Svar: Madmængde, temperament, sprog mv.

---

Kære Charlotte

Børn vil naturligt i kraft af deres udvikling og alder, begynde at spise mindre og mere selektivt efter 1 års alderen. Derfor er det super dejligt at høre, at Anabell har god appetit og lyst til at spise, og det skal du så vidt muligt ikke hindre hende i ...

Det er derfor rigtig godt at lade hende spise det hun viser behov for, naturligvis sikre dig at hun tilbydes sunde og mættende fødevarer og stadig små hyppige måltider dagen igennem, så hendes energibehov dækkes bedst muligt.

MEN, du har naturligvis også ret i at der er et opdragelsesmæssigt aspekt inde over nu og at det vil være helt relevant at stoppe måltidet, når hun begynder at lege med maden. Hun skal naturligvis stille og roligt lærer at spise pænt og have gode bordmanerer ...

Det er en god idé i forhold til hendes alder at motivere hende ved at sige det du gerne vil have hende til, fremfor at starte med at skælde ud. Du kan sige: "Ind i munden skat, ind i munden med maden, mmm smager godt..". Og hvis du så kan se at det ikke hjælper, at hun tydeligvis er mæt og begynder at lege med maden, så er det fint at fjerne tallerkenen eller fjerne hende fra bordet - for så er måltidet jo slut :)

Når hun bliver frustreret og ked af det, fordi tingene ikke går helt som hun gerne vil, så er det vigtigt at du prøver at sætte ord på. Hun mangler jo ordende selv, hun kan ikke sige "det er smadder uretfærdigt at du ..." og derfor er det vigtigt at du hjælper med at sætte ord på hendes følelser, fordi du derved viser hende, at du forstår hende. Det gør hende rolig at mærke du forstår hvordan hun har det og at du godt kan rumme det - "ssååå, bliver du bare så ked af det skat, sååå..".

En gang imellem kan det være en god idé at tilbyde et alternativ "du kan ikke få is lige nu, men se her, du kan få et stykke agurk...".

En gang imellem har hun brug for at du tager hende op, sidder med hende, holder om hende, får hende til at slappe af. Andre gange har hun det bedst med at du bare er i nærheden, gør dig tilgængeligt - "kom op til mor skat, kom.." og når hun er faldet til ro, så kryber hun op på dit skød og mærker du stadig er der for hende - igen at du kan rumme det.

At kunne rumme betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det, at du kan klare alle hendes følelser uanset om hun er glad, sjov, vred, frustreret eller andet - og at du ikke tager det personligt.

Det samme gælder, når klodserne driller, så må du prøve at være til rådighed, vise hende at du gerne vil hjælpe og åbent tilbyde din hjælp "ssååå, driller klodserne, det er også irriterende, skal vi prøve at gøre det sammen..?" for på den måde både anerkende hendes lyst til at lære og forsøge selv, men også støtte hende, når du kan mærke at det er svært.

Med hensyn til sprog og udvikling, så er der stor forskel på hvordan sprogudviklingen forløber og nogle børn taler meget hurtigt, andre er meget lang tid om at bruge sproget, men taler i stedet med fagter og mimik. Nogle børn har svært ved at udtale ord, lære nye ord eller sætte ord sammen til sætninger, andre børn har et meget stort ordforråd, men har svært ved at fortælle om ting på en sammenhængende måde.

De fleste børn vil omkring 12 måneders alderen begynde at pege på genstande, som det gerne vil have fat i, genstande som det gerne vil ...

---

---

... have du ser på. Barnet kan f.eks. pege og sige "de?" eller "a de?" i betydningen 'se mor, hvad er det' og når du så svarer 'det er en bold', så vil barnet forsøge at efterligne ordet bold og sige f.eks. "bå" eller lignende.

I 14 måneders alderen vil de fleste børn begynde at kunne følge en sproglig opfordring - det kan f.eks. være at klappe i sine hænder, når du viser hende hvordan og siger "klappe". Det kan også være at kaste med en bold hvis I sidder på gulvet og kaster den mellem hinanden.

Hun vil pege på en bil og sige "se" i betydningen "se bilen". Mange børn har svært ved "s"-lyden og siger "de" i stedet for se.

Fra 16 måneders alderen begynder børn at sige "hej, eller hej hej" og her begynder børn også ofte at benævne mor og far og også bruge sit eget navn. Far udtales ofte bar og mor som maaa eller mo. Barnet begynder også at forstå et nej. De fleste børn vil i 16 måneders alderen gennemsnitligt kunne forstå ca 70 ord - udtaler dem ikke selv, men forstår hvad du siger. At det er gennemsnitligt betyder jo at nogen kan mindre og andre mere.

Omkring 18 måneder tager sproget meget mere fart og barnet begynder at tale lidt mere selv. Fra 20 måneders alderen begynder flere navneord at dukke op og barnet begynder at kunne sige lys, bil, bold og lignende små ord.

Omkring 22 måneder begynder barnet at sætte bøjningsendelser på ordene og begynder at blive mere bevidst om tider, således at det f.eks. hedder "hoppede" fordi det var igår. Og omkring 24 måneder begynder barnet at sætte små ord sammen "min bil", "de bar" (i betydningen der er far).

---

---

---

Så sproglig udvikling sker altså gradvist og det lyder som om at din datter er rigtig godt med her.

Med hensyn til ferie, så er det stadig jeres behov at komme på ferie væk fra jeres datter og ikke hendes behov ... Men det betyder naturligvis ikke, at I ikke kan gøre det.

Jeres datter vil naturligt ikke kunne forstå, hvor I er henne og vil også savne jer - og hun vil naturligt have det bedst, hvis I sikrer jer at hun bliver passet af en hun kender godt og føler sig tryg ved. Netop den hun passes af er rigtig vigtigt for hvordan hun har det og det kunne f.eks. være bedsteforældre eller lignende, som hun naturligt føler tryghed ved.

Man skelner mellem primære og sekundære tilknytningspersoner. De primære er normalt forældrene, men de sekundære er f.eks. bedsteforældre, en pædagog i institutionen, en au-pair osv. Barnet bruger sine sekundære tilknytningspersoner når den/de primære tilknytningspersoner ikke er til stede og jeres datter vil naturligt kunne bruge f.eks. sine bedsteforældre, når I ikke er hjemme et par dage. Hvis hun er godt knyttet til dem, vil det således ikke 'skade' hende at I er væk.

Hun kan dog godt reagere på at I pludselig er væk og I skal være forberedt på at hun måske virker afvisende, når I mødes igen. Man ser tit at børn her lige markerer at de faktisk ikke syntes det var i orden I forsvandt. Hun kan jo som sagt ikke med ord sige hvad hun tænker og føler og hun er stadig så lille at hun ikke kan forklares hvor I er, ligesom hun ikke kan forholde sig til "Mor og far kommer igen på søndag...". Men som sagt, betyder det ikke, at hun ikke kan have det godt, der hvor hun nu passes :)

Jeg håber du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---