Brev:
Spisning sammen med familien
Kære Helen.
Vores mindste datter er nu 7,5 måned, og tingene har ændret sig ret meget, siden jeg skrev til dig sidst. For det første er alle planer om begge piger på samme værelse om natten indtil videre sat på hold. Vi rendte ind i en længere periode med sygdom, så tiden var ikke lige til den slags ændringer.
Far er hjemme på barsel, men lillesøster skal starte i vuggestue om 3 uger. Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg forestiller mig en hverdag, hvor vi begge arbejder, og pigerne skal afleveres og hentes hver dag.
Motorisk synes jeg, at hun virker fin. Hun ruller begge veje, kommer flot op på armene og rutjser bagud. Hun følger sin kurve fint. Det er et stykke tid siden sidste vejning, men hun ser fin og sund ud. Jeg synes også, at hun den seneste måneds tid er begyndt at udvise lidt mere humør og tager også initiativ til pjat og sjov. Det er skønt, at hun ikke kun er den her sure pylrebaby mere. Hun vil dog stadig meget gerne være på arm, og det er kun mor og far, der duer. Mormor kan også lige gå an, men så stopper det altså også. Alle andre mødes af gråd og hun kaster sig over mod sine forældre. Hvordan skal det da gå i vuggestuen?
Jeg vil lige skitsere, hvordan vores mindste piges dag sådan cirka ser ud. Jeg har læst, hvad du har skrevet om ugler og lærker. Lillesøster er en vaskeægte lærke og storesøster er en ekstrem-ugle. Jeg ved ikke, om de nogensinde kommer til at sove sammen. Det må vi se til.
6.15 Vågner og er frisk og i super humør. Hun er meeeget morgenfrisk. Hvis hun bliver vækket tidligere (f.eks. hvis storesøster pipper op ved 5-tiden eller der kommer en skraldebil - ja, så starter dagen altså her. Hun er umuligt at få til at sove videre, hvis hun vågner efter 5).
7.00 Resten af familien er vågen og klar til morgenmad. Vi får allesammen havregrød - børnene får smørklat på. Sofie vil kun have ganske lidt (under 1/2 dl.) og det er tit meget svært at få hende til at spise sin grød overhovedet.
8.30 Her plejer vi at tilbyde hende flaske. Sluger rask væk 200 ml. Vi forestiller os, at denne flaske skal skiftes ud med noget frugt og lidt brød. Det er vel mere alderssvarende? Under alle omstændigheder passer det bedre ind i rutinen, som de har i vuggestuen, hvor alle børnene sidder sammen og spiser frugt kl. 9.
9.30 Puttes til formiddagslur. Hun er helt utrolig præcis med at vågne efter 1,5 time.
11.30 Frokost. Vi har kørt med øllebrød i nogen tid. Hun får også hjemmelavet grøntsagsmos. Hun får også lov at sidde og øve sig lidt med rugbrødshapsere. Fingermotorikken er meget flot, men munden vil ikke helt samarbejde, så det meste falder ud igen. Hendes far siger, at hun normalt er rigtig god til at spise sin frokost og sætter en god portion til livs (1,5 dl), men mens vi havde påskeferie, og vi allesammen spise frokost sammen oplevede vi også en del problemer her. Hun kneb munder sammen og kastede sig grædende rundt i sin stol. Hvis hun fik rugbrød (ligesom vi andre sad og spiste), så smilede hun over hele hovedet og gik i gang med at "spise". Hun virker meget opmærksom på, om hun spiser det samme som os, når vi spiser sammen.
12.30 Tilbydes flaske. Spiser 100-200 ml.
14.00 Puttes til lur. Sover igen 1,5 time.
15.30 Frugtmos. Det kan hun ...
... rigtig godt lide og spiser gerne 1 dl. Hun kunne godt spise mere, men vi tænker, at der også skal være plads til aftensmad.
17.30-18.00 Vi får aftensmad. Sofie tilbydes grøntsagmos (med kød, kylling eller fisk) og får også lov til at sidde med stykker af vores mad selv. Gider kun at spise mad i stykker, men spilder altså stadigvæk det meste. Hver gang skeen med mos kommer i nærheden af hende, kløer øjnene, og hun ender med at få gnattet mad rundt i øjne og hår. Virker tit træt.
19.00 Flaske. Spiser 200-250 ml.
19.30 Puttes og falder ofte hurtigt i søvn.
Hvad der så foregår efterfølgende er meget forskelligt.
Nogen gange er dagen forløbet således, at der er plads til en tredje lur, som så starter ved 17-tiden. På disse dage er det tit lidt mere hyggeligt til aftensmaden. Hun er mere oplagt, og hun spiser mere. På disse nætter vågner hun typisk een gang for at spise en flaske med 200 ml omkring kl 3. Vi har prøvet, om hun kan spise i søvne ved 23-tiden, men det er ikke rigtig godt. Det passer egentlig også fint med spisning kl. 3, og det burde vel levne plads til lidt morgenmad kl. 7.
Hvis hun ikke får sin tredje lur, får hun ikke spist godt til aftensmad og hun er meget urolig om natten. Vågner mange gange og spiser (for meget) mælk. I går fik hun 250 ml. kl 19, 120 ml kl. 22 og 160 ml kl. 1. Det er jo ufattelig meget mælk at indtage i en periode, hvor hun burde sove. Vi er nok også lidt for vattede til at troppe op med flaskerne, men når barnet nu græder, og der ligger en stor pige i rummet lige ved siden af, så vil vi jo gerne have noget ro og fred, så vi allesammen kan få sovet.
Det er svært at få det hele til at gå op. Hvis hun har sovet til kl. 15.30, så er det umuligt at få hende til at sove i barnevognen kl. 17 uden, at man går med vognen. Og det er der ikke tid til, når den store også skal have opmærksomhed, og der skal laves mad. Selv på de aftner, hvor hun virker dødtræt kl. 18, så får hun ofte sin anden luft efter aftensmaden - i særdeleshed efter aftenflasken.
Vi kunne godt bruge lidt hjælp til at lægge en god plan, for vi er ved at køre lidt sur i en hverdag hvor alle fællesmåltider er præget af gråd og sure miner. Vi prøver virkelig at gøre det hyggeligt, men det er svært at blive ved med at sidde og smile og "ih, hvor vi hygger os her hos os". Nogen gange sidder den store også og spiller op og siger, at maden er ulækker. Engang i mellem taber jeg hovedet og skælder ud. Mest på den store. Så får jeg det så skidt bagefter. Den anden dag sagde storesøster til lillesøster, der sad og brølede i den høje stol: "For dælen. Så hold da mund, Sofie". Ja, hvor får hun lige det fra? Det næsten til at begynde at tude over.
Hvad skal vi fokusere på, og hvor skal vi forsøge at bevæge os hen?
Jeg synes, at den lille er blevet lige lovlig glad for sin flaske. Det havde jeg ikke lige troet, da jeg i december var indlagt på børneafdelingen med hende, fordi hun skreg som en gal, hver gang hun skulle spise! Nu er det åbenbart noget af det mest hyggelige, der findes.
Det blev et langt brev fyldt med brok og tidspunkter, men jeg håber, at du kan finde rundt i det og komme med lidt input (eller opmuntring).
Hilsen
En mor, der glæder sig til børnene flytter hjemmefra
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
29. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder - del 2
Hej Helen Mange tak for dit lange og uddybende svar til min udfordring...
28. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder
Kære Helen Jeg er mildest talt frustreret og ulykkelig over at føle mig...
20. december 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger - del 3
Kære Helen. Jeg tillader mig lige at følge op på dit seneste svar. Vi...
Viden om børn:
Udstyr til nyfødt - tjekliste
Når du er gravid og første gang besøger en babyudstyrsforretning, så kan du blive helt svimmel over alt det udstyr du kan købe. Tænk fremad når du skal vælge - meget babyudstyr er dyrt og bruges kun i kort tid. Derfor kan visse ting med fordel købes brugt, eller måske kan I låne eller arve. Det kan godt betale sig.
En tjekliste over babyudstyr, som kan være godt have have klar før fødslen:
- Autostol - nødvendigt, hvis I skal fragte baby i bil fra sygehuset og...
Mødregruppe
De fleste kommuner tilbyder nybagte mødre at komme i en mødregruppe, som oftest vil bestå af 5-8 mødre, som har barn i nogenlunde samme alder.
Sundhedsplejersken spørger, om man er interesseret i at være med i en mødregruppe og sender så invitationer ud til første gang, man mødes. Nogle gange mødes man første gang privat hos en af mødrene, andre gange mødes man i et lokale, som sundhedsplejersken bruger til formålet.
Det kan være en stor glæde at mødes med andre...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen ...
Jeg ville bare blot meddele dig, at det går så godt i øjeblikket at jeg næsten ikke kan få armene ned..
Jeg gik jo rundt og tumlede med tanker om at min datter "kørte" på mig osv.. Men du fortalte mig at hendes humør skifter rigtig hurtigt og at lige netop hendes alder / denne såkaldt selvstændighedsfase gør at det kan være svært for både forældre og barn..
Jeg tror, at fordi jeg er blevet opmærksom på det, så tager jeg det ikke mere personligt og det gør at jeg ikke bliver ked af det mere..
Hvor er det dog dejligt at der også er nogle perioder der faktisk går godt..
Jeg er sikker på at der ligger udfordringer der ude i fremtiden som venter på os, men dem kan jeg ikke komme udenom..
Så rigtig mange tak herfra Helen..
HVOR HAVDE DU DOG RET!!!!!!!!!!!!!
Med venlig hilsen
M´s Mor