Svar: Hysteri - hvad gør vi?

---

Kære Marie-Louise

Det er rigtig svært at være barn på knap 2 år og det er også rigtig svært at være forældre til børn i denne alder. Jeres datter brager lige nu igennem selvstændighedsfasen, det der tidligere hed trodsalder (1-3 år) og det er en alder, som kræver utrolig stor omsorg, forståelse og støtte.

Når børn i Annas alder rigtigt gerne vil noget og når tingene så ikke går som de havde tænkt, så får de det man kalder for et fortvivlelsesanfald. Det vil i vores øjne ofte være små ting, bagateller, men for barnet får den lille ting hele verden til at bryde sammen. Det kan være cornflakespakken der er tom, det kan være æblet der er skrællet og det skulle have været skåret i både, det kan være skoene der driller ...

Disse anfald finder sted fordi nerveforbindelserne mellem storhjernen og mellemhjernen endnu ikke er udviklet og netop disse forbindelser er vigtige for at barnet kan håndtere sine store følelser. Når børn er fortvivlede, så er de slet ikke i stand til at lytte eller tale. De kan ofte kun give udtryk for deres fortvivlelse rent fysisk - følelserne kommer ud via fysiske handlinger og derfor lægger hun sig ned, sparker, råber høje lyde, kaster sig rundt. Alle hendes følelser, frustrationer kommer ud på denne måde.

Man kan altså ikke på det tidspunkt regne med at kunne tale med hende eller forvente at hun er i stand til at lytte særlig meget men det betyder ikke at man ikke stadig kan berolige hende og roen får hun, når hun mærker at det er okay. Hun skal mærke at I forstår hende og at det er okay at hun har det som hun har det, at I kan rumme det. Det betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ...

---

---

... ikke forsøger at ændre på det og at I ikke tager det personligt.

Det er rigtig vigtigt at I sørger for at hun ikke yder skade på sig selv og derfor vil I naturligvis nogle gange være nødt til at flytte hende, som du beskriver at I gør. Det er samtidig vigtigt at hun mærker at I ikke sender hende væk eller er vrede på hende. Hun skal hele tiden mærke at I forstår hende, I skal møde hende med forståelse.

Det betyder ikke at hun skal have sin vilje og at hun skal bestemme, hvordan al ting skal være. I må f.eks. gerne sige nej, men I skal kunne rumme den frustration, der så følger med det nej som I giver. Hvis I kalder hende hysterisk "hold op med at være så hysterisk" så er det som at puste til ilden og hun får det værre. Derfor er det vigtigt at I sætter ord på "Du bliver bare så ked af det lige nu", så hun på den måde hører at I ser hende og forstår hende.

---

---

---

Hold jer i nærheden, vær tilgængelige. Det kan f.eks. være en god idé at sætte sig ned på gulvet i nærheden, og så invitere hende hen "kom skat, kom Anna, lille skat, ssååå ..." så hun kan se og høre at I er der og hun kan komme til jer, når hun er parat. Tag hende så på skødet, vug hende, hold om hende, tal beroligende til hende.

Når I er rolige, kærlige, lyttende og hjælper hende med at sætte ord på de følelser, den frustration og fortvivlelse Anna føler, så hjælper I hende stille og roligt med at få dannet de vigtige forbindelser i hjernen. I lærer hende altså på sigt at blive i stand til at håndtere sine følelser, når hun som større barn eller voksen heller ikke altid kan få det hun ønsker.

Jeg håber ovenstående hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---