Svar: Hjælp!!! Opdragelsesproblemer

---

Kære trætte mor

Tak for dit brev og din beskrivelse - jeg kan godt forstå at du er træt og at det hele hænger i en tynd tråd hos jer, det lyder som om I har brug for hjælp ...

Jeg vil meget gerne give dig lidt af mine tanker med på vejen, men jeg tænker også at I har brug for samtaler og støtte i jeres familie og jeg synes du skal kontakte kommunens PPR afdeling. Jeg kan se at der er åben anonymrådgivning med en børnepsykolog i den kommune, hvor I bor og jeg synes det er relevant at du ringer får en samtale der.

Det er også relevant at du kontakter sundhedsplejen og beder din sundhedsplejerske om at aflægge et besøg - du kan godt få et graviditetsbesøg, hvor I også drøfter hvordan I skal støtte storebror netop omkring det at blive storebror.

Og så kan jeg se at der i din bokommune også er familieterapeuter som arbejder i det de kalder 'familiegruppen'. De skriver blandt andet at de hjælper når forældre er bekymrede for deres børn, at det er de voksnes ansvar at skabe forandring, og at de ser familien som helhed og afgørende for den enkeltes trivsel ... Det lyder meget som det I kunne have brug for.

Så mit umiddelbare råd til dig er altså at du kontakter de personer i kommunen som kan hjælpe jer, være sammen med jer, se hvad der sker, hjælpe jer til at handle i situationen, møde jeres dreng osv. På den måde når I længst.

Når det er sagt, så vil jeg dog også sige at I er nødt til at tage en beslutning om hvad type forældre I vil være. Man kan lidt groft dele forældrerollen ind i 3 grupper:

De autoritære forældre: Her lægges vægt på myndighed og kontrol, der er klare forventninger til hvordan barnet skal opføre sig og hvis barnet ikke gør, som han har fået besked på, så falder der en straf.

De eftergivende forældre: Her stilles der meget få krav til barnet, han får lov til det meste og der er rigtig meget inkonsekvens. Faktisk bliver barnet ofte opmuntret til at handle impulsivt.

De myndige forældre: Her sætter man klare grænser for barnets opførsel, der lægges vægt på at forklare hvorfor det er nødvendigt med regler og man har realistiske forventninger til sit barn.

Når jeg læser dit brev, så får jeg klart indtryk af at I er "eftergivende forældre" og at I nogle gange forsøger at være autoritære forældre. Men det I skal arbejde hen mod er, at være myndige forældre.

I skal derfor sætte jer ned sammen, når der er ro til det og så sammen beslutte hvad regler der skal være i jeres hus. Hvad vil I acceptere og hvor går grænsen. I skal naturligvis opsætte regler som er realistiske i forhold til jeres dreng.

Det er også meget vigtigt at I er i stand til at rumme hans følelser og ...

---

---

... frustrationer, når han ikke får sin vilje. Det er helt naturligt at han reagerer fysisk når han mangler ord. Det er naturligt at han sparker, slår, vrider sig osv. når han bliver gal og I må her prøve at vurdere, hvad det handler om.

Hans hjerne er meget umoden og han er derfor ikke i stand til at bevare roen, nogle gange handler det simpelthen om at de to hjernehalvdele ikke kan kommunikere og i ham er alt kaos. Her er det rigtig vigtigt at I sætter jeg med ham, holder om ham, taler stille - lader jeres ro blive overført til ham.

Andre gange vil han ikke kunne klare jeres berøring og omfavnelse med det samme, men vil stadig have behov for at vide at I er der for ham. Det er okay her at lade ham ligge, sikre at han ikke kan gøre skade på sig selv eller andre og så opholde jer i nærheden. Det kan være at sidde i nærheden, måske bare røre hans fødder lidt og invitere ham over "Kom skat, kommer du ikke hen til mor, kom lille skat ..." og når han er faldet til ro, så kravler han op på dit skød og I kan tale stille og roligt om hvad der skete lige der.

Andre gange kan det være nødvendigt at gå lidt fra ham - ikke så han føler at I forlader ham, men hvor I f.eks. siger - "jeg kan mærke at du ikke rigtig kan have at jeg rør ved dig lige nu - jeg går lige ud i køkkenet lidt" så kan du invitere ham til at komme ud til dig "jeg er lige ude i køkkenet, hvis du vil tale lidt med mig" eller sige "jeg kommer igen lige om lidt, når du har fået det bedre igen ..".

---

---

---

Han skal og må naturligvis ikke spytte på jer, sparke jer eller andet og her er I nødt til at markere. Når han griner af jer, så er det ikke fordi han provokerer selvom det godt kan virke sådan, men højst sandsynligt fordi han er i tvivl om hvad ben han skal stå på - han bliver usikker, fordi I sender utydelige signaler.

Derfor er det vigtigt at gøre ting som han kan huske og det er ofte at flytte maden "jeg fjerner din tallerken fordi du spytter maden ud, man skal spise pænt!" eller "så er du færdig med at spise, man må ikke sidde og smide med maden, så er måltidet slut!" og så får han tørret sine hænder, bliver tørret om munden og kommer ned fra stolen.

I er altså nødt til at blive enige om reglerne hos jer - hvor sidder man at spiser, hvordan foregår et måltid osv. og så skal I sende meget tydelige signaler og være konsekvente. I skal være myndige - sætte klare grænser for hans opførsel og give ham små korte forklaringer (jvf. ovenstående) og så naturligvis ikke forlange noget af ham, som han ikke kan i en alder af 25 måneder ...

Og I skal have hjælp - især fordi der nu kommer en lille en mere og det bliver en stor omvæltning for jer alle!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---