Svar: Vågner ked af det og separationsfase
Kære Emilie
Det er meget normalt at børn i din datters alder vågner med skrig og gråd om natten. Ofte handler det om separationsfasen, som du også har læst om, hvor de har en naturlig motorisk uro og også en mental uro = mange drømme. Alt hvad de oplever i løbet af dagen skal bearbejdes i drømme.
Når børn øver selvstændighed og dermed øver sig i at adskille sig fra deres forældre, så bliver de naturligt også mere tryghedssøgende, pylrede, klynkende. De søger ofte brystet lidt hyppigere, vil gerne putte lidt mere osv. og man ser det ofte om aftenen. Der hvor roen skal falde over dem, hvor de skal give slip på dagen og alle oplevelserne, ja så søger det ekstra nærhed, ekstra fysisk kontakt. .
Når børn i denne alder skal sove om aftenen vil de således helst ikke ned i seng, de græder, protesterer, har ofte brug for at sidde lidt længere tid på skødet, blive holdt i hånden osv. Selvom jeres datter får flaske, kan hun godt have behov for at være mere i favn og generelt virke mere søgende end tidligere.
Når de vågner om natten, fordi de drømmer og fordi de får sig lagt i en stilling de ikke kan komme væk fra, så har de igen behov for hjælp til at komme videre i søvnen. Nogle gange er man nødt til at tage dem op, trøste dem, evt. give dem lidt ekstra mælk, andre gange er det bedre at hjælpe dem med at blive lagt ned i en god stilling igen, få dynen over sig, blive kærtegnet osv. og på den måde lullet videre i søvnen.
Børn i din datters alder kan dog også græde på grund af øresmerter, ondt for tænder og lignende og man skal naturligvis sikre sig at barnet ikke har ondt. Hvis man er sikker på at barnet ikke har ondt, så må man prøve at vurdere, hvad gråden så handler om.
Hvis hun om aftenen falder i søvn i løbet af 10-15 minutter mod at I sidder der og holder hende lidt i hånden, synger lidt for hende osv. så er det fint, så er det en dejlig og tryg måde at falde i søvn på.
Hvis hun græder, når I putter hende, så skal I finde ud af hvorfor hun græder. Hvis det er fordi hun er utryg og føler sig forladt, så er det en god idé at sidde hos hende, holde hende i hånden, kærtegne hende, give hende fysisk kontakt og vise hende at man er der. Hun er som sagt i en alder, hvor hun har behov for ekstra tryghed og nærhed. Men hvis hun græder mere som protest mod at dagen slutter nu, og tydeligt giver udtryk for at hun hellere vil lege - altså at der er tale om protestgråd mere end ulykkelig gråd - ...
... så vil det være rigtig fint at gå til og fra.
Nogle gange kan det at man bliver siddende hos barnet, godt blive opfattet som underholdning. Barnet bliver simpelthen i tvivl om hvad meningen er, man sender utydelige signaler ved at blive siddende. Hun kan blive i tvivl om hvad hun egentlig skal og hvorfor I er der ...
Hvis man vælger metoden med at gå til og fra, så går jeg ikke ind for at man forlænger tiden hele tiden. Jeg synes det er vigtigt at man putter sit barn kærligt og nænsomt, gør stedet til et trygt og rart sted at være før man så går.
Det er normalt en god idé at have et tidsinterval på ca 3 minutter, hvorefter man så går man tilbage, betrygger barnet i at man er der, putter dynen om igen, kærtegner lidt og går igen, vender tilbage hele tiden, så barnet lærer at man er der selvom man er ude af syne. Vender altid tilbage hvis barnet græder, vender også tilbage selvom barnet ikke græder - det handler altså om at barnet lærer at sove selv vel vidende at mor og far er der og passer på mig:o)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvis jeres datter klynger sig, er helt ulykkelig og gør alt hvad hun kan for at forhindre jer i at gå, så er det et udtryk for smerte og det handler ikke om at hun vil bestemme og have sin vilje eller på nogen måde er beregnende. Børn der klynger sig til voksne for at kunne falde i søvn, er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt langt bedre sovevaner end hvis man går.
I sådan en situation, hvor barnet tydeligt er helt ulykkelig, så må man tage barnet op, berolige og betrygge sidde lidt med barnet og så forsøge at putte barnet igen, når der atter er kommet lidt ro på.
Når og hvis hun om natten vågner og er ked af det, så må I på samme måde prøve at vurdere hvorfor og hvad I skal gøre. Hvis hun har brug for stillingsskift, så må I hjælpe hende med at blive lagt ned igen. Hvis hun er ulykkelig på grund af en drøm, så må I tage hende op, evt. tilbyde hende lidt vand eller mælk at drikke og så derefter prøve at putte hende igen. Hvis hun tydeligt er meget bange for at være alene, så må I overveje om hun i en periode skal ind til jer. Ikke for at give hende denne vane, så vær bevidst om at det ikke bliver til en vane, men simpelthen for lige at give hende den ro der skal til for at hun atter sover igennem.
Jeg håber at lidt af mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
12. november 2024 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Min datter er 10 mdr gammel. Jeg har været på barsel med hende...
9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.
Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2
Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...
5. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen Tak for dine tidligere gode svar:) Vores dreng er nu 6 måneder...
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
Viden om børn:
Opkast - baby og børn
Der er forskel på at gylpe og på at kaste op. Gylp kommer stille efter et måltid, hvor opkast er mere voldsomt og i større mængder. Hvis barnet kaster op, vil det ofte også være uroligt og utilpas. Hvis barnet kun kaster op en enkelt gang, er der ikke grund til bekymring.
Opkastning hænger ofte sammen med, at barnet fejler noget andet og måske også har feber. Barnet vil ofte have ondt i maven, virke slap og træt, vil måske vægre sig mod at spise. Sammen med opkastning kommer...
Barselsorlov
I har begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.
Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter har I 32 ugers forældreorlov hver, som I frit kan fordele mellem jer. Det er dog kun i 32 uger af jeres...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.