Annonce

Annonce

Tandfrembrud hos børn


4. oktober 2019


Når mælketænderne bryder frem, så b​etyder det hos nogle børn søvnløse nætter og hjerteskærende gråd, og hos andre børn oplever du pludselig en tand, som du slet ikke anede var på vej... Men hvornår kommer egentlig mælketænderne? Hvad er symptomerne på tandfrembrud? Hvorfor har dit barn mælketænder? Og meget mere vil min artikel handle om i dag...



Hvornår får dit barn mælketænder



De fleste børn får de første tænder, når de er mellem 4-8 måneder gamle.



Dannelsen af mælketænder sker allerede imens barnet ligger i livmoderen og man kan faktisk opleve, at enkelte børn fødes med en eller flere tænder - det er sjældent, men det sker - og ofte vælger man at fjerne disse tænder og et nyt tandsæt bryder så senere frem.



Der er også børn, som først får deres første tænder, når de er 12-18 måneder gamle. Det er også helt normalt, og du skal ikke være bekymret for, at dit barn f.eks. ikke vil kunne tygge mad og spise rigtig mad - dit barn kan sagtens spise uden tænder.



I hvilken rækkefølge bryder tænderne frem



Rækkefølgen for hvilke tænder der bryder frem hvornår, kan godt variere fra barn til barn. Der kan således godt ses forskel mellem børnene tandfrembrud, hvis man sammenligner med de andre børn  i mødre- og fædregrupper, selvom børnene her ofte har samme alder. 



For de fleste børn er det dog undermundens to forreste tænder, der bryder frem først, og herefter følger fortænderne i overmunden. Derefter bryder yderligere to fortænder frem i overmund og undermund, så dit barn nu har 8 fortænder (fire for oven og fire for neden).



Hjørnetanden i både overmund og undermund lader ofte vente lidt på sig, først bryder de første kindtænder frem i både undermund og overmund, og når de er brudt frem, så kommer hjørnetanden. Altså den tand, som sidder mellem fortænderne og den første kindtand. Barnet har således nu seksten tænder i alt. Derefter følger så endnu en kindtand i begge sider og i både over- og undermund.



Når barnet er 3 år gammel, så vil det have 20 mælketænder i alt - 10 i undermunden og 10 i overmunden.



Hvad bruges mælketænderne til



Ud over at barnet kan bide i mad, gumle og øve sig i at tygge lidt med sine tænder, så bruges mælketænderne hovedsageligt til at skabe plads til de blivende tænder. De blivende tænder kommer op der, hvor mælketænderne har siddet og mælketænderne er således med til at sikre, at de blivende tænder bliver placeret, hvor de skal og at der er plads til dem. Hvis barnet mister sine mælketænder meget tidligt, kan det få betydning for, hvordan barnets blivende tandsæt placerer sig.



Tandfrembrud - symptomer



Når en tand er ved at bryde frem, så bliver slimhinden på gummen hævet, rød og øm. Efter 1-2 dage, så vil du ofte kunne se, at spidsen af en hvid tand skinner igennem gummen og herefter bryder tanden ofte hurtigt igennem. 



De fleste børn har ondt 1-2 dage før og efter selve tandfrembruddet. Den røde slimhinde gør ondt og irriterer dit barn. Du kan se, at dit barn gnummer sine gummer med fingrene, barnet bider måske i legetøj og lignende. Dit barn savler ofte også mere end det plejer, og de fleste børn bliver også ekstra pylrede og urolige - de forstår ikke, hvorfor det gør ondt og irriterer og de kan naturilgt ikke sætte ord på det ubehag.



Enkelte børn får tendens til lidt tynd mave eller løs afføring. Nogle børn har nedsat appetit i de dage, hvor tanden bryder frem. Og der er også børn, som får temperaturforhøjelse i forbindelse med tandfrembrud. Temperaturen bør dog ikke være mere end 38.5 grader - hvis barnet har højere temperatur, eller hvis temperaturen er forhøjet i mere end 1-2 dage, så skyldes temperaturforhøjelsen ofte en infektion og ikke tandfrembrud.



Hvad kan du gøre



Nogle børn har så ondt, lige der hvor tanden bryder frem, at de kan have glæde af lidt smertestillende. Det kan være lidt panodil, og du kan tale med jeres læge om mængden, og hvor meget og hvor tit du kan tilbyde dette.



Man kan også købe gummedråber, der med en finger kan smøres og masseres let ind i gummerne og dermed være med til at give lindring hos nogle børn.



En bidering kan være rigtig rart for barnet at sidde med, gumle på. Nogle børn har også glæde af at få en babytandbørste ...


Annonce

... kombineret med en bidering, som barnet selv kan ligge med og sutte, gumle og tygge på - uden at den kommer for langt ind i halsen. Det kan være en god idé at lægge bideringe i køleskabet, da det kølende også kan have en effekt på de ømme gummer.



Agurk er et gammel husmoderråd mod ømme gummer. Nogle af de stoffer, som findes i agurk skulle kunne berolige gummerne og samtidig har en agurk fra køleskabet også lidt kølig virkning. Du kan med fordel lave en agurkering - skære en skive agurk på ca 1.5 cm, fjerne kernerne i midten, så det bliver til en ring - og sætte ringen på dit barns tommelfinger. På den måde kan dit barn bedre holde fast i agurken. Pas dog på - når tanden først er brudt frem, så får dit barn hurtigt bidt et stykke af og dit barn bør derfor aldrig sidde med noget i hånden uden opsyn. Heller ikke agurk, det kan komme galt i halsen. Nogle vælger at komme agurk i en babyfeeder, frugtfeeder, frugtsut - de har mange forskellige navne. Det kan give dit barn lidt lindring og være mere sikkert, end at lade barnet sidde med mad direkte i hånden. 



Gulerod - NEJ - det er et no-go! For 20 år siden anbefalede man ofte en kold rå gulerod til barnet ved tandfrembrud - men det gør man ikke mere! Undersøgelser viser, at små børn meget let får bidt et stykke gulerod af, og dette kan sætte sig i lungerne, hvilket kan give voldsomme komplikationer og være farligt. 



Vigtigt at passe på mælketænderne



Det er meget vigtigt at passe på dit barns mælketænder. Hvis dit barn får huller i sine mælketænder, så de må trækkes ud, så risikerer I, at de blivende tænder kommer til at sidde forkert og skal rettes ind med en bøjle senere hen. Huller i mælketænderne kan også give betændelse i tandrødderne, og det vil naturilgt også kunne skade de blivende tænder.



Hvor tit skal tænderne børstes



Dit barns tænder skal børstes to gange dagligt - morgen og aften. Dit barn kan sidde eller ligge ned, og det er vigtigt, at du gør det til en rar og hyggelig stund for jer begge. Jo mere dit barn vænnes til at få børstet tænder fra starten, jo lettere vil det være at holde fast i den gode vane fremover.



Hvilken tandbørste skal du vælge



Køb en tandbørste som passer i størrelsen til dit barns mund og alder. Tandbørsten skal være helt blød og børstehårene skal sidde tæt.



Hvis du synes, det er svært at styre en tandbørste med skaft og børstehoved, så kan du købe en fingertandbørste - sætte den på din finger og så bruge fingeren til at børste med.. men pas på, små børn har en naturlig evne til at ville bide sammen, og du kan derfor let blive bidt i fingeren. Dit barn forstår ikke, at det kan gøre ondt :) Fremadrettet er det også en god idé at vænne dit barn til at en almindelig tandbørste bliver brugt.



Hvordan med tandpasta



Det er vigtigt, at du bruger tandpasta, og det er vigtigt, at den tandpasta du bruger indeholder fluor. Tandpastaen bør indeholder ml 1000-1500 ppm fluor. Fluor nedsætter aktivt risikoen for huller i tænderne.



Du kan godt bruge den tandpasta, som du bruger til dig selv, hvis der er tale om en "standard tandpasta". Du kan ikke bruge den, hvis den f.eks. giver ekstra whitening eller lignende. 



Du kan også købe en speciel børnetandpasta, tjek altid at fluorindholdet er på 1000-1500 ppm. 



Uanset hvilken tandpasta du vælger, så brug kun ganske lidt. Det anbefales, at du ikke bruger mere end hvad der kan ligge på barnets lillefingernegl.



Hvor hyppigt skal tandbørsten skiftes



Det varierer, hvor hurtigt tandbørster bliver slidt, men generelt gælder, at når hårene på tandbørsten stritter, så bør tandbørsten skiftes ud med en ny. Børn har ofte brug for lidt hyppigere skift end voksne, fordi de ofte bider i tandbørsten og dermed får bidt børstehårene skæve.



Hvornår skal mit barn til tandlæge



Hvis du er bekymret for dit barns tænder, så kan du altid kontakte den kommunale tandpleje. 



Det er meget forskellige fra kommune til kommune, hvornår man hører noget fra tandplejen første gang. Nogle kommuner sender en hilsen ud allerede, når barnet er få måneder gammel. Andre hører man ikke fra det første år. De fleste familier vil få et brev fra den kommunale tandpleje, når barnet er 1-2 år gammel og generelt gælder, at alle børn skal undersøges hos tandlægen, før de fylder 3 år.



Helen :)



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om gråd og trøst, som er en guldgrube af information til desperate forældre.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak for dine altid gode råd... Din hjemmeside er til stor hjælp. Især for os udenlandsdanskere som ikke har en sundhedsplejerske til rådighed på samme måde som man har i Danmark.

Tak, for alt det du gør.

Udlandsdanskeren


Annonce