Brev:

Tvillinger, kampe, nattesøvn mv

Hej Helen,

Har længe læst med på sidelinien her, men nu føler jeg at vi har brug for lidt gode råd hjemme hos os!

Først lidt baggrund:

Vi er mor og far på henholdsvis 33 og 34 år, har kendt hinanden i mange år. Vi har fået 3 dejlige børn. Filippa på 4 år (bliver 5 i maj) og Magnus og Emil der lige er blevet 2 år.

Magnus og Emil er enæggede tvillinger. Vi har som udgangspunkt haft et ukompliceret tvillingeforløb. Jeg havde en relativt nem graviditet, og gik tiden ud – blev sat i gang da jeg var 38 uger henne. Jeg fødte vaginalt og ukompliceret og var på hospitalet 4 dage, da vi selv valgte, at vi gerne ville hjem til storesøster og prøve at få et normalt familieliv. Jeg har ammet fuldt ud indtil 3 måneder hvor de fik en aftenflaske.

Mad er gået nemt, de spiser og har altid spist alt der er sat på bordet. Mht sovning gik det første år nemt – de sov fint ude i barnevognen (nogle gange længere end andre, men dog ok), jeg kunne godt få dem til at sove samtidig og nætterne var også rimelig rolige.

Jeg er gået hjemme med dem indtil de var 15 måneder – da fik de vuggestueplads, og jeg var i den grad klar til at have noget alenetid. Jeg blev opsagt under min barsel og skulle således lede efter job. Det viste sig dog lidt mere besværligt end ventet, og jeg har først fået noget her per 1. januar. Det er til gengæld så noget nær mit drømmejob, og jeg har været så heldig at få det på 30 timer, så den side af sagen ser fin ud. Det har ikke været så slemt at søge jobs – det er altid frustrerende, men jeg har til gengæld også nydt at jeg kunne have noget alenetid og samtidig hente ungerne tidligt fra vuggestue og børnehave.

Generelt har drengene været lang tid om at tale. Det er faktisk først her da de blev 2 år at der er kommet gang i sproget. De lærte fx først at sige mor, da de var 23 måneder – men det virker som om der sker rigtig meget nu og der er næsten nye ord hver dag. Det tror jeg helt klart har været med til at gøre dem frustrerede, at de ikke kunne give udtryk for hvad de ville andet end ved at skrige – og det har også hjulpet – men ikke meget!

Så til udfordringerne:

Jeg havde det svært da Magnus og Emil blev født – jeg havde meget dårlig samvittighed over for Filippa – jeg synes det var synd at hun (der var så lille) skulle have hele 2 små brødre. Graviditeten var planlagt, men vi havde jo ikke lige regnet med at der var to stk. Hun tog det hele rigtig fint og var så sød, men jeg havde simpelthen så dårlig samvittighed. Det udmøntede sig i at jeg næsten ikke ”turde” være sammen med drengene når hun var hjemme og vise at jeg faktisk også var rigtig glad for dem.

Det lyder mystisk, men jeg turde ikke rigtig elske dem. Det brugte jeg nok et par måneder på indtil en veninde fik hevet mig ud af det og fik mig til at se, at det faktisk var ok at have søskende og at der ikke gik noget fra hende som sådan… Som sagt tog hun det fint – det var svært når jeg ammede dem begge, for så var der ikke rigtig plads til hende, men som udgangspunkt var (og er) hun rigtig glad for dem.

Da drengene var ca. 8-9 måneder begyndte de at blive rigtig morsyge/morglade. I en helt ekstrem grad. Jeg kunne overhovedet ikke forlade rummet, gå på toilettet, lave mad, noget som helst uden at de skreg i vilden sky. Jeg mindes ikke at det på nogen måde har været så meget med Filippa – men hun var jo også alene og således nemmere at tage med hvis hun blev ked. Jeg kunne ikke have begge drengene med på toilettet, og i nogle situationer blev de således nødt til at græde, mens jeg nu lige fik lavet mad, eller ordnet hvad der nu skulle ordnes. Det synes jeg var benhårdt.

Den her morglæde er fortsat lige til nu. De havde en benhård indkøring i vuggestue, og det tog en måned før de accepterede at det var et ok sted at være (heldigvis er det en fantastisk vuggestue og jeg var sikker på at det var det rigtige). Men der gik 3 uger før de overhovedet sagde en lyd dernede eller smilede. Den første uge måtte de hente mig, når jeg gik fordi de ikke kunne trøste dem. Det var ikke sjovt, men siden har de dog været MEGET glade for vuggestuen og nyder at være dernede. De er ”rigtige” drenge og nyder at være ude, slås, hjælpe i haven mv.

Nå, men et af vores helt store problemer har udmøntning i ovenstående. De virker som om de er de værste uvenner i verden. Det virker ikke som om de har glæde af hinanden overhovedet. De slår hinanden, hiver ting ud af hænderne på hinanden og kæmper generelt om mors opmærksomhed og kan slet ikke acceptere hvis den anden lige sidder på skødet.

Jeg synes det er SÅ hårdt at de reelt virker som om de overhovedet ikke kan lide hinanden. Når de skal sove skal jeg opfordre til at sige godnat, og kramme og kysse, men ofte nægter de at give hinanden et knus (vi krammer ellers meget derhjemme). Af statur er ...

... de meget ens og de er derfor begge meget stærke og de kæmper virkelig om ”magten” derhjemme. Det er meget sjældent at de leger sammen uden at det ender med hiven i hår, at slå og deraf gråd.

De er meget højlydte og græder virkelig meget, og det er så hårdt både for os der er konfliktmæglere uafbrudt, men også for storesøster der ikke har megen ørelyd derhjemme og sjældent kan få lov at sidde roligt med de ting hun synes er hyggeligt. De accepterer på ingen måde at hun sidder fx med perler eller tegner. De kan være med i meget kort tid, men så går der en djævel i dem og de vælter tingene på gulvet, hiver det ud af hånden på hende eller lignende. Og det er altid hende der må give sig, da vi synes det er svært at forklare dem at det må de ikke. Eller vi forklarer og forklarer, men det hjælper ikke – så synes de bare det er sjovt at fortsætte med ”ugerningen”.

Kommer de nogensinde til at have glæde af hinanden eller kommer de her kampe til at fortsætte hele livet? Jeg havde en (måske urealistisk) forestilling om et specielt bånd mellem tvillinger, men må indrømme at jeg har meget svært ved at få øje på det herhjemme. Henne i vuggestuen leger de heller slet ikke sammen og søger ikke hinanden. I nogle tilfælde er de dog søde og rare og kommer hen og giver en sut til den anden hvis han græder – men det er absolut ikke altid. De trøster heller ikke hinanden generelt, men i stedet virker det forstærkende – hvis den ene græder og savner og så kommer den anden også i tanke om at det gør han også.

En anden ting i forbindelse med dette er, at vi nærmest ikke kommer nogle steder med dem. De kan ikke enes når de sidder i klapvognen, så hiver de i hår, slår mv. – så de er ikke voldsomt hyggelige at have med på tur – hvis de går – løber de i hver sin retning og hører ikke meget efter hvad vi siger, og så føles det som om det eneste vi laver er at indfange dem, skælde ud og det bliver ikke en hyggelig tur. Ligeledes hvis vi er ude og besøge venner – de er så nysgerrige og piller i alt at det eneste vi laver er at løbe efter dem for at forhindre at de får pillet i noget de ikke må.

Egentlig tror jeg dette er ganske normal adfærd, det er bare hårdt når de er to der gejler hinanden op, og vi begge to som forældre bliver nødt til at være på hele tiden (og igen føler at Filippa ikke helt får hvad der tilkommer hende).

Næste problem er nattesøvnen. De er nemme at få til at sove. Vi sidder inde hos dem til de er faldet i søvn og det fungerer nemt og smertefrit og tager måske 15 minutter. Vi har forsøgt at gå, men så bryder de fuldstændig sammen, så vi har valgt at det er ok at bruge den tid det nu tager på dette. (Vi sidder i øvrigt også hos storesøster til hun sover – men det synes vi også er ok.) Men nætterne er uholdbare.

Vi har for tiden en madras inde hos dem da de vågner mange gange i løbet af natten og i stedet for at skulle gå frem og tilbage er det bare blevet nemmere med madrassen. Men vi giver sut, vand, og ofte vågner de og er meget friske et par timer før de falder i søvn igen. Vi gør intet andet end at ligge der (nogle gange sammen med dem), men snakker ikke eller noget.

Hvad kan vi gøre for at få dem til at sove igennem? De sover stadig til middag og er MEGET trætte når de bliver lagt ud, så jeg tror ikke det er fordi de ikke er trætte om natten – de er bare inde i en meget dårlig vane.

De har begge fået lagt dræn, og vi håbede at det ville hjælpe, og det har det også gjort, men ikke nok.. Det starter faktisk en 3 timer efter de er lagt i seng med at de begynder at vågne og til sidst er vi nødt til selv at gå i seng, da vi ikke kan få dem til at sove uden at vi er i rummet. Vi har prøvet at ligge dem ind til os i sengen i stedet for at gå ind til dem, men så begynder de først for alvor at holde fest og så kan vi slet ikke få dem til at sove. Filippa ender også hver nat i vores seng for tiden, hun lægger sig dog blot til at sove, men det er helt klart frustrerende at vi ikke får vores nattesøvn. Vi skiftes til at have drengene om natten, så vi i det mindste får sovet hver anden nat.

Pyha, det blev langt – håber du kan finde hoved og hale på det hele. For at opsummere er vores største problemer at:

- drengene skændes og slås hele tiden og virker overhovedet ikke som om de har glæde af hinanden og vi skal konstant konfliktmægle. Hvad kan vi gøre for at få dem til at blive glade for hinanden i stedet for at se hinanden som konkurrenter?

- de sover meget dårligt om natten

- vi bruger MEGET tid på at irettesætte, stoppe dårlig adfærd og mægle, og der er konstant gråd og drillerier herhjemme, og det synes jeg bare er så hårdt, både for os og Filippa – men også for dem selv. Det kan ikke være sjovt at skulle være obs på brormand hele tiden!

På forhånd tak for hjælpen!

Mange hilsner
Kristina

Læs Helens svar »

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar

9. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Når små børn er bange

Kære Helen Vi har lille H som nu nærmer sig 2,5 år. Over de sidste par...

Læs hele brevet og Helens svar

26. juli 2024 | Opdragelse | 2 år, 5 mdr.

Søskendejalousi - 2 år, 5 mdr.

Hej Helen. Min datter på 2,5 år reagerer utrolig voldsomt på at have fået en...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sovevaner | 2 år, 4 mdr.

Hårpilleri

Kære Helen, Min mand og jeg er forældre til en fuldstændig fantastisk pige...

Læs hele brevet og Helens svar

23. maj 2024 | Sovevaner | 2 år, 2 mdr.

Putte senere eller vække fra lur

Kære Helen Tusind tak for dit forrige svar angående night terror. Der var...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: