Annonce

Annonce

International sengevædningsdag


27. maj 2020


I 2015 besluttede man at lancere World Bedwetting Day (WBD​). Det var International Children Continentence Society (ICCS) og European Society for Pediatric Urology (ESPU) som gik sammen om at markere sengevædning og behovet for at hjælpe børn og deres forældre med dette problem. Derfor sættes der i denne artikel fokus på netop dette :)



Hvad er sengevædning



Sengevædning kaldes også ufrivillig natlig vandladning eller Enuresis nocturna, og det betyder, at barnet tisser i sengen om natten. Man taler om ufrivillig natlig vandladning, hvis et barn efter 5 års alderen stadig tisser i sengen – enten hver nat, flere nætter om ugen eller måske blot en gang om måneden.



Det er en almindelige medicinsk tilstand, der har alvorlig indflydelse på barnets selvværd, barnets følelsesmæssige velvære, og barnet mulighed for at fungere godt i løbet af dagen. Når barnet tisser i sengen i løbet af natten, så afbrydes barnets søvn og jo dårlige søvn, jo mindre overskud til dagen og alle dagens aktiviteter. 



Hvad skyldes sengevædning



Sengevædning er aldrig nogens skyld – hverken barnets eller forældrenes. Og WBD er sat i stand for at støtte familier og sundhedspersonale i at kunne diskutere problemet, uden at nogen bliver forlegne, føler skyld eller skam.



Sengevædning skyldes hovedsageligt 3 faktorer



·      Arvelighed



·      Høj natlig urinproduktion



·      Lille blærekapacitet



Sengevædning har ikke en psykologisk årsag. Børn med ufrivillig natlig vandladning er ikke mere nervøse end andre børn, og de tisser ikke i sengen på grund af drilleri eller lignende. Det er ikke noget, som barnet på nogen måde kan kontrollere. Barnet er aldrig ligeglad, og barnet tisser ikke i sengen for f.eks. at få opmærksomhed. 



Hvad skal du IKKE gøre



Da der er tale om biologiske mekanismer i kroppen, som barnet ikke har kontrol over, så nytter det ikke noget, at du siger f.eks. ”du skal kalde på mig, før du tisser” eller lignende, da barnet ikke vil være i stand til dette. Det nytter heller ikke noget, at du skælder ud eller viser irritation ”har du nu tisset igen” eller udskammer dit barn ”helt ærligt, er du ikke snart for stor til det!”. Det hjælper aldrig dit barn, og det løser ikke problemet.



Gør det ikke til noget pinligt og skamfyldt. Mange børn tisser i sengen, faktisk skønner man, at ca. 55.000 børn lider af ufrivillig natlig vandladning. Det er derfor et ret almindeligt problem.



Lad ikke stå til. Nogle børn vokser fra det, men det er bestemt ikke ...


Annonce

... alle, - jo hyppigere dit barn tisser i sengen om natten, jo større sandsynlighed er der for, at dit barn har brug for hjælp. Det er vigtigt at give barnet den hjælp og støtte, som barnet kan have brug for.



Hvad kan du gøre



Accepter, at dit barn tisser i sengen om natten, også selvom det giver rigtig meget vasketøj, og det kan være frustrerende, at du får afbrudt din nattesøvn. Tag det roligt og sig f.eks. ”Pyt med det, vi skifter bare sengetøjet”.



Har du selv haft problemet som barn? I mange tilfælde er sengevædning arveligt, og det kan være en god idé, at du taler med dit barn om, hvis du selv eller andre i familien kender til det, og ved hvordan det er. Måske ved du af erfaring, at I hos jer først stoppede med sengevædning i 8-9 års alderen, og så er du måske lidt mere tålmodig og kan også derved berolige dit barn.



Tal med dit barn om, hvordan barnet har det med det. I 5-6 års alderen begynder mange børn selv at tænke over, at de stadig bruger ble, hvilket deres sovekammerat måske ikke gør. Er dit barn begyndt i skole, kan det gøre, at dit barn ikke har lyst til at sove sammen med andre, hverken derhjemme eller ude.



Læs bøger højt for dit barn, som handler om børn, der tisser i sengen om natten. Det kan være dejligt at læse om andre, som har det problem og tale ud fra dette. Det kan hjælpe dit barn med at sætte ord på nogle af de tanker og følelser, som dit barn måske går rundt med.



Vær opmærksom på jeres rytme – hvornår I spiser, hvornår barnet kommer på toilettet om aftenen og hjælp barnet til en rutine, hvor aftensmaden indtages et par timer før sengetid og hjælp også dit barn på toilettet, før det skal sove.



Sørg for at det er rart at komme i seng. Giv dit barn ble på til natten, da det kan gøre barnet tryg og samtidig være med til at sikre, at sengen ikke bliver gennemvædet. Nogle børn har derudover også glæde af at ligge med et vådliggerlagen.



Tal med jeres læge. Alt efter hvordan problemet er, så kan lægen f.eks. udskive medicin. Lægen kan også henvise jer til en børneafdeling eller inkontinensklinik, hvis det skønnes nødvendigt. Selvom de fleste børn med sengevædning ikke fejler noget i deres urinveje eller andre steder, så skal dette udelukkes af en læge. Det vil være relevant også at overveje, om der er andre problemer – måske har dit barn også uheld om dagen, måske lider dit barn af blærebetændelse, forstoppelse eller lignende. Alle sådanne ting skal undersøges og evt. behandles, før man begynder at behandle ufrivillig natlig vandladning. 



Bedste hilsner



Helen :)



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Allerførst vil jeg gerne sige dig tusind tak for dine hurtige og uddybende svar, og fordi du tog mine bekymringer alvorligt. Det var lige, hvad jeg havde brug for.

Mor til Agnethe 5 måneder


Annonce