Svar: Udstationering med barn?

---

Kære Hønemor med udlængsel

Tak for dit brev :)

Min umiddelbare tanke er: "Tag af sted!" og når jeg så har overvejet tingene lidt frem og tilbage, læst dine gode tanker og refleksioner, ja så når jeg frem til ... det samme - tag af sted :)

Du fortæller at både du og din mand kender landet, byen, I nyder steder og kan fint forholde jer til den fremmede kultur. I har begge tidligere været udstationeret og har derfor en stor erfaring at trække på - den største udfordring ligger i forhold til jeres datter.

Her er der tale om en pige, der naturligt skal skifte til børnehave til næste år. Der vil under alle omstændigheder skulle ske et skift for hende og samtidig vil I være væk i en periode, hvor hun ikke er afhængig af skolekammerater og lignende, men hvor I netop fortsat kan nå tilbage til DK igen, hvis I ønsker hun skal gå i dansk skole.

Jeg er enig i, at de fleste mindre børn vil trives rigtig godt, når 'bare' de har mor og far, føler sig trygge og der er tid til dem. For de større børn, der er afhængige af venner og kammerater på en anden måde, børn og unge mennesker der er vant til selv at cykle til og fra skole, selv komme i klub, cykle til fritidsinteresser osv. - kan en udstationering nogle gange være svær - Det kan være svært at skulle sige farvel til venner og 'selvstændigheden' hjemme og være under et helt andet skolesystem og andre regler end de kender fra Danmark.

I mange lande er der f.eks. skoleuniformer, man taler til læreren på en helt anden måde end i DK, man har anderledes og lange skoledage osv. og den omvæltning er naturligt svær for mange. Men igen, nogle teenagere vil jo også elske det at komme ud, lære andet måske tredie fremmedsprog, opleve en anden kultur og ville aldrig være foruden - sådan er alle jo forskellige.

Med den alder jeres datter har, så lyder det som et oplagt tidspunkt at flytte udenlands, hvis det skal være. Dine tanker omkring mere tid sammen i begyndelsen er naturligvis rigtigt og du skal naturligt bruge den første tid på at I kommer til at føle jer hjemme og på at finde steder, hvor du og din datter kan møde andre børn og mødre.

På sigt, vil det sandsynligvis være relevant at hun bliver afleveret i en eller anden form for institution. Hvad det skal være, hvad hun synes om det og hvad muligheder I har, må vurderes derovre.

Det kan være en god idé at I undersøger, hvordan man almindeligvis passer sine børn, der hvor I skal hen. De første måneder er det dejligt at I kan være mere sammen, finde ...

---

---

... jer til rette osv. men at skulle gå hjemme i 2 år - det er måske ikke sagen for nogen af jer ...

I nogle lande har man en Nanny ansat, som tager sig af hus, børn og hjem. I andre lande sender man barnet i institution, I atter andre lande går mødrene hjemme og passer selv deres børn helt op i skolealderen. I er nødt til at finde ud af, hvordan kulturen er omkring dette og så må I prøve at finde en løsning som er god for jer alle tre.

Med hensyn til sprog, så tænker jeg at det som udgangspunkt ikke behøver give særlige problemer. Jeres datter vil naturligt forholdsvis let opfange enkelte ord og vil begynde at bruge dem, som en del af hendes almindelige ordforråd. Taler I selv begge sprog, så vil I sandsynligvis fint kunne forstå hende og hun vil naturligt blande begge sprog og bruge de ord hun kender. Så hvis hun mangler ord på det ene sprog, men kender det på et andet, så vil jeg formode at hun naturligt vil sige det hun kan.

Det vil naturligt være en stor omvæltning for hende hvis hun pludselig bliver sat i en pre-school, et helt nyt system, nye regler, nye mennesker, nye børn og et nyt sprog. Men netop for at gøre det hele mindre farligt og mere trygt for hende, så er det vigtigt at du bruger et par måneder på at lære det hele at kende og heri ligger også besøg i den institution hun skal gå i osv. Altså bruge lidt tid sammen med hende på at lære stedet at kende, hilse på børnene, de voksne, prøve at spise sammen, lege sammen osv. så hun stille og roligt bliver kørt ind og føler sig tryg - også selvom hun mangler ord verbalt til at kommunikere direkte med.

Det gør ikke noget at jeres datter ikke har eller ikke får søskende. Der er mange fordele ved at være enebarn og det vigtigste er jo at hun har jer - sine forældre :)

---

---

---

Jeg er sikker på at den erfaring I har med jer fra tidligere udstationering vil komme jer alle godt til gode. Jeg tænker også at når I virker glade, rolige og til at have det godt med den nye tilværelse, så signalerer I jo også dette til Sally, som jo alt andet lige vil spejle sig i jer. Og selvfølgelig skal I være der for hende, rumme hende osv. når hun har det svært - men det vil I jo tilsyneladende netop også have bedre mulighed for :)

Så igen - det er en fin beslutning, jeg kan ikke rigtigt se hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre :)

Og andre udstationerede er naturligvis velkomne til at skrive og jeg kan lade deres råd gå videre til dig :)

Rigtig meget held og lykke, glæder mig til føljetonen!

Fortsat god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---