Svar: Sen separationsangst ?

---

Hej med jer

Tak for dit brev :)

Som jeg tolker situationen, så er der helt klart en sammenhæng med det svigt og det savn Amalie har følt da hun i forbindelse med lillesøsters ankomst tilverden, med kort interval blev afleveret hos sine bedsteforældre af to omgange. Det har været rigtig hårdt for hende, ikke fordi hun ikke har haft det godt hos sine bedsteforældre, det har været gode ved hende og har taget sig rigtig godt af hende (dejligt at I har dem), men fordi hun ikke har kunne forholde sig til situationen og ikke været i stand til at forstå, hvad der skete.

Børn i Amalies alder udvikler sig rigtig meget og på mange måder og det kan være rigtig svært at vurdere, hvornår noget er normalt og hvornår barnet har brug for ekstra hjælp ude fra. Netop omkring angst og frygt, så vil børn naturligt skulle igennem nogle fase, hvor de er mere bange for visse ting end for andre ting. Man kan således tale om "normale frygtformer" som for børn under 2 år ofte vil være angst for fremmede personer, angst for højder, høje lyde og ting der pludselig dukker op, som barnet ikke er forberedt på.

De lidt ældre børn, altså børn i 2-3 års alderen, de vil ofte være bange for små dyr og mange børn er også bange for mørke i denne alder. Disse frygtformer kan godt være ved i længere tid og hvis barnet har fået 'tricket' f.eks. sin separationsangst, som det er tilfældet for Amalie, så kan det godt sidde dybt i hende og påvirke hende måneder til år frem ligesom børn ofte også er bange for mørke i årevis ...

Det er positivt at Amalie er tryg ved børnehaven og jeg tænker at du har fat i noget meget væsentlig omkring netop rutinerne. Det at hun kender dagens rytme, dagens rutiner, at hun ved at I kommer og henter hende, når hun har fået frugt osv. - det betrygger hende og gør at hun kan være der.

Det vil være rigtig godt at I taler med børnehaven om hvordan I oplever Amalie hjemme og prøve at lade dem vurdere, hvorvidt de oplever hende utryg i forskellige situationer.

Jeg tænker at det således er normalt at hun reagerer og er meget kontaktsøgende, søger meget bekræftelse osv. Det hænger både sammen med hendes alder og udvikling, men bestemt også sammen med at hun er blevet storesøster og at I i den forbindelse har været nødt til at 'sende hende væk' hos bedsteforældrene...

Det er vigtigt at I giver hende den tryghed hun beder om, bekræfter hende i at I er der for hende, passer på hende, elsker hende højt osv. og ...

---

---

... naturligvis er ærlige på et niveau, hvor hun kan være med. I skal jo også medtænke, at hun jo bliver ældre og mere og mere bevidst og også er ved at nå den alder, hvor hun begynder at tænke mere over livet - forskellighed på drenge og piger, hvor kommer man fra, hvad sker der når man dør, skal jeg dø, skal mor dø ... osv. En masse tanker som måske også begynder at fylde i hendes hoved.

Jeg ved at lillesøster er født med en hjertesygdom og tanken om at miste, fylder måske generelt mere end I lige tror.

Lyt til hende, skub hende ikke væk, men lad hende mærke at I er der og betryg hende så godt I kan, vær ærlige uden at forskrække hende og gøre hende unødigt bekymret. Fortæl hende hvad der skal ske generelt, sig altid farvel til hende, lad være at forlade hende ved bare at køre. Når I nu mærker at det er vigtigt for hende med en krammer inden I kører, så prioriter det, nyd det og gør det ikke til et problem, det er helt naturligt og helt okay.

Tiltager hendes angst, så skal I reagere og det I skal være opmærksomme på er:

- Hun er ekstremt ulykkelig, når hun er adskilt fra mor eller far som hun er nært knyttet til

- Hun er overdrevent bekymret for at miste f.eks. mor, eller er bange for at mor skal komme til skade.

---

---

---

- Hun vil ikke være alene, mor eller far skal være der, for at hun kan være rolig og f.eks. sidde og lege.

Læg mærke til ordvalget her "ekstrem ulykkelig" og "overdrevent bekymret". Der er her tale om at man virkelig ikke er i tvivl om barnets angst.

Hvis I oplever det sådan, så synes jeg, at det vil være relevant at kontakte en børnepsykolog. Der er tilknyttet en sådan til institutionen. Jeg tænker dog også at hvis hun er ekstremt ulykkelig eller overdrevent angst, så vil de jo også mærke det, når hun er der - og man må forvente at de vil reagere på det og også hive fat i jer.

I kan også altid ringe til kommunens PPR afdeling og bede om at komme til at tale med en børnepsykolog og lige få vendt jeres tanker :)

Hvis jeres datter 'bare' er ked af det, når I går - både når I afleverer hende i børnehave eller hos bedsteforældre og hun er rigtig glad for at se jer igen - så er det normalt. Hun må gerne synes det er dejligere at være hjemme, hun må gerne synes det er svært at blive afleveret - men så er det selve skiftet der er svært og det har ikke noget med separationsangst at gøre.

Jeg håber I kan bruge mine tanker lidt videre på vej. Rigtig meget held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---