Hvorfor gaber det ufødte barn

Hvorfor gaber vi egentlig? De fleste af os forbinder det a​t gabe med at være trætte og skulle sove. Men, når du er gravid og bliver scannet i graviditeten, så kan du nogle gange opleve, at det ufødte barn ligger i maven og gaber. Er det mon, fordi det lille barn er træt, eller hvorfor gaber det ufødte barn?

Faktum er, at vi stadig ikke ved det helt præcist, men der er dog lavet en del studier, og vi har en del teorier omkring, hvorfor det ufødte barn gaber. Og det skal denne artikel handle om. 

DET UFØDTE BARNS GABEN

Udvikling af hjernen

En af de mest fremtrædende teorier omkring, hvorfor det udfødte barn gaber, er knyttet til hjernens udvikling. Forskningen tyder på, at når barnet gaber, så afkøles barnets hjerne. Hjernen udvikler sig meget hurtigt i fosterstadiet, og gaben hjælper således det udfødte barn med at regulere temperaturen, hvilket er med til at fremme optimal udvikling. 

Studier har vist, at gaben hos det udfødte barn ofte ses mest i graviditetens 3. semester, hvor hjernen gennemgår kritiske udviklingsstadier. Forskerne har blandt andet brugt 4D-ultralydsscanninger til at observere gabefrekvensen hos fostre i forskellige stadier, og en undersøgelse har blandt andet vist, at gaben var mere hyppig fra uge 24-36 end på andre tidspunkter i graviditeten.

Man mener, at den øgede gabefrekvens i denne periode er relateret til et stadigt voksende behov for at afkøle hjernen, da der her sker betydelige strukturelle og funktionelle ændringer: Dannelsen af myelin omkring nervefibrene øges markant på dette tidspunkt, vigtige neurale forbindelser styrkes, og neuroner bevæger sig til deres endelige destinationer i hjernen.

Træning af åndedræt

Man har også en teori om, at det at gabe fungerer som en form for respiratorisk træning. Imens det ufødte barn ligger i livoderen, så vil det naturligt træne sine åndedrætsbevægelser ved at indånde og udånde fostervand.

Når barnet gaber, så styrkes de muskler, som er involveret i vejrtrækningen. Det vil sige en række muskler i ansigt, hals og bryst. F.eks. ansigtsmuskler, interkostalmuskler (musklerne mellem ribbene), der hjælper med at udvide brystkassen og øge lungevolumen under indånding, samt M. diaphragma (mellemgulvet), der hjælper lungerne med at udvide sig og trække sig sammen.

Når barnet gaber, så øver det sig i at koordinere de komplekse bevægelser, der er nødvendige for vejrtrækningen, og barnet kan udføre bevægelser i brystkassen og mellemgulvet i et mønster, der ligner vejrækning. På den måde sikres det, at barnet har de nødvendige vejrtrækningsreflekser og bevægelsesmønstre ...

... på plads, når det lige efter fødslen skal være i stand til at trække vejret uden for livmoderen. 

Ultralydsstudier har dokumenteret, at fostre gaber allerede fra omkring uge 11-12, men at hyppigheden og kompleksiteten af gabene øges markant i graviditetens 3. semester. Disse observationer får forskerne til at tænke, at gaben ikke blot er en tilfældig refleks, men at det er en vigtig del af udviklingen og træningen af åndedræt. 

Kommunikation og social adfærd

Selvom der er tale om et ufødt barn, og barnet således ligger isoleret i livmoderen, så er der forskere, som mener, at gaben kan være en tidlig form for social adfærd, som senere udvikler sig til nogle af de sociale signaler, som vi ser hos både spædbørn, større børn og voksne. Det er en spekulativ idé, men den bygger på observationer og forskning, der peger på gaben som en tidlig form for social adfærd. 

Ser man på mennesket fra et evolutionært perspektiv, så er mange adfærdsmønstre blevet udviklet for at forbedre overlevelse og social interaktion, og gaben kan være en sådan adfærd. Når vi gaber, så smitter det - når én gaber, vil andre ofte følge efter, og dette kan ses som en mekanisme, som synkroniserer en gruppe og f.eks. indikerer et behov for hvile eller behov for opmærksomhed. 

Selvom det ufødte barn ikke interagerer med andre mennesker, så udvikler det naturligt adfærdsmønstre, som er vigtige efter fødslen. Nogle forskere mener, at gaben i fosterlivet kan være en præcurser-mekanisme - det vil sige en adfærd, der fungerer som en forløber eller tidlig version af en senere mere udviklet funktion eller adfærd. Når det ufødte barn gaber i livmoderen, så kan det således være en form for adfærd, der forbereder det neurologiske system til sociale interaktioner efter fødslen. 

Når gaben smitter mellem spædbørn og voksne, så er dette knyttet til empati. Og når det ufødte barn gaber, så kan det således hjælpe barnet med at udvikle de neurale veje, som er nødvendige for, at barnet senere vli kunne udvikle empati og dermed forstå og dele andres følelser. 

Konklusion

Selvom der stadig forskes i de præcise mekanismer bag gaben hos det ufødte barn, så mener forskerne, at netop det at kunne gabe spiller en vigtig rolle i barnets udvikling. Det har betydning for hjernens temperaturregulering og udviklingen af åndedretsmuslerne samtidig med, at det forbereder barnet på at kunne indgå i en social interaktion - at det ufødte barn gaber, er således en vigtig del af barnets sundhed og udvikling.

Bedste hilsner

Helen