Svar: Hvordan jeg gør ift. amning, flaske og ikke mindst natteroderiet?
Kære Js mor
Hvor er det dejligt at jeres datter er kommet så godt igang med skemaden, det lyder virkelig som om hun nyder det og mestrer det til fulde :o)
Nu hvor hun er blevet 6 måneder og det går så godt som det gør, så behøver I ikke være meget forsigtige. I må derimod meget gerne tilbyde hende så stor variation som muligt og I må også meget gerne give hende mad i hånden, som hun kan sidde og øve sig på, opbløde med spyt, gumle på osv.
Lige nu har hun en alder, hvor hun naturligt putter i munden, for at smage, undersøge, hendes gummer klør og det er dejligt at gumle på lidt. Det skal udnyttes.
Hun må meget gerne begynde at få lidt af jeres mad, mad som smager af noget, mad med lidt mere bid i, hvis hun kan kapere det. Det er lidt grovere grød som havregrød, øllebrød og flerkornsgrød, ligesom hun også kan få mos af alle slags grøntsager: Gulerod, kartoffel, squash, blomkål, broccoli, pastinak, persillerod, løg, jordskokker, kålrabi, hvidkål, peberfrugt, skorzonerrødder, spidskål, rosenkål, savoykål, ærter, majs, grønne bønner, grønkål, porrer, tomater (uden skræl), agurk, avokado osv.
Selleri, spinat, rødbede og fennikel indeholder nitrat, hun må meget gerne få det, men i små mængder. Det bør ikke udgøre mere end 1/10 af portionen ellers skal det gives med 14 dages mellemrum.
Kød i mosen kan være: Kylling, kalkun, svin, kalv, lam, okse, and osv. Det er en god idé at starte med det lyse kød og så variere stille og roligt efter, hvad I andre får. Så maden på den måde stille og roligt tager udgangspunkt i jeres mad. Det er en god idé at koge det eller lave det i ovn. Du kan lave kødboller, som du har liggende i fryseren, men du kan også give hende indmaden af en frikadelle, hvis I andre får det, moset ned i grøntsagsmosen.
Fisk skal på samme måde som kød laves i ovn eller koges og du kan give f.eks. fede fisk, som især laks, sild og makrel. De mere magre fisk er skrubbe, rødspætte, sej og torsk og hun må gerne få det hele. Tun fra dåse er også i orden.
Til at begynde med tilfører du kun en lille skefuld kød eller fisk i en portion mos, bare så der lige er lidt struktur, så hun vender sig til det og så kan du stille og roligt øge indtaget og gøre mosen lidt grovere :o)
En plan for dagen ser således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover lidt videre i mors seng.
Morgen 7.30: Havregrød eller anden form for grød, varier mere og mere mellem grødtyperne, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Frugtmos (jerntilskud, hvis hun ikke får min. 400ml mme dagligt), frisk blød frugt i hånden at sutte på, det kan være f.eks. appelsinbåde, fersken, blommer eller lignende, vand af kop.
Amning eller flaske og puttes til formiddagslur
Frokost 12: Grøntsagsmos og stille og roligt begyndes med lidt kogt kød eller fisk i mosen. Tilbydes agurkestænger, ristede rugbrødsbjælker eller lignende i hånden, vand af kop.
Ammes eller flaske og puttes til middagslur ca 13
Eftermiddag 16: Tilbydes igen lidt frugt i hånden at sutte på ligesom om formiddagen, hun må også gerne få lidt frugtmos, hvis hun har brug for lidt for at holde gang i maven :o) Ammes eller flaske
Powernappen begynder hun at springe over
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk og udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad, det betyder at hvis du laver kartoffelmos med sødmælk, så kan I alle spise det samme. Hvis du laver lidt tomatsovs eller andet, så må hun også gerne få lidt af dette på sin mos, ligesom indmaden af en frikadelle ...
... også kan moses ned i grøntsagsmosen. Vand af kop.
Ammes eller flaske og puttes til natten ca 19.30 i sin egen seng
Sen aften 23: Ammes eller flaske og sover videre i sin egen seng indtil næste morgen tidlig.
De fleste børn vil omkring 6 måneders alderen kunne springe amningen midt nat over. Rent ernæringsmæssigt har de ikke længere behov for mælk midt om natten, men kan fint indtage deres behov i løbet af dagen og aftenen.
Jeres datter kan dog fortsat godt vågne, fordi hun drømmer meget og derfor søger brystet - altså tryghed, mere end mælkebehov. Du kan forsøge at lægge hende til brystet, så hun falder til ro og prøv så at lirke brystvorten ud af munden på hende, så hun ikke fyldes med mælk. Stille og roligt lærer du hende at falde i søvn igen uden at få mælk og forsøger at indføre noget andet - netop sshhh, kærtegn, holde hende i hånden osv. som du også prøver nu. Brystet lirkes væk, noget andet sættes i stedet :o)
De fleste børn vil i 6-7 måneders alderen trives med 5-6 amninger/flasker dagligt ved siden af deres skemad. I 7 måneders alderen skæres normalt ned til 4 amninger og de ligger ofte tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften. Det er altså amningerne inden formiddagslur og om eftermiddagen der forsvinder først. Der skal ikke sætte flaske i stedet for amning på disse tidspunkter, hvis man vælger at trappe amningen ud, så skal flaskerne altså stadig gives tidlig morgen, inden middagslur, aften og sen aften.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
I 8-9 måneders alderen gives normalt flaske/amning tidlig morgen, aften og sen aften og på denne måde erstattes mælken af anden og mere sufficient mad i løbet af dagen. Omkring 10 måneder vil de fleste børn trives med 2 amninger/flasker i døgnet og de vil ofte ligge aften og sen aften eller aften og tidlig morgen. Det er forskelligt, hvad der passer barn og familie bedst.
Det lyder som om at din datter allerede er igang med at sige lidt fra overfor amning i løbet af dagen og det er helt okay. Du behøver ikke umiddelbart erstatte med flaske her, men du må tro på at hun så får sit behov dækket på andre tidspunkter af døgnet, som sagt vil hun omkring 7 måneders alderen trives godt med 4 amninger/flasker dagligt :o)
Natteroderiet hænger hos jer sandsynligvis sammen med den udvikling din datter går igennem lige nu. Om dagen øver hun sig i at trille, tager fat i sine tæer, putter dem i munden osv. og hun har derfor en naturlig uro i kroppen om natten. Får sig lagt i stillinger som hun ikke selv kan komme væk fra, får sparket dynen af sig og har brug for stillingsskift, hjælp til at komme videre i søvnen. Det ændrer sig i takt med at hun bliver ældre, der er håb forude :o)
Med hensyn til børn og sushi, så er der ingen særlig anbefaling for børns indtag af sushi eller anden rå fisk. Man skal dog være opmærksom på, at små børns immunsystem stadig er umodent og at de derfor generelt er mere modtagelige for en række infektioner. Det er derfor særlig vigtigt for småbørn, at fisken har været frossen og at alle hygiejniske foreskrifter er overholdt. Du kan se nyhedsartiklen "Sushi til børn" som du finder under 'Artikler'/'Nyheder' 19. marts 2008.
Personligt ville jeg aldrig give sushi til et barn under et par år ... Skaldyr som rejer, hummere, krebs og krabber må børn gerne få. De fleste børn vil i 9 måneders alderen kunne spise dette og vil ofte nyde at sidde med lidt hårdkogt æg og et par rejer og øve pincetgreb :o)
Håber ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
8. november 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Jeg vil gerne høre, om du har nogle idéer til, hvordan jeg kan...
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
22. oktober 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Kære Helen Jeg har en søn på 6½ mdr. Han er en stor dreng, jeg ved ikke...
26. september 2024 | Kost og ernæring | 6 mdr.
Hej Helen Min søn bliver 6 måneder i næste uge og skal derfor opstarte med...
23. september 2024 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Mælkeforvirring - komælk til baby
Kære Helen Jeg er altså efterhånden blevet temmelig forvirret over...
Viden om børn:
Hoppegynge
En hoppegynge anbefales ikke. Sundhedsstyrelsen skriver: "Til sunde børn frarådes hoppegynge og gangstole, da de forsinker normal udvikling. For handicappede børn gælder særlige regler, spørg sundhedsplejersken, lægen eller fysioterapeuten". Kilde, Sunde Børn, sst. 2003.
En hoppegynge belaster barnets ryg og ben og barnet får ikke en bedre balance af at sidde i en hoppegynge, det er ren underholdning og det kan barnet få på anden måde. Når barnet sidder i en hoppegynge er det en...
Sprog
Allerede når det lille barn ligger i dine arme for første gang og du snakker med det, dannes grundlaget for at lære at tale. Babyen nyder at lytte til din stemme, som den også kender fra livet inde i maven, og den forbinder det med noget rart, at du taler. Det giver tryghed, nærhed og kontakt.
At synge eller spille musik virker også sprogligt stimulerende på barnet. Efterhånden som barnet bliver ældre så fortæl det, hvad du gør, - skifter bleen, vasker maven, vasker armene,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.