ikke blande sig. Men hvad er at ”blande sig”? Forhindrer det, at man kunne give mor og barn en kærlig hånd, sådan helt diskret…? Vi er vel alle mennesker af kød og blod – og den ene ikke bedre end den anden, alt taget i betragtning, uanset hvordan tingene så ser ud, sådan lige her og nu.

Moren havde nu taget fat i drengens arm og ruskede ham kraftigt. Mens hun råbte op om alt det, han havde gjort forkert. Hele dagen. Og alle de andre dage. At han altid havde sine egne meninger. Men at der nu ventede straf, kunne han lige tro!
Drengen så mere og mere forvirret ud. Og trodsig. Så udstødte han et hyl og rev sig løs. Hurtigt stak han af – hen mod kassen – med mor og vogn i hælene.
Lige ved kassen opgav moren åbenbart at købe mere ind. Hun slap vognen, fangede sønnen i et snuptag og forsøgte at holde ham fast – til en hylekoncert uden lige, og med hendes råbende advarsler og beskyldninger, der rungede ud over forretningen. Barnet havde åbenbart et omfattende synderegister, som nu burde kendes af alle omkringstående.
Efter mange kraftige ...

... ord opgav hun. Irriteret kiggede hun omkring – på alle os, der valgte at trække øjnene til os (man ved jo aldrig med folk i dét humør…).
”Jeg kan sige dig, at du får bank når vi kommer ud i bilen!” Hun hvæsede det imod ham, mens han kastede sig ned på gulvet og græd.
”Man må faktisk ikke slå børn!” Jeg stod lige bag hende, og det var umuligt for mig ikke at sige det.
”Du kan godt holde din kæft!” Hun så på mig med samme øjne, som hun havde set på sin søn med. ”Sagtens,” svarede jeg roligt. ”Jeg har heller ikke mere at sige. Nu har du hørt min mening.”De omkringstående så på os og begyndte at mumle ting, der absolut ikke var til denne mors fordel.
”Må jeg snakke lidt med Morten?” spurgte jeg forsigtigt moren, der så ud som om hun nu var lige ved at græde.
”Det må du sgu selv om,” sagde hun, nu med dæmpet stemme. ”Men han fatter ikke en brik, den møgunge!”

Jeg forsvandt ud af køen, stillede min kurv til siden og gik langsomt over til Morten, hvor jeg satte mig ned på gulvet ved siden ad ham. Ikke for at spille ”god”. Men bare fordi jeg havde så ondt af Morten og hans mor, og fordi jeg havde lidt overskud til Morten.
Først sad jeg helt stille uden at sige noget, men jeg var ikke i tvivl om, at han havde opdaget mig.
”Hej, Morten,” sagde jeg så. Han lod som om han ikke så mig. Men han holdt op med at græde.
I det samme lød en julesang gennem forretningens højttalere. ”Kender du den sang?” spurgte jeg. Morten vendte sig halvt om mod mig. Så nikkede han en smule forlegen og satte sig op. Jeg sagde nogle små, banale ting til ham. Noget, jeg sådan lige trak ud af ærmet. Først ville han ikke rigtig sige noget. Men så begyndte han pludselig at fortælle om kammerater, om sin cykel og meget andet – mens hans mor betalte ved kassen.
”Kommer du så, Morten?” råbte hun, dog ikke skinger i stemmen mere. Hun så usikkert hen mod os, en smule opgivende.
”Min mor er rigtig dum!” mumlede Morten til mig og vendte pludselig mundvigene nedad. ”Jeg tror nu, hun alligevel er lidt glad for dig,” sagde jeg (hvem tør love for meget efter sådan en omgang?).
Jeg var nødt til at sige det – til afsked. Jeg nænnede ikke, at han igen skulle flippe ud over hende, og måske få én på hatten udenfor, når vi andre ikke så dem.
”Tror du??” Morten så på mig med store øjne. Jeg nikkede overbevisende: ”Det tror jeg!”

Det blev enden på den historie. Jeg rejste mig, tog fat i min kurv og gik til kassen, mens Morten og hans mor gik ud gennem døren. Jeg havde lyst til at løbe ud og give Morten et ordentligt knus. Og derefter hans mor. Men jeg gjorde det ikke.
Bagefter tænkte jeg: Vi ser dem overalt, forældre, der er trætte og stressede. Men også forældre, der overhovedet ikke forstår deres børn. Hverken deres ord eller deres signaler. Fordi de ikke lytter til dem. Eller – ja, hvem ved, der kan jo være masser af årsager, som er skjulte for dem, der bare kigger på, og der er ABSOLUT ingen grund til at se ned på de mennesker, men al mulig grund til at hjælpe og give lidt af sig selv, hvis det er muligt.

Da jeg igen var hjemme, kom jeg til at tænke på en bog, jeg har beskæftiget mig meget med. Den hedder ’Elskede Rosa’ (Forlaget Vanessa) og handler om et barn, der heller ikke fik lov at have sin egen naturlighed og egne meninger. Og om den katastrofe, det endte med for hele familien, som samtidig gjorde dem langt klogere. En bog, man kan grine og græde over. Men som udvikler sig til en gyser, der topper, den dag Rosa forsvinder. Historien i bogen er ikke særlig langt væk fra den hverdag, masser af mennesker omkring os lever. Blandt andet Morten og hans mor.