Svar: Putteritual, temperament og mad
Kære Sarah
Det er helt naturligt at børn i 8 måneders alderen har svært ved at overgive sig til søvnen og det er også helt naturligt at du lige nu, med den alder din datter har, oplever meget mere temperament, meget mere egen vilje og selvstændighed. Lærkes lille personlighed spirer rigtigt og det kan som du skriver være rigtig svært at tackle.
Man oplever ofte temperamentet, egen vilje i forbindelse med søvn. Barnet vil ikke ligge ned, vil ikke sove, men vil lege, følge med i verden, opleve og bruge sig selv. Man oplever det ofte også i forbindelse med bleskift og tøjskift, - hun vil ikke have skiftet ble, vil ikke ligge på puslebordet, vil ikke have trøjen på. Og så oplever man det også i forbindelse med mad, hun vil pludselig ikke spise med ske, men vil spise selv og det er problematisk i forhold til at blive mæt nok ...
Protesterne over at sidde i klapvogn eller barnevogn, kan du jo ikke gøre så meget ved. Hvis hun skal sidde der, så skal hun det, gå ved siden af er hun jo for lille til :o) Men så må du gøre det at sidde i vognen mere interessant. Det kan være at tilbyde hende en rosinbolle eller lignende i hånden, som hun kan sidde og pille i og gnaske lidt på, det kan også være agurker eller lignende, som du har med hjemme fra. En mulighed er også at slå kalechen ned, så hun får bedre udsyn, hendes protest mod at være i vognen handler netop ofte om at hun vil opleve, mærke verden og det kan derfor hjælpe at gøre udsynet større.
Det er fint at du forsøger at berolige og sætter lidt ord på, men hun forstår det ikke og kan ikke forholde sig til at I snart er hjemme og at hun kommer ned igen. Derfor må du prøve at aflede hende en gang imellem, få hende til at tænke på noget andet.
Når protesten opstår ved bordet, så må du vurdere om hun er træt af at sidde i stolen, - men måske gerne vil spise videre fra dit skød. Om hun protesterer fordi hun gerne vil spise selv, gerne vil have mad, gaffel i hånden. Eller om hun generelt bare ikke kan koncentrere sig om at spise mere, fordi det at spise selv kræver for stor koncentration og for meget energi og du derfor er nødt til at hjælpe hende, supplere hende lidt undervejs.
Det er rigtig fint at du forsøger at lære din datter at falde i søvn uden brystet i munden, men i stedet prøver at berolige hende med dine hænder og din nærhed. Det er rigtig fint at du forsøger med en fast rytme for dagen og sørger for at din datter så vidt muligt er mæt, glad og tilfreds og parat til at sove, når hun puttes.
For at imødekomme din datter, hendes spirende lyst til selvbestemmelse, så synes jeg det bedste du kan gøre om dagen er at sørge for at hun får mad nok, at hun er tanket rigtig god op så hun ikke er sulten, når hun skal sove. Du skal også sørge for at hun er stimuleret, at hun har brugt sig selv både fysisk og mentalt - hun skal føle sig fysisk træt og hun skal have stillet sin udforskningstrang. ...
... Derfor synes jeg at metoden med at lade hende sidde i barnevognen, når det er ved at være puttetid er meget god. Tril hende en tur, lad hende mærke vinden i ansigtet, lad hende opleve, blive fyldt med indtryk og put hende så først når hun viser træthedstegn. Læg her mærke til tidspunktet, hvor hun falder i søvn - det kan give dig en idé om, hvad tid hun måske bedst kan falde i søvn på.
Når du kender det rigtige tidspunkt, så kan du forsøge at putte hende i barnevognen direkte, forsøge at berolige med dine hænder, vugge hende lidt, evt. bare lade hende ligge og kigge lidt inden hun skal sove. Det er helt okay. Det er ikke et spørgsmål om at trille hende lang tid før hun bliver træt, men forsøge først at gøre det, når du fornemmer det er ved at være tiden, når hun ikke behøver ret meget ekstra for at kunne falde i søvn. Altså det tidspunkt, hvor hun er træt nok til at sove, men hvor du lige møder hende og giver hende lov til at protestere, få lidt mere af dagen med inden hun skal overgive sig.
Det er problematisk at tage hende op og ned hele tiden, når hun ligger i sin vogn, fordi hun bør have sele på. Hun er så motorisk aktiv og så stor en pige nu, at hun skal have sele på når hun sover, ellers er det simpelthen for farligt at have hende sovende i vognen.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05.00: Ammes og sover lidt videre
Morgen 7-7.30: Havregrød eller øllebrød, vand af kop
Formiddag 9.9.30: ½ bolle med smør, ost i stænger, ½ banan eller anden frisk frugt, evt. frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca kl. 10, sover måske kun 45 minutter
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Frokost 12: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, gerne fiskepålæg. Suppleres med grøntsagsmos med kød eller fisk, det kan være rester fra aftensmaden eller det kan være mos fra glas passende til hendes alder. Tilbydes også godt kogte pastaskruer, stykker af frikadelle og lignende. Vand af kop.
Ammes og puttes til eftermiddagslur ca kl 14. Amningen her kan være god at bibeholde for at imødekomme hendes ekstra behov for fysisk kontakt i øjeblikket. Hun kan også tilbydes lidt lun mælk af en kop, som overgang når hun skal passes.
Eftermiddag 16: En portion tykmælk med frugtmos, revne æbler eller lignende, det kan også være en flerkornsgrød med frugtmos, frisk frugt, ½ bolle med smør, vand af kop.
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, men udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad. Pasta med kødsovs, spaghetti, lasagne, farsbrød, frikadeller, laks, stuvet spinat, flødekartofler, fiskefileter osv. Hun skal have mad i stykker og mad der er moset, så hun får nok. Vand af kop.
Tilbydes en godnatgrød, så du er sikker på at hun ikke er sulten, når hun skal i seng.
Ammes
Puttes til natten ca kl. 20
Sen aften 23: Ammes og sover til næste morgen tidlig
Jeg håber at ovenstående plan giver en idé om hvordan I kommer videre, fortsat held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. januar 2025 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Jeg har længe fulgt med her i din brevkasse, og nu har jeg selv...
11. januar 2025 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen Vores søn, Matteo, er lige blevet 9 måneder gammel, og han har på...
11. januar 2025 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen Det er ved at være et stykke tid siden sidst, men nu er jeg...
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
Viden om børn:
Fontanellen
Det bløde punkt, som barnet har oven i hovedet, kaldes fontanellen. Barnet fødes med flere fontaneller, som er de steder, hvor kranieknoglerne mødes og endnu ikke er vokset sammen. Når barnet skal fødes, er det rigtig smart, at kranieknoglerne er bevægelige, så hovedet lettere kan komme igennem fødselsvejen. Samtidig sikrer bevægeligheden, at der er plads til, at barnets hjerne kan vokse.
Der sker ikke noget ved at røre forsigtigt ved fontanellen, og du kan roligt rede med en...
Babyalarm
Babyalarmer kan give et fingerpej om at det lille barn sover godt eller er ved at vågne, men babyalarmer kan ikke bruges som babysitter og når man bruger en babyalram skal man altid tjekke sit barn ved selv at se på det.
Der er stor forskel på kvaliteten af de alarmer, der er på markedet og priserne svinger fra få hundrede kroner til langt over 1000kr.
De trådløse og batterikrævende alarmer er de mest populære i Danmark, fordi danske børn ofte sover udenfor. Vælger...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.