Svar: Søvn og sovevaner

---

Kære Sine

Omkring 1½ års alderen sker der rigtig meget med børn. Jeres dreng er så stor nu at han begynder at bevæge sig mere og mere rundt på egen hånd. Han oplever verden betydeligt større end tidligere og han begynder at få lidt farefornemmelse, - fra at kunne gå begynder han nu at løbe, han falder og slår sig, klatrer op og finder ud af at han ikke selv kan komme ned, han oplever modstand i legegruppen - børn tager ting fra hinanden, skubber til hinanden og leger ofte lidt voldsomt og det er altsammen med til at han nu oplever lidt mere modstand end han tidligere har fået. Han oplever også at I sætter flere grænser, forhindrer ham i ting han ikke må osv. Alt sammen en ny modstand, han skal vende sig til.

Samtidig har han også en alder nu, hvor han godt ved at I går og kommer tilbage, han kan godt begynde at forholde sig til at I er væk i en periode, men han er stadig så lille at han ikke kan forholde sig til tid, han kender ikke klokken, ved ikke hvornår I ses igen osv.

Alt dette er naturligt med til at gøre at han pylrer lidt mere og søger fysisk kontakt lidt ekstra. I de perioder hvor børn udvikler sig rigtig meget både fysisk og mentalt - tigerspring kalder man det også, vil de naturligt virke mere pylrede og kontaktsøgende og det bedste I kan gøre er at nurse ham lidt mere. Være lidt mere om ham, ikke stille for store krav og forventninger men bare være der for ham og forsøge at rumme at det er lidt svært lige nu.

Det er altså helt normalt at børn især i 18-20 måneders alderen begynder at vægre sig mod at sove, at de har svært ved at sige farvel til dagen og alle de oplevelser dagen giver, at de har svært ved at lade roen kommer over sig. Og det er også helt normalt at de kan vågne om natten, græde, sætte sig op, søger forældrene osv. Nogle børn gør det ikke ret meget, hos andre er det meget slemt og kan næsten virke som mareridt med voldsomme skrig og omklamring ...

Man er som du skriver, ofte nødt til at tage barnet ind i dobbeltsengen for at give den ro, der er nødvendig og her sover barnet så stille og roligt videre. Det er her meget vigtigt at man stadig holder fast i at barnet skal sove i sin egen seng, altså skal puttes i sin egen seng og forbinde sin egen seng med at falde i søvn - at komme ind til mor og far er så en mulighed, når man ...

---

---

... har sovet og har behov for den ekstra tryghed.

Det er, som din mand siger en svær balance, fordi jeres dreng jo også bliver mere og mere bevidst og naturligvis vil han hellere sove sammen med jer end sove alene, hvis jeg fik valget, ved jeg jo også hvad jeg ville vælge. Hans øgede bevidsthed om at han er det ene sted og I det andet skal derfor naturligt imødekommes, når han er utryg og har behov for det, men skal modsat ikke blive en vane. Det er stadig vigtigt at han føler sig og gøres fuldstændig tryg ved at skulle sove i sin egen seng og at dette prioriteres, så man stadig holder fast i at det er der hans sovested er ...

Det kan nogle gange hjælpe at give barnet en juniorseng, fordi bare det at vide, at man kan komme ud, at man kan søge sine forældre, kan give barnet den ro, som barnet behøver. Modsat så er han stadig ikke så gammel ... Hvis han kravler ud af sengen, forsøger at komme ud over tremmerne og I kan se at det forholdsvis let kan lykkes for ham, så er det nødvendigt med en anden seng. Ligeså snart barnet forsøger at forcere tremmerne i sengen, bør man af sikkerhedsmæssige hensyn give barnet en åben seng.

---

---

---

Nogle skifter derfor tremmesengen ud allerede i 1½ års alderen, andre bruger tremmesengen i flere år uden problemer. Det er fuldstændig individuelt.

At skifte tremmesengen ud kan have den fordel, at man kan sætte sig hos barnet, sidde på sengekanten, læse en historie og give fysisk kontakt samtidig med, hvilket kan gøre barnet helt rolig og få barnet til at sove. Samtidig kan det, at barnet selv kan stige ind og ud af sin seng, give den tryghed, som barnet behøver - modsat kan det så også være en ulempe. Hvis man skifter tremmesengen ud med en åben seng, så er der jo risiko for at barnet stiger ud af sengen igen og igen, hvor man så må følge barnet tilbage og hele tiden betrygge og berolige, fortælle at det er sengetid nu.

Det sender naturligvis nogle signaler til barnet om at det er i egen seng, barnet skal sove - netop fordi man følger tilbage til egen seng igen og igen og igen og igen. Men man skal naturligvis kunne se fordelen ved dette og være klar til dette ellers er det trods alt ofte lettere at lade barnet blive bag tremmer "så ligger han ligesom der ..." :o)

Jeg håber mine tanker hjælper videre på vej, rigtig god jul herfra :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---