Annonce

Annonce

Svar: Problemer med at sove og spise


9. november 2008

Kategori:
Alder:
15 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Camilla

Tak for dit brev og tillykke med at I har fået en lillebror - jeg kan godt forstå I søger lidt ekstra nattesøvn og ro om natten hos jer :o)

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at en ting er øreproblemer og natlig opvågning på grund af det. Det er helt normalt og svært at undgå, når barnet har flere mellemørebetændelser. Men noget andet er problemer med det der hedder søvnassociationer og det ser jeg hos jer.

Søvnassociationer er ting vi forbinder med at skulle sove. Ting vi har behov for, for at kunne falde i søvn. De søvnassociationer vi voksne har, de ting vi gør inden vi skal sove, er ofte at læse en bog, gætte kryds og tværs, lytte til et stykke afslappende musik eller lignende. For små børn er søvnassociationer ofte at få bryst eller flaske, få en sut, sutteklud eller blive vugget. Det er altså de ting de forbinder med at skulle sove, det er det der gør dem rolige og får dem til at overgive sig til søvnen.

Der er gode søvnassociationer:

Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. Øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.

Der er mindre gode søvnassociationer:

Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.

De gode søvnassociation handler om at barnet lærer at falde i søvn selv. Barnet lærer at sove i sin seng og forbinder sengen med det sted hvor man skal sove. Jeres dreng har en søvnassociation, som simpelthen handler om at han ikke kan sove i sin seng. Han bliver puttet hos jer, ligger tæt sammen med jer og flyttes først, når han sover rigtig godt. Det er et problem fordi han så forbinder jer og jeres seng som noget nødvendigt for at kunne sove.

Vi vågner alle sammen 10, 15, 20 gange i løbet af en nat, vender os, trækker dyne lidt op, sparker den af, drejer om på den anden side, retter på puden osv. Det er helt naturligt og vi gør det hele natten igennem, ofte uden at registrere at vi gør det. Det gør jeres dreng også, men fordi han er faldet i søvn tæt liggende til jer og i jeres seng, så savner han det om natten, når han vågner op. Hver gang han i søvnen vågner lidt op og skal finde roen og komme videre i søvnen, så kan han ikke uden at mærke at I er der, han har brug for det han har lært skal være der, for at kunne sove videre ...

Derfor er det en rigtig god idé, hvis I kunne lære ham at falde i søvn i sin egen seng, forbinde sin egen seng med et trygt og rart sted at sove, så han når han vågner op om natten ved hvor han er og føler sig tryg nok til at komme videre i søvnen.

Det er meget svært at skabe gode soverutiner, hvis han ikke er rask og derfor skal I være sikre på at han ikke har mellemørebetændelse i øjeblikket, men at tidspunktet er rigtigt. Samtidig skal man også medtænke at han lige er blevet storebror og at det er en kæmpe omvæltning for ham, så han har stadig også behov for at få jeres tryghed og nærhed, han har brug for at vide at I stadig er der for ham.

I skal overveje om det er ved at være tiden til kun at sove en gang dagligt, hvis ikke han allerede gør det. Altså at han nu skal nøjes med en middagslur og sove fra f.eks. 12-14 hver dag.

Det er vigtigt at I finder et ritual som I kan leve med fremover og jeg er stor fortaler for en godnathistorie. Det at sidde ved siden af sengen og læse højt, viser barnet at man er til stede, at man er tilgængelig samtidig med at man er konsekvent omkring at barnet skal falde i søvn i sin egen seng. Sammen med ...


Annonce

... godnathistorien kan man evt. give barnet en kop vand eller en kop mælk (obs tænderne), hvis barnet har behov for noget for at falde til ro og bedre kunne sove.

I kan overveje om I med det samme vil flytte ham på eget værelse eller om I vil have ham liggende i sin egen seng i soveværelset. Det at sengen står i samme rum som I selv sover i, kan give jer mulighed for at berolige ham med ord "sshhh", "sååå - er lige her" eller lignende om natten, hvor han vågner op, små klynker og har brug for at vide at I er der for at kunne sove videre - Men stadig liggende i sin egen seng og ude af smørhullet ...

Når man sidder hos barnet og læser en historie og gør barnet tryg ved sengen og det at skulle sove, så må man vurdere om man skal blive siddende til barnet sover eller om man skal gå. Jeg mener at hvis man kan få børn til at sove ved at sidde hos dem og holde dem i hånden i 10 minutter, så er det langt bedre og mere værd at gøre dette end at gå fra dem og lade dem græde. Samtidig ved jeg dog også at børn nogle gange ser det, at forældrene er der som en underholdningsmulighed og her er man så nødt til at gå.

I vil sandsynligvis ikke være i tvivl. Hvis jeres dreng er ulykkelig over at I går, så vli han rejse sig, strække hænderne frem mod jer og græde, - udtrykke: "gå ikke fra mig" og så skal I naturligvis blive. Men hvis det er leg og sjov, så er det fint at gå fra ham for at markere at det ikke er legetid nu.

Hvis det viser sig nødvendigt at gå fra ham, så gør det kortvarigt, vis jer hele tiden, put ham igen, kærtegn ham, fortæl ham at I passer på ham osv. og så gå igen. Et interval på 3-5 minutter vil være passende og det er vigtigt at I kommer tilbage til ham også selvom han ikke græder eller protesterer - simpelthen for at han føler sig tryg nok ved at I er der og lærer at I er der for ham hele tiden.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Det vil være rigtig godt, hvis I kunne finde en substitut for jer selv. Han er vant til at putte tæt med jer og det kan han naturligvis ikke undvære. Derfor vil det være godt, hvis han kunne få en tøjbamse, en sutteklud, en af jeres aflagte trøjer - noget han kan putte sig med og som er tryghedsgivende for ham.

Med hensyn til mad, så er det vigtigt at han tilbydes små hyppige måltider og tilbydes en varieret kost som indeholder alle former for fødevarer. I skal især have fokus på indtag af fisk, fordi han via fisk får nogle rigtig vigtige fedtstoffer. Det er derfor vigtigt at han/I spiser fisk 2-3 gange om ugen og han kan få fisk til aften og til frokost. Det kan være fiskefrikadeller, makrel, sildepostej, rognguf, tun, fiskefiletter, laks osv.

Beholde havregrød om morgenen og gerne lavet med en smørklat og letmælk og giv ham også tykmælk og lignende lidt federe surmælksprodukter, samt smør på brøddet, lidt sovs, ost osv.

Det er også vigtigt at han tilbydes protein og det kan være et hårdkogt æg en gang imellem, en æggepandekage og lignende. Ellers er fuldkornsprodukter godt og også kød og indmad er vigtigt.

Hvis appetitten om aftenen er lille, så må I gerne supplere med en havregrød, flerkornsgrød, frugtgrød med mælk eller lignende inden sengetid, så I er sikre på at han ikke går sulten i seng. En banan og en kop lun mælk kan også være godt inden sengetid, der er nogle stoffer i banan som virker lidt afslappende og banen giver normalt en god ro i maven hos de lidt større børn :o)

Jeg håber I hermed er hjulpet lidt videre på vej, fortsat held og lykke med det hele:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Putning og for meget natamning

Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...

Læs hele brevet og Helens svar


17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Baby vågner hele tiden om natten

Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...

Læs hele brevet og Helens svar


16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.

Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?

Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...

Læs hele brevet og Helens svar


12. november 2024 | Sovevaner | 10 mdr.

Farsyg

Kære Helen Min datter er 10 mdr gammel. Jeg har været på barsel med hende...

Læs hele brevet og Helens svar


9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.

Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2

Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Bæresele

En bæresele giver barn og forældre mulighed for at være tæt sammen, hvilket er ideelt især de første måneder, hvor barnet har brug for tæt kontakt og man også gerne vil have hænderne fri til at lave praktiske ting en gang imellem.

I starten bruges selen kun kortvarigt. Et barn har brug for afveksling, nogle gange vil det have ro og være i fred, andre gange har det behov for varme og nær kropskontakt.

Indtil barnet kan holde hovedet selv, er det vigtigt, at...

Læs mere i Babylex

Forkølelse

Hvis det lille barn er forkølet, kan han/hun få besvær med at spise, da det er svært at få vejret ordentligt igennem næsen. Det betyder også, at barnet kan have svært ved at sove.

Her er et par gode råd:

- Hæv hovedenden, der hvor barnet sover, med et par bøger eller et sammenrullet håndklæde under madrassen

- Brug lidt modermælk eller saltvand som næsedråber. Dryp det direkte ned i næsen. Du kan evt. bruge en lille ske eller en pipette. Saltvand og...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen,

Du har efterhånden reddet mig nogle gange. Jeg er meget taknemmelig for din rådgivning, især nu hvor jeg befinder mig i udlandet og er mor til mit første barn, hvilket betyder, at alt er nyt.

Hilsen
Mor i udlandet


Annonce