Svar: Utilfreds baby og overgangskost
Hej med dig
Der er ganske sikkert flere ting der spiller ind hos jer og du har allerede selv gjort dig mange tanker om det meste :o)
Der er ingen tvivl om at jeres dreng lige nu gennemgår en stor udvikling, hvor han naturligt kan virke mere krævende end I tidligere har oplevet. Han er, som du også beskriver, utrolig opmærksom på verden, hvad der sker omkring ham og suger til sig alt hvad han kan. Han begynder at kunne holde sit hoved, kigge sig omkring, følger ting bevidst, skelner mere og mere imellem hvorvidt han er hjemme eller ude, i favn hos jer eller fremmede osv.
Hans lyst til at opleve og mærke verden gør, at han naturligt har svært ved at sige fra og overgive sig til søvnen, når han skal sove. Samtidig drømmer han mere, alle oplevelser skal bearbejdes i drømme og derfor sover han også mere uroligt, når han sover.
Ofte har børn i denne alder også så travlt med at opleve, at de har svært ved at koncentrere sig om at spise, eller sagt på en anden måde, så lader de sig meget let forstyrrer og man kan derfor godt komme ind i en rytme, hvor barnet slatspiser, slatsover, slatspiser lidt hele tiden og derfor kan det være fornuftigt nok, at man netop i 3-4 måneders alderen forsøger at have en nogenlunde fast rytme for dagen, faste tider at sove på, spise på, lege på osv.
I skal gå ud fra at han har brug for at sove 3 lure dagligt, en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på eftermiddagen/først på aftenen. I skal også gå ud fra at han har brug for mælk imellem sine lure, ligesom I også allerede gør nu og det kan være helt relevant at begynde med lidt skemad, når han bliver 4 måneder, så han får lidt ekstra næring den vej. Det at han begynder med skemad, vil også give lidt mere fast rytme og struktur på dagen, så på den måde arbejder tiden også for jer :o)
Plan for dagen følger længere nede...
Hvis I får 6x150ml i ham, så svarer det til 900ml i døgnet og det lyder rigtig fint og helt til at dække hans behov, så I skal ikke være bange for at han ikke får nok mad, som det ser ud i øjeblikket og ud fra det I beskriver.
Nogle børn har rigtig svært ved at fornemme hvornår de er trætte, hvornår de skal sove og være vågne, og her må man nogle gange svøbe dem, skærme dem meget for at hjælpe dem med at få roen over sig og falde i søvn. Andre børn har rigtig svært ved at fornemme hvornår de er sultne og hvornår de ikke er og her må man nogle gange nøde barnet lidt og når de så har afvist, får et pause og man så prøver igen - ja så sluger de pludselig 150ml og var faktisk sultne, men kunne bare ikke fornemme det selv lige der ...
Nogle gange hjælper det at gå afsides med barnet, gå i soveværelset for nedrullede gardiner, andre gange hjælper det at lade barnet få flasken i barnevognen eller på en dyne ved siden af forældrene i stedet for at ligge i favn ... Man må forsøge sig lidt frem og se hvad der fungerer bedst.
High Need babies og beskrivelsen af disse børn hjælper nogle gange forældre, om ikke andet til at give lidt ro og finde ud af at det er okay, det er ikke fordi I gør noget forkert eller fordi der er noget galt med jeres barn - det er snarere barnets personlighed. Så hvis det hjælper jer, er det fint med mig :o)
Og så er der udviklingen, det udviklingsspring han går igennem. Der sker rigtig stor udvikling i hans nervesystem, han begynder at kunne bruge sine hænder mere bevidst, tager ud efter ting, putter i munden, reagerer med smil, latter, kluk-leer højt når du kilder ham, kigger efter dine hænder, lytter til din stemme, indgår i dialog, begynder at holde hovedet ...
... selv, drejer det efter lyd, åbner munden når du kommer med skeen med d-dråber osv. Når børn udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, så taler man om tigerspring og netop i disse perioder, er de ofte mere pylrede, tryghedssøgende, og kan generelt virke svære at gøre tilpas.
Med hensyn til hvornår man er parat til grød og mos, så afhænger dette af flere ting. Sundhedsstyrelsen skriver: "Det er barnets udvikling og parathed, der er afgørende for tidspunktet for introduktion af overgangskost. Flere udviklingsmæssige hensyn spiller ind: Ernæringsmæssige behov, den fysiologiske modning og spiseudviklingen. Overgangskosten børn ikke introduceres før 4-måneders alderen, fordi barnet ikke fysiologisk er modent til anden mad end modermælk eller modermælkserstatning før dette tidspunkt. Tilvænning til skemad må på den anden side ikke påbegyndes meget efter 6 måneder, da det så kan være vanskeligt at få barnet til at spise en varieret kost." (citat, "Anbefalinger for spædbarnets ernæring", sst. 2005).
Et signal kan være at barnet vågner og søger efter mere mælk, og trods et øget indtag af mælk, så virker barnet ikke mæt nok. Et andet signal er at barnet åbner munden bevidst, når man f.eks. tilbyder d-dråber på en ske. Barnet drejer også hovedet bevidst, holder hovedet fint selv og følger maden du spiser med øjnene. Barnets mave fungerer fint og barnet savler som tegn på at der sker nogle enzymændringer i spyttet.
Ud fra dette, så er det jeg tænker at jeres dreng måske godt kan starte med lidt skemad, når han bliver 4 måneder, det er dog fortsat meget små mængder der skal til og i begyndelsen kun en gang dagligt, normalt til frokost.
Det er godt at starte med grød af ris, majs, hirse og boghvede. I begyndelsen giver man kun 3-5 skefulde af gangen og der skal altid følges efter med mælk. For nogle børn er det meget svært at finde ud af teknikken, for andre går det fint, de åbner munden og spiser gladeligt den ene skefuld efter den anden. Men selvom din dreng måske virker til at kunne spise meget, så skal du ikke proppe ham og lade ham selv styre det i starten. Det er vigtigt at du starter med få skefulde og stopper, så hans mave har en mulighed for at følge med.
Bibehold den samme type grød de første 3-7 dage og øg stille og roligt indtaget. Efter en uges tid kan du begynde at tilbyde en anden type grød, så han får lidt forskellig smag og du kan stille og roligt også begynde at tilbyde lidt frugtmos som topping for at variere smagen lidt mere. Frugtmos kan også have en positiv effekt på maven - f.eks. sveskemos, æble og pæremos. Ved siden af tilbyder du vand af et lille glas eller en lille kop, så han kan lære at drikke på denne måde.
Hvis han trives på modermælkserstatning type 1, så behøver du ikke skifte til type 2. Modsat, hvis han virker til at have behov for lidt mere mættende mælk, så kan du ved 4 måneders alderen gå over til type 2 erstatningerne.
En plan for dagen kan se således ud:
Tidlig morgen: Flaske
Formiddag: Flaske
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Formiddagslur
Frokost: Grød, evt. med frugtmos, vand af kop.
Flaske og middagslur
Eftermiddag: Flaske
Sover sin 3. lur
Aften: Flaske
Puttes til natten
Sen aften/nat: Flaske 1-2 gange. De fleste børn er 6 måneder inden de kan undvære flaske midt nat.
Jeg er ked af at høre, at du har oplevet at jeg ikke har svaret tilstrækkeligt på dit sidste spørgsmål, jeg forsøger altid at sætte mig ind i den enkelte situation og svarer så godt som muligt. Jeg håber at mit svar til dig idag, hjælper videre på vej :o)
Fortsat held og lykke.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Tænk forebyggelse, når du skifter ble – og undgå rød numse
Hudproblemer hos de små er desværre et udtalt problem, men ved at bruge korrekt og forebyggende hudpleje ved hvert bleskift kan du skånsomt, naturligt og nemt undgå, at din baby får rød numse.
Derfor får blebørn nemt røde numser
Hvis din baby har rød numse, er du ikke alene. ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
22. oktober 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Kære Helen Jeg har en søn på 6½ mdr. Han er en stor dreng, jeg ved ikke...
26. september 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen Min søn bliver 6 måneder i næste uge og skal derfor opstarte med...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mælkeforvirring - komælk til baby
Kære Helen Jeg er altså efterhånden blevet temmelig forvirret over...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 9 mdr.
Kære Helen Vi er en mødregruppe med børn i alderen 9-10 måneder, som har...
Viden om børn:
Psykisk udvikling børn
Lige fra dit barn bliver født, er det aktivt kommunikerende. Det har brug for at blive taget op, holdt om, trøstet og beroliget, snakket med, kærtegnet osv.
Børn vil altid have brug for at blive set og hørt. De har brug for at vide, at de har en vigtig plads i familien, og at det er dejligt at være sammen med dem. Barnets psykiske udvikling skal støttes, fra barnet er nyfødt og hjælpeløst, og til det vokser op og gradvist bliver mere og mere selvstændigt.
I en...
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse kaldes også conjunctivitis. Det er betændelse i øjets bindehinde, som dækker indersiden af øjenlåget og det hvide af øjet.
Der er to former for øjenbetændelse - en mild og en svær.
Den milde øjenbetændelse opstår ofte hos forkølede børn. Øjet bliver let rødt, det løber i vand, og der kommer "gule klatter" i øjenkrogen, især efter søvn. Denne form for øjenbetændelse skyldes virus, som kun er lidt smitsom, og børn med denne form for øjenbetændelse må...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.