Holdingterapi
29. maj 2005
Jeg har valgt at give bogen "Holdingterapi" 3 bismarvægte. Se hvorfor under annoncen ...
Holdingterapi med undertitlen -En familieterapeutisk metode til styrkelse af tilknytningen mellem børn og forældre er skrevet og redigeret af Børnepsykiater Bent H. Claësson og Psykolog Ulla Idorn.
Begrebet Holding er oprindeligt skabt af Donald D. Winnicott og betyder at man som forælder er istand til omsorgsfuldt at pleje og indleve sig i sit barns behov. Ved at kunne give barnet kærlighed, omsorg, tryghed, trøst, empati, interesse, bekræftelse, forudsigelighed og at kunne regulere, bearbejde og integrere fornemmelsen af lyst, ulyst, angst og glæde - så opnår man holding.
Hvis moderen eller en anden primær omsorgsperson mangler eller hvis evnen til at kunne indleve sig i barnets fysiske og psykiske behov ikke er til stede, så vil der ske forstyrrelser i barnets udvikling.
Idéen bag Holdingterapi er derfor at man ved at holde om og af sit barn, ved at kunne rumme dets modstand, sorg, angst og derefter dets tilnærmelse, ro og glæde kan skabe en god udvikling.
I praksis betyder holdingterapi således at man (f.eks. mor) helt konkret sidder og holder sit barn fast i babystilling og insisterer på tæt krops- og øjenkontakt. En proces der kan tage timer, og hvor barnet vil stritte voldsomt imod, før det så overgiver sig og falder til ro i mors arme. Faderens rolle er at støtte mor og barn i processen og evt. fysisk hjælpe mor med at holde barnet. I processen sammen med forældrene deltager også en terapeut, som under hele forløbet vil guide og støtte forældrene.
Ifølge forfatterne Bent H. Claësson og Ulla Idorn er holdingterapi velegnet til børn, som er blevet forstyrret i deres udvikling. Det kan være adopterede børn, børn med autisme, OCD, ADHD eller depression.
At det netop skal være brugbart overfor alle disse grupper af børn, må man diskutere, hvilket også sker blandt psykologer og psykiatere rundt omkring.
Forfatterne tager i bogen selv emnet op - er der tale om omsorg eller overgreb, når man holder et barn mod barnets vilje og jeg føler mig ikke overbevist om at holdingterapi er vejen frem for alle disse grupper af børn. Igen må jeg dog lade forfatterne at jeg ikke har set holdingterapi brugt i praksis og erfaringer kan man ikke læse sig til.
Der er i bogen mange forældrefortællinger og naturligvis fortælles der om hvor svært det hele var men også hvor godt og lykkeligt det hele endte. Der er stor forskel på fortællingerne. Beskrivelsen af holdingterapien er i nogle af fortællingerne for mig grænseoverskridende, og i andre fortællinger virker holdingterapien langt mere 'rigtig'.
Jeg kan til dels godt se idéen med at holde sit barn i armene, jeg forstår godt tanken bag dette. Jeg læser også den umiddelbart velbegrundede teori omkring brugen af Holdingterapi. Jeg har dog svært ved at forlige mig med nogle af de ting, som mor siger til barnet under 'holding' omkring hendes tanker og følelser. Ikke at børn ikke må se deres forældre blive kede af det, mere at man som forældre skal have en vis evne til at 'holde sammen på sig selv' og ikke give børnene unødige bekymringer.
Igen må jeg dog sige at det ville være interessant at opleve det i praksis og min nysgerrighed er bestemt blevet vagt efter at have læst denne bog.
I bogen er der udover familiefortællingerne også bidrag fra såvel danske som svenske psykologer, forskellige terapeuter, konsulenter og superviser.
Bogen henvender sig til psykologer, læger, sundhedsplejersker, socialrådgivere, pædagoger og andre som arbejder med børn. Men bogen kan også læses af forældre og jeg mener især at forældre som adopterer et barn kan få udbytte af at læse denne bog. Ikke fordi jeg tænker at alle adopterede børn og deres forældre skal igennem 'holdingterapi', mere fordi den teoretiske beskrivelse omkring tilknytning og hvor sårbare adopterede børn ofte er, vil være vigtigt for adoptivforældre at have en vide om. Og her er Holdingterapi - En familieterapeutisk metode til styrkelse af tilknytningen mellem børn og forældre bestemt et godt bud.
Da min nysgerrighed bestemt er blevet vagt, men da jeg ikke er blevet overbevist om at Holdingterapi er vejen frem vælger jeg at give bogen 3 bismervægte.
(Vi har modtaget en kommentar til denne anmeldelse fra Ulla Idorn. Brevvekslingen kan læses i pdf-format her).
Anmeldt af: Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.