Annonce

Annonce

Første skoledag, skolestart - sådan støtter du dit barn bedst


6. august 2024


At starte i skole er en stor begivenhed i et barns liv, og​ den første skoledag markerer begyndelsen til noget nyt og spændende. For mange børn er denne dag fyldt med både glæde, spænding og nervøsitet, og som forælder spiller du en vigtig rolle i at støtte og forberede dit barn. Men også den første tid i skolen er noget helt nyt, som dit barn skal forberedes på og støttes i. Det skal min artikel derfor handle om i dag.



1. Forberedelse



Forberedelse til skolestart er både en mental og praktisk forberedelse.



Det vil være rigtig godt, hvis I kan besøge skolen sammen med jeres barn, før den første skoledag. Gå omkring skolen, opleve stedet, legepladsen, se døren, som I skal gå ind ad osv. Er der mulighed for også at se klasseværelset er det godt, men hvis ikke det er muligt at komme ind på skolen, så er det også rigtig fint blot at se stedet udefra. Det kan være med til at reducere nervøsiteten og give en følelse af tryghed, at dit barn har lidt fornemmelse for, hvad skolen er for et sted. 



Det er også godt, hvis I kan købe forskellige skolematerialer sammen. Det vil sige en skoletaske, penalhus med forskellige blyanter, viskelæder, tusser, måske en lineal, saks og lignende. Måske har dit barn også brug for en ny madkasse eller drikkedunk. Lad endelig dit barn være med til at vælge, så barnet får en følelse af ejerskab og stolthed over at skulle begynde i skolen.



Måske er planen, at dit barn på sigt selv skal kunne finde til og fra skole på egen hånd. Her er det vigtigt, at I øver jer i at gå skoleruten sammen, så dit barn helt naturligt kender turen, ved hvornår man skal stoppe, kikke sig for, gå over vejen osv. Det samme gælder, hvis I f.eks. cykler. 



2. Skab positiv forventning



Det er vigtigt, at I taler positivt om skolen og alle de nye oplevelser, som venter. Det er rigtig godt, hvis du kan dele dine egne positive minder fra skolen, og du må meget gerne fortælle dit barn om alle de nye ting, som barnet skal lære, og om de nye klassekammerater og venner, som barnet vil møde. 



Det er også vigtigt ikke at tale om, at det med at lære at læse, skrive og regne er noget, som tager tid, så dit barn ved, at det ikke lærer disse ting i løbet af de første dage. Nogle børn bliver skuffede, når de opdager, at de ikke fra dag ét lærer alt det, som de ofte har hørt, at man skal gå i skole for at lære:)



I følge en undersøgelse fra UC Davis Health har børn, der ser frem til skolegangen, og som generelt bliver mødt med positiv forventning, en tendens til at tilpasse sig hurtigere og med større succes end de børn, der er usikre eller nervøse. Er barnet forberedt, vil det ofte kunne koncentrere sig bedre, være en bedre problemløser, ligesom det f.eks. ofte også vil fungere bedre socialt.



3. Rutiner og struktur



Det er en god idé, at I forsøger at skabe en nogenlunde stabil rutine før skolestart. Det vil være med til at give dit barn mere overskud både fysisk og mentalt, og det vil lette overgangen til skolestart og også jeres hverdag generelt.



Det betyder, at dit barn har behov for en god søvnrutine. Sørg for, at dit barn kommer op til samme tid hver dag og skab også en fast sengetid. Det er vigtigt, at I kører samme rytme, uanset om det er hverdag eller weekend. Pas på med at lade dit barn blive længe oppe, fordi det f.eks. er fredag aften. Dit barns indre ur tåler ikke ret store udsving, så hjælp barnet med faste stå-op og putte-tidspunkter uanset dagen på ugen. 



Det betyder også, at det kan være en god idé at indføre en fast morgenrutine. Lad dit barn være medbestemmende i, hvordan rutinen skal være - rækkefølgen af, hvordan I står op, spiser morgenmad, tager tøj på, børster tænder.. og kommer ud af døren. Når barnet begynder i skole, er det vigtigt, at I møder til tiden hver dag, og at I kommer ud af døren på en god måde for alle.



4. Følelsesmæssig støtte



Det er helt normalt og helt okay, hvis du kan mærke, at dit barn er nervøs på den første skoledag og den første tid derefter. Det er vigtigt, at du lytter til dit barn og anerkender barnets følelser, tager barnets bekymringer alvorligt. Sørg for at være til rådighed, lyt og trøst, når det er nødvendigt, men sørg også for at opmuntre dit barn.



Det kan være en god idé at læse bøger om den første skoledag eller den første tid i skolen, fordi I gennem bøger kan sætte ord på nogle af de tanker, bekymringer og oplevelser, som barnet måske har. 



Det kan også være en god idé at "lege skole", hvor I f.eks. øver det at sidde stille i klassen og høre efter, hvad læreren siger, række hånden op, når man bliver spurgt, selv finde sin bog og penaihus frem fra tasken osv. 



Tal f.eks. også ...


Annonce

... med dit barn om, hvordan man ofte sidder placeret i klassen. At piger og drenge ofte sidder ved siden af hinanden, og at man jævnligt får nye pladser, så man skal sidde et andet sted og ved siden af en ny klassekammerat. 



Når dit barn deler oplevelser fra skolen, så er det vigtigt at give barnet følelsesmæssig støtte ved at være til stede i samtalen og lytte uden at afbryde. Vis empati og forståelse "det kan jeg godt forstå, du bliver ked af". Stil f.eks. åbne spørgsmål som, "hvordan fik det dig til at føle?" og hjælp dit barn med at finde løsninger på problemer ved at tale om mulige handlinger, måder man kan reagere på, så barnet hjælpes til at kunne løse evt. problemer. 



5. Den store dag



På selve dagen, hvor dit barn begynder i skolen, kan du gøre flere ting for at sikre en god skolestart:



Det er f.eks. vigtigt, at du er til stede. Følg dit barn til skole og vær der for at støtte dit barn. Dit nærvær vil naturligt være en tryghed for dit barn.



I har ganske givet modtaget et brev eller en e-mail, hvori der står, hvordan I skal forholde jer den første dag. Læs højt for dit barn, hvad skolen skriver - hvor I skal mødes, og hvad der skal ske. Så dit barn f.eks. er klar over, at det på et tidspunkt skal gå ind i klassen uden forældre, eller at I forældre skal forlade klassen, så barnet er alene med sine kammerater og lærer. 



Det kan også være en god idé at gå rundt på skolen og lige finde ud af, hvor klasselokalet, garderoben, toiletterne osv. er, så barnet kan finde rundt. Dette skal sandsynligvis gentages et par gange de efterfølgende dage.



Det kan også være en god idé, at I fejrer den første skoledag med en lille overraskelse eller hyggelig aktivitet, fordi du på den måde viser dit barn, at skolestart er noget særligt og noget positivt, som er værd at fejre. 



6. De efterfølgende uger



De første uger af skolestarten er det på samme måde vigtigt, at dit barn føler sig tryg og oplever det rart. Hvis du er opmærksom på dit barns behov de første uger, kan du hjælpe med at sikre, at dit barn får en god start på sin skolegang. 



Vær opmærksom på dit barns signaler. Hold øje med, hvordan dit barn trives. Sker der ændringer i dit barns adfærd eller humør, så kan det indikere, at dit barn oplever udfordringer, som I måske skal tage hånd om.



Støt dit barn i at være selvhjulpen. Lad dit barn selv bære sin skoletaske, selv hænge overtøjet på knagen, selv sætte madkassen i køleskabet, selv gå ind i klassen og sætte sig på sin plads. Send et signal til dit barn om, at du har tiltro til, at det her kan barnets fint selv klare. 



Tal med dit barn om at sige farvel. Det er rigtig fint og også vigtigt, at I siger farvel til hinanden om morgenen og ønsker hinanden en god dag, men sørg for at afskeden ikke trækker unødigt ud. Send et signal om, at nu går du, og du har tiltro til, at barnet vil få en god dag, og at I ses igen senere.



Bliv ved med at spørge ind til barnets dag i skolen. Vær nysgerrig omkring, hvad dit barn laver i skolen, hvem barnet leger med, hvad der sker i klasserummet, hvordan barnet har det. 



Hold øje med skoletasken og eventuelle papirer eller bøger, som I skal kikke på, opgaver, som skal laves hjemme osv. Skab rutiner omkring at tjekke skoletasken, tage madpassen op osv. hver dag.



Støt dit barns sociale relationer ved at lade barnet lege med kammerater, lave legeaftaler, deltage i forskellige klasseaktiviteter, fødselsdage osv. 



Tal med dit barns børnehaveklasselærer, så du får lidt indsigt i, hvordan dit barn trives. Oplever du mistrivsel eller er bekymret, så tal med læreren om det. 



7. Vigtigheden af forældreinvolvering



Der er flere undersøgelser, som understreger vigtigheden af forældreinvolvering i barnets skolegang. I følge Harvard Graduate School of Education, så klarer børn sig langt bedre akademisk og socialt, når deres forældre deltager aktiv i barnets skolegang. 



Forældreinvolvering styrker ikke kun barnets præstationer, men også barnets selvværd og motivation. Når du viser interesse for dit barns skolegang og hverdag, så vil dit barn naturligt føle sig værdsat og også motiveret til at fortsætte. Når dit barn mærker, at du f.eks. har lyst til at deltage i skolelivet, gerne vil hjælpe med lektier osv. så skaber det en positiv forbindelse mellem skole og hjem, så styrkes dit barns glæde ved at være i skolen og ved at lære. Du støtter også dit barn ved at hjælpe med at løse nogle af de udfordringer, som barnet naturligt vil kunne møde i sin skoletid - lytte, anerkende, spørge ind, vejlede, guide, bekræfte barnet i at kunne.



Med ønsket om en god skolestart til alle :)



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om amning og flaske, hjæper dig med at få et mæt og tilfreds barn.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for en super god side, med masser af gode og virkeligt kompetente svar, som jeg har brugt flittigt

Josefines mor


Annonce