Svar: Trods, trods og ked af det

---

Kære Pernille

Tillykke med lillebror, dejligt at I har fået en lille en til :o)

Der er ingen tvivl om at Nina udvikler sig rigtig fint og det du beskriver lyder fuldstændig alderssvarende. Der er dog heller ikke tvivl om at nogle børn går mere temperamentsfuldt gennem 'selvstændighedsalderen' end andre og at man i visse familier har lidt flere konflikter end man har i andre familier. Jeres lille Nina lyder til at være en rigtig kvik lille pige, som godt ved hvad hun vil eller ikke vil og hun føler sig set, hørt og elsket - det i en sådan grad, at hun naturligt også kan vise jer hele sit følelsesregister, når det rigtig spidser til ... I skal derfor prøve at se hendes protester, temperament, udvikling osv. som noget positivt.

Når man er en kvik pige, der er god til at bruge sine ord og sin mimik og på sin egen måde er god til at holde fast ved det hun mener og det hun gerne vil, så kommer man som voksne let til at forvente lidt for meget. Når man så samtidig er blevet storesøster og skal finde ud af denne nye rolle, at være den store, selvom man stadig bare er en lille pige på 2½ år, så skal der ikke så meget til, før der opstår konflikter og hun bliver rigtigt ked af det. Hun er stadig så lille at hun har brug for meget trygge rammer, fast struktur og dermed også forudsigelighed og ro, og nogle dage bliver det hele bare for meget.

Hendes hjerne er stadig ikke moden nok til at kunne bevare roen og ofte er det ting, der i jeres verden virker som bagateller, der får hende til at bryde sammen. Hun bliver stadig dybt ulykkelig, frustreret og fortvivlet, når tingene eller I ikke vil som hun vil og det har hun rigtig meget behov for at I forstår. Hun har rigtig meget behov for, at I hjælper hende med at falde til ro, får sat ord på og får hendes krop ned i gear igen.

Når børn er ulykkelig, oprevede, fortvivlede, så har de brug for medfølelse, beroligelse og fysisk kontakt for at kroppen og dermed hjernen bliver bragt i balance igen. Når barnets helt intense følelser er aktiveret, så befinder barnet sig i en hvis forstand i en stress situation, og her skal barnet have hjælp til at udvikle de forbindelser i hjernen, som på sigt sætter det i stand til netop at tackle stressede situationer.

Forbindelserne i hjernen og hjernens celler bliver aktiveret af forskellige stoffer og hormoner og forskning viser, at hvis man hjælper sit barn med de store følelser, så vil storhjernen begynde at danne forbindelser til mellemhjernen. Forbindelser der er vigtige for at kunne kontroller netop raseri, frygt, sorg og også stress.

Derfor er det utroligt vigtigt at man som forældre forsøger at sætte sig ind i hvordan barnet ...

---

---

... oplever den givne situation, i forhold til hvordan man som voksen oplever den. Det er rigtig vigtigt at man prøver at lytte til barnet og forsøger at sætte ord på de følelser og frustrationer som barnet har:

"Jeg kan godt mærke at du bliver vred over at du ikke må se postmand Per, du blev sur da jeg slukkede og sagde det var slut.." og så tage hende op, sidde med hende og med fysisk kontakt og ro i stemmen "det er også irriterende ...".

Det kan godt være at hun ikke vil på skødet lige med det samme, men det er en god idé at være i nærheden og vise at I er tilstede, at I er der, gerne vil hende og sagtens kan rumme hende og de følelser hun har - dette i modsætning til at sende hende i bryggerset bag lukket dør, med besked om at hun kan komme, når hun kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Jeg tænker i den forbindelse også at det er fint, at I nogle gange tager hende ind på værelset, sætter jer med hende, forsøger at berolige og tale med hende og siger, at I går ud, når hun atter er rolig. Men at fastholde konflikten, når hun er kommet ud af den, synes jeg som udgangspunkt er forkert. Hun bærer ikke nag og er I blevet gode venner igen, så er I gode venner og så skal I ikke begynde at diskutere på ny eller forklare for meget. Hun kan ikke i en alder af 2½ år, forholde sig til særlig meget forklaring, hun handler impulsivt og har slet ikke den hjernemæssige udvikling der skal til for at forstå sammenhængen mellem det der skete for ½ time siden og det der sker eller siges nu.

---

---

---

At jeg skriver alt dette betyder ikke at hun skal have lov til alt og at der ikke skal siges nej eller sættes grænser. Der er selvfølgeligt visse regler der skal overholdes, regler for hvordan man opfører sig, regler for hvordan det er hos jer og hos andre og her skal I naturligvis holde fast i jeres nej, også selvom I ved at det udløser en konflikt. Hun skal jo ikke have lov til at køre om hjørner med jer, men skal vide når grænsen er nået og hun skal vide at det er jer der i sidste ende bestemmer. I skal fortælle hende at I har hørt og forstået hvad hun vil, men at I holder fast i jeres nej og fortælle hvorfor. For naturligvis er der regler, det skal der være, andre mennesker skal jo også kunne holde ud at være sammen med jeres datter.

Men det er vigtigt at I så vidt muligt forsøger at være rolige og at I sætter tydelige grænser. I kan ikke styre hendes tilstand af ophidselse, hvis I ikke kan styre jeres egen.

Jeg håber at mine tanker her hjælper videre på vej, ovenstående kan I læse meget mere om i bogen "Fantastiske forældre" af Margot Sunderland, som I finder i min bogguide under 'børneopdragelse'.

Fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---