Annonce

Annonce

Baby - glad gylper / happy spitter


5. marts 2024


At være forældre til en baby er ofte en vidund​erlig oplevelse, men det kan også være fyldt med udfordringer og bekymringer - og en af de bekymringer, som forældre står overfor, er når barnet gylper sin mælk op efter at have spist. 



At børn gylper er dog et helt normalt fænomen, og så længe dit barn tager fint på, og barnets gylpen ikke påvirker barnets trivsel, så er det ikke noget, man gør noget ved. Det er netop i disse tilfælde, at man taler om glade gylpere, og det skal min artikel handle om i dag. 



Hvad er en glad gylper



En glad gylper, eller på engelsk en happy spitter, er en baby, der reglemæssigt kaster op eller gylper sin mælk op, når det har spist - uden at barnet viser tegn på ubehag eller utilpashed. Din baby er stadig glad, smilende, pludrer lystigt og trives fint, og baby tager på i vægt og længde, præcis som man vil forvente. Der er altså tale om en baby, der trods sin gylpen ikke viser tegn på sygdom eller ubehag. 



Hvorfor gylper babyer



Der er flere årsager til, at babyer kan gylpe, når de har spist.



- Overfyldt mave. Babyers mave rummer kun mindre mængder mælk, og nogle gange spiser barnet lidt mere mælk, end barnets mave kan rumme - og så bliver den overskydende mælkemængde gylpet op. 



- Umodne lukkemuskler. Nogle babyer har en lidt umoden lukkemuskel mellem spiserøret og mavesækken. Det kan gøre, at mælken har svært ved at blive i maven, hvorfor der kommer mere tilbageløb og dermed gylp.



- Luftindtag. Nogle babyer har tendens til at sluge ekstra luft, når de spiser. Det betyder, at når de efter måltidet bøvser, for at få luften ud som de har sunket, så kommer der også mælk med op, så sammen med deres bøvs, så gylper de også.



- Mælkeallergi, intolerance. Det sker, at gylpen skyldes, at barnet reagerer på den mælk, som barnet tilbydes. Det vil dog ofte også give andre symptomer end gylp. 



Hvordan kan du støtte din glade gylper



- Spiseteknik. Det kan være en rigtig god idé, at du forsøger at holde din baby oprejst, når du giver baby mad. Uanset om du tilbyder baby bryst eller flaske, så er det en god idé at lade din baby sidde lidt op under måltidet.



- Giv små hyppige måltider. Dit barn vil bedre kunne holde mælken i maven, hvis maven ikke er overfyldt. Små hyppige måltider er derfor bedre end store og få portioner af gangen. 



- Hold evt. pause undervejs i måltidet. På samme måde, som små portioner af gangen kan være en god idé, så kan lidt pauser undervejs i måltidet også nogle gange hjælpe. Det giver noget af mælken mulighed for at komme videre ned i tarmsystemet, ...


Annonce

... før yderligere mælk kommer i maven. 



- Hjælp dit barn med at bøvse. Sørg for at bøvse dit barn godt af efter måltidet, så du får frigjort evt. luft og dermed reduceret risikoen for gylp efterfølgende. 



- Hold dit barn oprejst efter måltidet. Jo mere oprejst dit barn holdes, jo mindre tilbageløb af mælk vil der ofte være. Vent derfor også gerne 15-20 minutter med at lægge dit barn på maven, når barnet har spist. 



- Undgå stramt tøj. Undgå bukser, der strammer rundt om maven. En buksekant, elastik eller lignende, der lægger et øget pres på maven, kan medføre yderligere gylpning. 



- Læg altid dit barn til at sove på ryggen med hovedet til skiftevis højre og venstre side. Hvis dit barn gylper under søvn, så kan barnet gylpe mælken op, når hovedet ligger drejet til siden.



- Læg også meget gerne dit barn til at sove let eleveret, så barnet ligger lidt højere med hovedet. Du kan f.eks. stille barnets lift på en skråpude eller lægge en skråpude ind under madrassen i barnets seng. 



Hvornår stopper det



Der er ikke noget fast tidspunkt, hvor babyer vokser fra at være glade gylpere. Nogle børn gylper stadig jævligt igennem deres første leveår, men de fleste gylper mindre og mindre i takt med, at de begynder at spise fastere føde. Den tykkere konsistens, som den faste føde naturligt tilbyder, ligger tungere i maven og tilbageløb og dermed gylp bliver derfor mindre. 



Hvornår skal du være bekymret



Som sagt er gylpen hos spædbørn helt normalt, og er dit barn en glad gylper, som tager fint på og trives trods gylp, så er der ingen fare på færde. Der er dog nogle symptomer, som du altid skal reagere på:



- Dit barn tager ikke tilstrækkeligt på, og barnet vokser ikke som forventet.



- Dit barn har spiseproblemer - svært ved at synke eller vægrer sig mod at få bryst eller flaske.



- Dit barn bliver som en flitsbue under måltidet, spænder i kroppen, drejer sig væk fra bryst eller flaske.



- Dit barn græder meget, virker meget irritabelt, får uforklarlige skrigeture f.eks. også under søvn, så dit barn generelt sover dårligt og afbrudt.



- Dit barn har vejrtrækningsproblemer, barnet hoster, eller vejrtrækningen virker hvæsende (kræver øjeblikkeligt læge).



- Dit barns gylpen er blodig, grønlig, og/eller dit barn har feber (kræver øjeblikkeligt læge).



Oplever du nogle af ovenstående symptomer, eller oplever du symptomer, som gør dig bekymret, så skal du naturligvis altid drøfte det med din sundhedsplejerske og/eller læge. 



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Olívy - meget mere end bleskift

Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Mange tak for dit svar. Vi brugte alle dine råd i går, og Oscar endte med at sove fra 23, hvor han selv vågnede for mad og helt indtil 04.45, så jeg er lykkelig! Nu må vi bare blive ved, og så skal det forhåbentlig nok gå ...

Tak fra Maja
Mor til Oscar på 7 måneder


Annonce