Svar: Amning, smerter og mælk nok
Hej med dig
Tillykke med din lille dreng :)
Det første man skal tænke på, når det gør ondt at amme er hvordan din dreng dier ved brystet. Det er vigtigt at han har godt nok fat, altså har bryst nok inde i brystet - dier han for yderlig vil det gøre ondt og der vil naturligt komme sår og revner.
Det er meget vigtigt at du lægger mærke til om din dreng kan have for kort tungebånd. Hvis han har det, kan det påvirke amningen så han både har for svært ved at stimulere brystet godt nok og holde din mælkeproduktion ved lige, men det vil også give ham svært ved at arbejde med brystet og få mælk nok ud. Tungebåndet er det lille bånd der sidder under hans tunge. Når han rækker tungen frem, så skal spidsen af tungen være fin rund eller spids i faconen - han må ikke have en hjerteformet tungespids, så er tungebåndet for kort.
Man kan klippe tungebåndet - det gøres af en øre-næse-hals-læge og jo tidligere man kan gøre det, jo større effekt har det. Nu hvor din dreng er 5 uger gammel, så kan det hjælpe og det kan være værd at forsøge - men der er desværre ikke nogen garanti - men få det gerne vurderet, måske er det der jeres problemer ligger.
Du skal også lægge mærke til om din dreng har hvide belægninger inde i munden, det der også hedder trøske. Det er en svampeinfektion og I kan meget let smitte hinanden. Nogle gange kan man se at brystet er rød, blankt og nogle gange kan der også være hvide belægninger på brystet - men det er faktisk også sådan, at man godt kan have svamp i brystet uden at det kan ses og hvor man må behandle på symptomerne.
Svamp i brystet gør rigtig ondt - ikke kun når man ammer, men også mellem amninger og jeg taler her om en knivskarp smerte som jager gennem brystet. Er der tale om svamp skal både mor og barn behandles også selvom det måske kun er den ene der har symptomer.
Der er ingen tvivl om at svamp på brystet og hos barnet spiller ind på amning, nedløbsrefleks og mælkedannelse. For det første svier det i munden og det kan gøre ondt på barnet at sutte og synke, hvorfor barnet ikke dier helt så effektivt som man ønsker. Samtidig vil en svampeinfektion også ofte påvirke dit bryst, det er som sagt smertefuldt, du vil spænde mere i kroppen og mælken vil have sværere ved at løbe.
Svamp skal behandles medicinsk med en gel som du smører både på brystet og i barnets mund - det er på recept og fås via egen læge.
Derudover er der følgende gode råd af følge:
- Vask dine brystvorter med danskvand før og efter hver amning. Danskvand har en sur pH som hæmmer svampevækst. Du kan med fordel også bruge lidt danskvand i din søns mund, tag snippen af en stofble omkring din finger, dyp den i danskvand og drej den rundt på hans tunge, kinder og gummer, hvor svampen sidder.
- Lad brysterne få lidt luft og det er meget vigtigt at du bruger en BH af bomuld og ikke kunststof. Kunststof skaber et klima som svampen trives godt i og det gør bomuld ikke.
- BH, sengetøj og lignende vaskes ved mindst 60 grader
- Vær meget omhyggeligt med hygiejnen og håndvask både ved bleskift, toiletbesøg osv.
- Brug ammeindlæg, gerne engangs, som kan skiftes ud og kasseres mellem hver amning, så brystet hele tiden holdes rent og tørt.
- Undgå søde madvarer og drikke, da svampe lever af sukker. Forsøg også at undgå hvidt brød og spis gerne syrnede mælkeprodukter som A38 eller tykmælk. De indeholder acidophilus kulturer, der gode til at genoprette en naturlig bakterieflora.
- Hvis din dreng bruger sut, suttebrik, flaske, du bruger brystpumpe eller lignende hjælpemidler så er det vigtigt at alle ting koges. Det er ikke nok at skolde det - faktisk siger man at det skal koges i 10 minutter for at man kan være sikker på at svampevæksten er helt væk.
Med hensyn til mælkemængde, så er det altid svært at vide hvor meget mælk man egentlig producerer. Man har kun en fornemmelse at gå ud fra og så naturligvis at ...
... se på barnet, hvordan han spiser, trives osv.
Tegn på at amningen fungerer er:
Det er vigtigt at du kan mærke at du har mælk. Brysterne skal føles tunge og når din dreng har spist hos dig, skal de virke mere bløde og eftergivelige. Det er helt normalt at kunne mærke at mælkemængden er størst først på dagen og mindre om aftenen.
Når din dreng spiser hos dig, kan du høre og se at han spiser med en god rytme. I begyndelsen spiser han hurtigt, men stille og roligt mere rytmisk og du kan høre at han synker mælken. Du kan også se mælk i mundvigene på ham, både når han spiser og når han slipper. Han virker mæt, glad og tilfreds når han slipper og ofte vil han i forbindelse med amning falde veltilpas i søvn.
Han vil melde sig selv til måltiderne og du lægger ham til brystet, når han har lyst. En gang imellem dier han kortvarigt og tager kun toppen for at slukke sin tørst, men de fleste gange vil han die i længere tid, hvor du fornemmer at han spiser et egentligt måltid. Du skal regne med at amme mindst 6 gange i døgnet (hovedmåltider), gerne mere, hvis han viser behov for det.
Du kan også se at hans mave fungerer godt. Afføringen er grødet, gul og kommer hyppigt. Du har måske læst at der kan gå flere dage mellem afføringerne hos børn der ammes, men det er ikke endnu. Hvis mælken kommer godt igennem systemet vil han have afføring hyppigt, ofte dagligt eller flere gange dagligt med den alder han har. Han må ikke have svært ved at komme af med afføringen. Han tisser mindst 6 gange i døgnet (svarende til det du ammer) og urinen er klar. Tit tisser han måske lige når han får bleen af ...
Og så er det naturligvis vigtigt at han tager godt på og tommelfingerreglen lyder at din dreng i starten skal tage ca. 200g på om ugen, meget gerne mere.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Derudover skal din dreng virke glad, rolig og tilfreds. Han spiser og sover og når han er vågen, så har han overskud til at pludre og være i kontakt med dig. Han kan endnu ikke være vågen i mere end et par timer af gangen, så skal han have mad og sove igen. Men når han er vågen, så er han aktiv og interesseret i omgivelserne og især i dit ansigt og din stemme.
Det er en rigtig god idé at du her i starten forsøger at amme fra begge bryster imellem hver lur. Det betyder ikke at din dreng skal die 10 minutter på hver side, ligesom da han blev født - nu er det vigtigt at han spise længe og effektivt på en side af gangen.
MEN, det er en god idé at du arbejder på en rytme, hvor han får et bryst, når han vågner af en lur, spiser godt og effektiv der og bagefter så bøvser han, du pludrer lidt med ham osv. og så skal han skiftes. Inden han så puttes til lur, så lægger du ham til modsatte bryst, hvor han dier det han har behov for - ofte tager han kun toppen.
Næste gang han vågner af lur, så starter du med at lægge ham til der hvor han sluttede sidst ,sørger for at han får spist godt og effektiv på den side, bøvser, pludrer, skifter ham og tilbyder så modsatte side.
Ved at amme på denne måde, så får du for det første stimuleret til ekstra mælk, men du får også fyldt ham ekstra godt op dagen igennem, så han måske begynder at kunne sove lidt længere lure (= aflastning for dine bryster) og dermed mere ro omkring amning og vurdering af hvad der er reelt behov for mælk og behov for at sutte :)
Når han har fået brystet anden gang og skal puttes, så må du gerne give ham en sut og evt. en sutteklud, hvorefter han så svøbes og puttes i sin lift :)
Det anbefales ikke at du drikker hvidtøl mere, netop på grund af alkoholen - så det er ikke nogen god idé. Du kan i stedet overveje at drikke ammete - det er en te sammensat med specielle urter som skulle fremme mælkedannelsen. MEN, det er dog ikke dokumenteret at det har effekt og nogle børn får faktisk mavekneb af det ...
Jeg håber at du kan bruge ovenstående videre, fortsat held og lykke med ham - håber at I har det godt alle fire :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
7. maj 2024 | Amning | 15 mdr.
Sut/amme - sove uden bryst om natten
Hej Helen Vi har længe haft udfordringer med vores datters søvn. Hun har...
Viden om børn:
Rødbede
Fra 6 mdr´s alderen kan du godt begynde at give dit barn rødbede, hvilket mange børn elsker og de kan give mosen en meget flot farve. Rødbeder kan også bages i ovnen sammen med andre rodfrugter.
Du skal dog være opmærksom på at rødbeder indeholder nitrat og derfor kun bør udgøre 1/10 af den portion mos, som barnet spiser. Alternativt bør de kun gives med ca 14 dages mellemrum.
Ører - øreproblemer hos baby og børn
Siden 2005 får alle nyfødte i Danmark tilbudt en screening for hørenedsættelse få dage efter fødslen. Hvis det viser sig, at barnet har en medfødt hørenedsættelse, er det vigtigt, at man får startet behandling så tidligt som muligt.
Mange børn vil have nedsat hørelse i en periode f.eks. på grund af mellemørebetændelse eller væske i mellemøret. Et barn, som gennem længere tid har nedsat hørelse, vil ikke reagere på lyde og vil have langsom eller manglende sprogudvikling. Hvis...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.