Annonce

Annonce

Når dit barn udfordrer dig - håndtering af udfordrende adfærd


3. januar 2024


Kender du det, når det virker som om, at dit barn be​vidst tester dine grænser? Når dit barn provokerer dig? Eller bare synes at være irriterende? Små børn udtrykker sig ofte på måder, der kan være svære for os forældre at forstå.



Min artikel i dag handler derfor om, hvad det er, dit barn måske forsøger at gøre, og hvordan du måske bedre kan håndtere situationen.



DU OPLEVER AT DIT BARN TESTER DINE GRÆNSER



Børn tester ofte grænser for at forstå, hvor langt de kan gå, og hvordan voksne vil reagere. Det betyder, at de f.eks. kan ignorere instruktioner, udforske forbudte områder eller nægte at gøre, hvad de er blevet bedt om.



Hvad ser det ud som: Dit barn fortsætter med at gøre noget, som du lige har sagt nej til.



Hvad der faktisk sker: Dit barn udforsker verden og lærer om konsekvenser. Testning af grænser er en helt naturlig del af barnets udvikling.  



Dit barn vil naturligt teste dine grænser, for at finde ud af, hvordan verden fungerer, og hvilke regler der gælder. Børn er naturligt nysgerrige og har rigtig meget lyst til at udforske deres omgivelser. Ud over at finde ud af, hvilke regler der gælder, så er afprøvning af grænser også med til at give dit barn en følelse af at have kontrol over sit eget liv. 



Hvordan du kan reagere: 



Fasthold dit nej og forklar dit barn, hvorfor du har sagt nej.



- Anerkend dit barns behov for udforskning og lyst til at ville noget andet, end du vil.



- Indgå i dialog. Find ud af, hvorfor barnet vil det modsatte af dig, find en løsning, indgå et kompromis, som I begge kan være glade for, og I begge derfor kommer stille og roligt videre.



DU OPLEVER AT DIT BARN PROVOKERER DIG



Det kan føles provokerende, når du beder barnet om at gøre noget enkelt, som at tage jakken på for at gå ud, og barnet så reagerer ved at sige "nej" og nægter at samarbejde. 



Hvad ser det ud som: Dit barn siger eller gør ting for at få en reaktion fra dig.



Hvad der faktisk sker: Dit barn lærer om kommunikation og konsekvenser af handlinger. Det er en form for social læring.



Dit barn vil naturligt begynde at bruge både verbale og nonverbale signaler i kommunikationen, og det vil observere, hvordan voksne udtrykker sig gennem ord, ansigtsudtryk, kropssprog og stemmeføring. Børn vil stille og roligt finde ud af, hvordan deres handlinger kan påvirke andre - og modsat. Når de ser, hvordan voksne håndterer konflikter, udtrykker følelser og kommunikerer, så integrerer de disse observationer i deres egen adfærd. 



Hvordan du kan reagere:



Bevar roen. Det er vigtigt ikke at reagere med vrede. Spørg, hvad der får dit barn til at føle, som det gør, uden at du bliver vred.



- Brug aldrig trusler. Det kan være sætninger som "hvis ikke du tager den jakke på nu, så kommer vi ikke på legepladsen!" eller "hvis ikke du tager jakke på, så dør du af kulde!". Det er ikke respektfuldt at bruge trusler. 



- Forklar, hvordan man kan kommunikere mere respektfuldt. Du kan f.eks. forklare, at det er okay at sige "nej", men nogle gange er man nødt til at samarbejde.



- Vær opmærksom på, at dit barn lærer af dig, det du siger, og det du gør. Brug f.eks. selv sætninger som "vil du hjælpe mig med", "må jeg bede om, tak" eller lignende. 



- Hjælp med at sætte ord på følelser. I stedet for at barnet blot siger "nej", så kan du opfordre dit barn til at forklare "jeg vil ikke tage jakken på lige nu, fordi...". 



- Giv dit barn valgmuligheder. Sig f.eks. "vil du selv tage jakken på, eller skal jeg hjælpe dig?". Med et spørgsmål som dette, støtter du op om barnets selvstændighed og egen vilje. 



- Anerkend dit barns behov for opmærksomhed. Dit barn kan godt have behov for at blive set.



DU ...


Annonce

... OPLEVER, AT DIT BARN UDNYTTER DIG



Børn kan virke meget selvcentrerede, da de endu ikke fuldt ud forstår andres behov og perspektiver. Det lille og mindre barn er derfor ikke i stand til at se situationen fra din side eller tage hensyn til dine behov.



Hvad ser det ud som: Dit barn beder konstant om ting og virker selvcentreret. 



Hvad der faktisk sker: Dit barn forstår ikke andres perspektiver og er kun gradvist igang med at udvikle empati.



Mindre børn har svært ved at se verden fra andres synsvinkel og oplever primært verden fra deres eget perspektiv. De har derfor begrænset forståelse for, at andre mennesker kan have forskellige tanker, følelser og oplevelser. Børn lærer bedst ved eksempler, og når vi voksne demonstrerer empati i vores egne handlinger, så lærer vores børn gradvist at gøre det samme.



Hvordan du kan reagere:



- Lær dit barn at dele og udtrykke empati. Det kan være at opfordre barnet til at dele legetøj med en ven, som er på besøg. 



- Vis barnet empati ved at bruge både verbalt og non-verbalt sprog



Verbale udtryk for empati:



"Jeg forstår, hvordan du føler det"



"Det lyder ikke rart for dig"



"Jeg er her for dig"



"Hvordan kan jeg hjælpe dig?"



"jeg kan se, at det er vigtigt for dig".



Nonverbale udtryk for empati:



Øjenkontakt - viser interesse for den person, som du taler med



Nik - at nikke med hovedet viser, at du er opmærksom og lytter



Kropssprog - åbent og afslappet kropssprog signalerer venlighed



Berøring - en berolignede hånd på armen, invitere barnet på skødet osv. udtrykker omsorg og støtte



Ansigtsmimik - et varmt smil, et trist udtryk kan afspejle dine følelser og forståelse



DU OPLEVER, AT DIT BARN IRRITERER DIG



Nogle gange kan det virke som om, at børn bevidst irriterer deres forældre, men det er ofte et resultat af at barnet eksperimenterer med at finde ud af konsekvenserne af deres handlinger.



Hvad ser det ud som: Dit barn synes at gøre eller sige ting med vilje for at irritere dig.



Hvad der faktisk sker: Barnet udforsker, hvordan dets handlinger påvirker omgivelserne, og barnet lærer om reaktioner. 



Børn er naturligt nysgerrige og ivrige efter at forstå verden omkring dem. En måde at gøre dette på er ved at afprøve hypoteser - især når det kommer til at forstå, hvordan forskellige voksne reagerer på deres adfærd. Barnet kan f.eks. variere deres adfærd og handlinger for at finde ud af, om du og andre altid reagerer på samme måde eller for at finde ud af hvordan I voksne f.eks. reagerer forskelligt.



Hvordan du kan reagere:



- Prøv at forstå barnets perspektiv. Hvis dit barn igen og igen udfører en handling, der irriterer dig, så prøv at spørge åbent, hvorfor barnet gør det. Hvad er det, dit barn forsøger at fortælle dig?



- Afled opmærksomheden. Hvis dit barn igen og igen irriterer dig ved f.eks. at sige et ord, som du ikke vil høre, så foreslå, at I laver en sjov aktivitet i stedet. Tilbyd et alternativ, så I får skiftet fokus. 



- Positiv forstærkning. Husk at sætte ord på alt det gode, som dit barn gør, alt det du nyder, og som du gerne vil se mere af. Nogle gange har vi for meget fokus på det, barnet gør forkert. Hvis fokus er på alt det gode, så motiveres barnet til denne adfærd.



- Vær opmærksom på dit barns behov. Nogle gange kan irritation være udtryk for, at barnet har et behov, som ikke er blevet opfyldt. Måske er barnet sulten, træt, eller har brug for at I laver noget sammen, sætter jer sammen, mærker hinanden, ser hinanden.  



- Skab rutiner. En forudsigelig daglig rutine vil ofte hjælpe med at nedsætte irritation og give barnet en følelse af tryghed, ro og stabilitet. 



Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre :)



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om amning og flaske, hjæper dig med at få et mæt og tilfreds barn.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen,

Tusind tak for din uddybning – det var rart med et par konkrete forslag, og I aftes lykkedes det faktisk at sidde uden skrigeri… :)

Jeg tror at små skridt er den helt rigtige løsning, som du foreslog…

Dine svar hjælper altid UTROLIGT meget!

Tak, fra os i Tyskland


Annonce