Brev:
Falde i søvn - opkast!
Kære Helen.
Min datter har gennem de sidste 3-4 uger kastet op ca. en halv til 2 timer efter hun er faldet i søvn om aftenen, og det bekymrer mig.
Hun er startet i institution for 7 uger siden, og har været forkølet med sejt, grønt slim. Så i starten skød jeg skylden på slimen, og tænkte, at det var det, som løb ned og generede svælget, gav hosterefleks, og fik mad med op p.g.a. en slap mavemund, som mange små børn vist har. Da forkølelsen var overstået, fortsatte hun med at hoste, og derefter Roskildesyge. Så gode grunde til opkastningerne. Men nu er alt det overstået, men opkastningerne fortsætter.
Det er madrester og mavesaft, der kommer op. Aldrig frisk blod eller ”kaffegrums” – altså gammelt blod. I dag var der bl.a. rosiner i, som hun havde fået 5 timer før, og jeg mener, at mavesækken tømmer sig i løbet af 30 minutter, og så må det hun kaster op, vel komme fra ”syd for” mavesækken? Det er ikke bare gylp, men rigtig opkast med kraft på. Når det er overstået vil hun bare tilbage og sove hurtigst muligt… Og hun virker i øvrigt ikke generet. Ingen feber, ingen ”optakt” til opkastningen. Det er kun en gang, hun kaster op. (Bortset fra den nat med Roskildesyge, hvor hun ”kastede op” uden indhold en 2-3 gange efter den første gang). Jeg tænker, at så er mavesækken tom, og så kan hun få lov at sove.
Et par gange har hun været ved at kløjs i opkastet, men så er jeg der jo til at klappe hende i ryggen. Men i vuggestuen sover hun jo fastspændt på ryggen i et afsides rum… Hun har dog heldigvis – og mærkeligt nok – aldrig kastet op i sin middagslur. Hverken hjemme eller i institution.
Rutinen op til putning er: aftensmad, bad, evt. lidt hygge i stuen, tandbørstning med ”en lillefinger zendium”, bryst (!) i sengen indtil hun falder i søvn. Hun får også bryst til sin middagslur, når hun er hjemme, så det skulle ikke være det, der gjorde forskellen. Jeg tænkte, det måske kunne være tandpastaen, men en erfaren børnetandlæge, jeg kender, har sagt, at det har hun aldrig hørt om. Vi spiser 17-17.30 og hun sover 19.30-20.
Det skal siges, at jeg selv er opereret for mavemundsforsnævring, og der er jo noget arveligt i det, men det skulle vel vise sig før hun er halvandet?! Hun har både som foster og spæd haft let til hikke, men ikke gylpet meget. Jeg tænkte, at det kunne være tilbageløb/refluks, men det gør ingen forskel at lægge hende med hovedet højt (10 cm+). Da hun fik sine første tænder, havde hun også et mønster med ...
... at kaste op kort efter, hun var faldet i søvn - hver aften gennem nogle dage. Men det var kun de to første, og ikke de efterfølgende. Og dengang havde hun også feber. Selvom hun meget langsomt er ved at få to kindtænder p.t., så tror jeg ikke det er årsagen, for hun virker hverken forpint eller febril. Iøvrigt har hun aldrig problemer med afføringen. 1-2 gange om dagen, hverken hård eller tynd.
Jeg har hørt, at man kan måle øget mængde af stresshormoner i små børns blod i nogle måneder efter institutionsstart, men hun kan vel ikke have mavesår?! Og ville det i så fald vise sig på den måde?
Hun har tabt sig lidt på det sidste, tror jeg, men jeg går ikke og måler og vejer hende, så jeg er ikke sikker. Hun er måske skudt lidt i vejret, og har vel derfor mistet nogle elastikker. Hun begyndte at gå for 5 måneder siden, så et vægttab af den grund skulle vel være ovre nu? Hun er ikke kræsen, men jeg synes hendes appetit er blevet dårligere. Medhjælperne i vuggestuen kommenterer på, at hun spiser meget lidt, og de har jo noget at sammenligne med, men jeg prøver ikke at gøre et problem ud af det. Men sammenholdt med opkastningerne, bliver jeg jo lidt bekymret. Omvendt – sygdom og en svær indkøring i institutionen, selvom stedet er alle tiders – kan vel også sænke appetitten?
Og sidst men ikke mindst – min største bekymring er, at hun skal kaste op i vuggestuen, og kløjs i det uden at nogen hører hende…. Jeg synes jo, det er meget at bede dem holde opsyn med hende…Vi har mulighed for at hente hende hjem til middagslur, da jeg kun arbejder 4 timer om dagen og kan lægge dem 8-12, men jeg vil på den anden side gerne holde fast i det hun har vænnet sig til – nemlig afleveres kl. 9 og hentes kl 14. Især fordi hun har haft svært ved at vænne sig til at blive passet ude, men endelig ser ud til at acceptere det.
Har du erfaring med at alternativ behandling kan hjælpe på den slags? Overvejer en zoneterapeut udover, at jeg går til lægen med hende i næste uge. Hidtil har lægen sagt, at jeg skulle se, om det ikke gik over med hosten.
Har du nogen erfaring med opkastning umiddelbart efter at være faldet i søvn? Er det bare et mønster for nogle børn at gøre det, når de er "pressede" af sygdom, indkøring, tænder eller lign? Nogle gode råd? Og især – hvilke tanker gør du dig om at sove i sele på ryggen i institutionen?
Sikken en smøre. I det mindste er alle detaljer og overvejelser med!
Mange tak for svar.
Lene
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
13. oktober 2024 | Sygdom | 18 mdr.
Skoldkopper, bedsteforældre og smitte
Kære Helen. Vores søn på 18 måneder har fået skoldkopper og i den...
16. august 2024 | Opdragelse | 16 mdr.
Kære Helen Tak for din brevkasse og tidligere svar:) Vores søn er nu...
12. august 2024 | Sovevaner | 19 mdr.
Kun far kan putte - og det tager +1 time.
Hej Helen Vi skriver til dig da vi har udfordringer med putning til nat. Vi...
17. maj 2024 | Diverse | 16 mdr.
Hej Helen Jeg har denne gang et spørgsmål, som ikke direkte vedrører mine...
1. maj 2024 | Sovevaner | 20 mdr.
Kære helen, Vi har store problemer med putning til nat herhjemme og ønsker...
Viden om børn:
Tvillinger og trillinger
Du er berettiget til børnetilskud, hvis du føder tvillinger og trillinger. Du får også automatisk udbetalt børnetilskud, hvis du har adopteret flerlinger. Du kan få børnetilskud til og med det kvartal, hvor dine børn fylder 7 år.
Tal også med din sundhedsplejerske om muligheden for at komme med i en gruppe for mødre/fædre med flerlinger. Det kan være rigtig rart at møde ligestillede, drøfte de forskellige glæder og udfordringer, som børn giver, og rigtig mange har også stor glæde...
Regnslag
Du bør vælge regnslag der har Varefakta mærke. Det betyder at regnslaget er godkendt med hensyn til at kunne sikre barnet luft nok.
Du bør jævnligt sikre at elastikken i regnslaget er i orden. Er den for løs, kan selv et lille barn trække regnslaget ind i barnevognen og blive kvalt.
Regnslag bør kun anvendes, når man går tur i regnvejr og bør således ikke være på vognen, hvis det ikke regner.
Stil barnevognen under et halvtag, hvis det regner, når...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.