Brev:
Utryg i nye situationer
Hej Helen..
Ja, overskriften lyder sikkert bekendt og når jeg selv læser den, tænker jeg "det lyder da meget normalt." Ikke desto mindre så har vi en situation med Silje som vi nok må indstille os på, bliver en del af hendes personlighed. Silje er knap 1 år (fylder 1 år om 1 uge). Charmetrold og glad, smiler til folk i Bilka og er spillopmager, når hun føler sig tryg.
Hun har fra helt spæd været ked af at være i andres arme. Det gælder både familie og venner. Det er stadig sådan. Vi troede det ville holde op såsnart seperationsfasen var ovre, - det er der stadig. Såsnart vi besøger nogen, familie eller venner skal hun bruge et kvarter før hun tøer op. Kan sagtens stikke i gråd, hvilket jo er rigtig træls når der kommer nogen vi glæder os til at se. Så har jeg hende på armen grædende, mens vi hilsner med knus osv. En pudsig situation. Det er selvfølgelig ok. for hun tøer jo op, når der er gået lidt tid og hun har vænnet sig til der er gæster. Så skal jeg ellers love for hun charmer.
Vi har altid gjort tingene i hendes tempo. Dvs ventet til hun selv ville ned fra os og kravle og gør tegn til at "nu er hun klar." Det er svært at beskrive når hun er klar. Det er simpelthen noget vi fornemmer. Vi forsøger os frem, giver hende til vennen el. morfar efter noget tid, men hvis hun græder og sparker med benene (hvilket ofte er sådan hun gør), så tager jeg hende igen. Vi har derfor nok sat os lidt op til og forventet ved hver lejlighed at nu kommer der en reaktion. Ved ikke om hun kan mærke det?
Det er blevet meget bedre ude hos mine forældre. Der går kun et par minutter, så tøer hun op og smiler og charmer, så tænderne lyser. Vi har også set mere til dem end farmor og farfar. Vi ser faktisk ikke så tit familien eller vennerne. Men bare jeg går på toilettet ude hos mine forældre, så græder hun helt vildt. Hun bliver utryg lige så snart jeg forlader rummet. Ikke min mand, kun mig. Hvis jeg skal have jakke på og giver hende til min mor eller sætter hende på gulvet, så græder hun og vil straks op. Jeg begynder nu at lade hende græde lidt og beroliger hende med min stemme at mor jo skal have tøj på/sko på. For samme situation kan vi opleve hjemme, hvis jeg ikke tager hende op, når hun vil have det.
Min mand og jeg har ikke fået hende passet endnu før her igår, hvor mormor kom, fordi min mand og jeg for første gang skulle ibyen sammen. Det gik bare ad H til. Da vi kom hjem 22.30 lå Silje på sofaen i stuen og slumrede ved siden af min mor. Hun havde været så ked af det, da hun opdagede vi ikke var der. Ville ikke spise aftensmad, ville drikke noget, ville ikke bades el. noget som helst. Var rigtig ked af det ifølge min mor.
Min mor prøvede at få hende til at sove inde på værelset men hver gang hun lagde hende i sengen, skreg og græd hun og ville op. Hun har derfor holdt hende tæt hos sig på armen og opgav faktisk og tog hende med i stuen. Hun havde så sovet to timer på sofaen og vågnede da vi kom hjem. Storsmilede da hun så os og ville pludselig gerne have grøden der stadig stod på bordet, mælk og vand. Var helt i hopla herefter, mens mor og jeg snakkede om situationen, Jeg kunne se på min mor hun var ked af hele situationen. Jeg var også overrasket over der var sådan en reaktion. Det minder faktisk om da vi kørte hende ind dagplejen.
Jeg synes vi har gjort hvad vi kunne for at hun kunne vænne sig til min mor. Min mor og jeg har set hinanden hver uge de sidste uger. Hun har været her og jeg hos dem med Silje. I sidste uge ville Silje gerne over til mormor og sidde og vil endda gerne mades af mormor. Hun ...
... var her også fredag, hvor jeg havde fri, så hende og Silje kunne være sammen dagen før hun skulle passe hende. Her kunne jeg fint gå på toilettet og lade min mor lege med hende. Det gik fantastisk godt. Min mor har været lidt tilbageholden med at ville passe hende, hun har været bange for hvordan hun skulle takle gråden osv. Det har jeg snakket rigtig meget med hende om og overbevist hende om at det jo nok skulle gå. Derfor er jeg så ked af det gik som det gik. Vi har ellers gennemgået hvordan vores rutiner er og min mor forsøgte at opretholde rutinerne, men Silje nægtede at være med. Græd og græd.
Min mand og jeg glædede os sådan til at komme ud sammen alene i 1 år. Jeg synes vi gjorde hvad vi kunne for at tilvænne Silje min mor. Hun er dog aldrig blevet passet af nogn før nu. Jeg ved godt det jo kun er første gang. Men hvordan søren skal vi gribe dette her an? Jeg vil så gerne kunne tage i byen med min mand, der venter også en koncert i Herning til sommer og jeg håber hun til den tid er "ovre" den seperationsangst, som jeg egentlig vil kalde det.
Hvordan skal vi takle det, skal vi bare stikke fingeren i jorden og sige pyt, det kommer med alderen? Skal vi mon gentagne det snart for at hun kan vænne sig til at blive passet. Eller? Vi har selvfølgelig ventet med at lade hende passe (eller jeg har) af frygt for hun ville reagere så kraftigt. Men da jeg så hvor meget hun accepterede min mor og var ked af da hun tog hjem i fredags tænkte jeg, det skal jo nok gå. Det kom derfor helt bag på mig. Ingen af vores venner eller bekendte i mødregruppen har oplevet noget lignende, så vi har ikke rigtig noget at forholde os til.
Hun trives fortsat rigtig godt i dagplejen. Vi har den sødeste dagplejemor, Hanne. Der er tre større børn, en pige og to drenge. Både vores dagplejer og vi har oplevet Silje grædende/utilfreds når der sker noget nyt. I dagplejen tager de engang imellem på legepladsen, men Silje sidder enten i barnevognen og græder eller græder på Hannes arm. Det er ikke blevet bedre endnu. Hun har forsøgt at sætte hende ned i sandet, det blev det værre af. Vi har snakket om at hun nok "føler" hun ikke kan være med, da hun endnu ikke kan tumle med de andre børn. Så vi har alle sagt "det kommer nok."
Hun bliver også utryg og smågræder hvis der kommer en forælder og henter, hun ikke har set i et stykke tid. Eller som da en af Hannes drenge kom hjem på besøg. Hun fortalte Silje sad og var klynkende, fordi han var tilstede ved frokostbordet. Både hun og jeg har oplevet at hvis vi stopper op med barnevognen og snakker med én hun ikke kender, så begynder hun at klynke og græde. Vores nabo snakkede engang direkte og sødt til Silje, der stak det helt af. Silje kigger meget på mig og jeg smiler og siger "hvor er det dejligt, hun snakker til dig", - lige lidt hjælper det. Det bedste er faktisk at ignorere hende, ikke at tale direkte til hende, så kan hun selv studere situationen, uden at være i "centrum" fra starten af. Det gør hende altså utryg.
MEN altså Helen, hvad skal vi dog gøre ved det. Må vi acceptere at sådan er hun og bliver nok ved at være det. Er det stadig udviklingen?? Kan vi agere anderledes, så vi ikke "blæser" en situation op?
Vi er alle så glade mennesker, min mand og jeg har det fantastisk sammen og vi laver sjov og ballede med Silje. Vi har et roligt og godt arbejdsliv. Vi skændes stort set aldrig og hvis vi er uvenner, tager vi det når Silje sover. Jeg synes derfor vi giver hende al den tryghed hun har brug for. Det var et langt brev.
Tak for dit svar
Mange hilsner, Maiken
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.
Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far
Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 9 mdr.
Kære Helen Vi er en mødregruppe med børn i alderen 9-10 måneder, som har...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
Viden om børn:
K-vitamin til baby
Sundhedsstyrelsen (og WHO) anbefaler, at alle nyfødte babyer får K-vitamin lige efter fødslen. Dette gives som injektion i låret og er med til at forhindre indre blødninger. Når barnet har fået K-vitamin denne ene gang, skal det ikke gives igen.
Børn der ammes, får ikke ret meget K-vitamin via modermælken, og det betyder, at de har større risiko for K-vitaminmangel. K-vitamin dannes også i vores tarmsystem, og da nyfødte børn har et umodent tarmsystem, vil de ikke selv kunne...
Tilskudsblanding
En tilskudsblanding er en modermælkserstatning, der kan gives som tilskud til anden ernæring. Det vil sige, at barnet ikke kan leve af en tilskudsblanding alene.
En almindelig modermælkserstatning kan barnet få fra fødslen, hvor en tilskudsblanding ofte først anbefales fra 6 måneder, hvor barnet naturligt også får skemad.
Er du i tvivl kan du altid læse på pakken. Det vil fremgå af indholdsdeklarationen, hvorvidt der er tale om et fuldgyldigt præparat eller ej....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar omkring min søns sovevaner.
Jeg startede med at skære natamningen helt væk, og så var der kun godnattåren tilbage, den virkede han pludselig ikke så interesseret i så den blev også droppet, og helt uden drama og gråd;-)
Nu kunne jeg så få ham til at falde i søvn uden at være helt tæt på mig, men han ville stadig ikke ned i tremmesengen i vågen tilstand.
Jeg læste så at du havde rådet andre til at tage den ene side af sengen, da nogle børn følte sig indespærret.... og hold da k... det gjorde en forskel!!
Dels falder han i søvn glad og tilfreds i sin egen seng, derudover sover han bedre og længere tid i hans egen seng (han kommer stadig ind til os om natten). Han går oven i købet selv ind og lægger sig i sengen når det er sove tid!
Tak fra Rikke, mor til dreng på 16 måneder