Svar: Hører ikke efter hvad vi siger

---

Kære KB

Det er svært at være mor til en 2 årig, men det er også rigtig svært at være 2 år :)

Han har en alder, hvor han en gang imellem bliver frustreret og det skal der være plads til. Når man gerne vil noget og enten ikke magter det eller andre fortæller, at man skal gøre tingene anderledes, så kommer frustrationen. Adrenalinen kører rundt i kroppen. Hvis man ikke lyttes til, eller bliver bedt meget bestemt om at gøre tingene som de voksne vil - så pustes der til ilden og frustrationen bliver endnu værre. Hvorimod lyttes man til og føler man at der er nogen som forstår en, så får man luft og får slappet lidt af.

Nogle gange beder vi vores børn om at gøre noget, som vi voksne finder helt rimeligt. Det kan være at vaske hænder før vi spiser, selv tage sko på, så man kan komme ud af døren, samle det legetøj op, som ligger spredt rundt i stuen, sidde på numsen på stolen ved bordet osv. osv.

Men nogle gange har barnet altså en anden opfattelse eller ønsker noget andet. Når jeres dreng protesterer over at skulle rydde op, så er det jo tegn på selvstændighed og at han er igang med at udvikle uafhængighed. Han har et ønske om selv at bestemme, hvad han vil og hvornår han vil det. Det er sådan set et rigtig godt tegn og tegn på at jeres dreng udvikler sig sundt. Men problemet opstår fordi I ønsker, at han var "mere fornuftig" og ikke gjorde vrøvl, men bare gjorde som I bad ham om. Har jeg ret?

At få det vi ønsker og det vores børn ønsker til at gå op i en højere enhed sætter forældres tålmodighed og evner på en hård prøve. Og måden at gøre det på er forskellig, fra familie til familie. Nogen opdrager med disciplin, andre straffer, atter andre stiller belønning i udsigt og så er der jo også mulighed for at skabe en dialog, så man ved at lytte til hinanden og tale sammen, når til enighed og fælles ønske, eller et fælles kompromis.

Når man er 2 år gammel, så bliver der ofte stillet mange krav til en, mange krav, som man stadig er for lille til at honorere og måske beder I ham om for meget? I hvert fald er det en rigtig god idé, at forsøge at guide ham og indgå i en dialog - hvor det ikke er et spørgsmål om at sige "du skal" men et spørgsmål om at "vi hjælpes".

Når der skal ryddes op, så sæt jer sammen med ham og vis ham hvordan - "Kom, vi skal lige have alle bilerne op i kassen, kom og hjælp mor med det". I skal tænke over at I fungerer som rollemodeller og hvis I gerne vil have ham til at hjælpe til, så lærer han det ved at I netop guider og viser hvordan man hjælper hinanden. Fuldstændig ligesom han lærer at være modsat og gøre det I ikke vil, hvis I råber af ham, skælder ud osv. Hvis I råber af ham, så lærer han også at råbe af jer, hvis I ikke lytter til ham, så lærer han ikke at lytte til jer osv. I bliver derfor nødt til at ...

---

---

... medtænke, hvordan I selv reagerer og viser ham vejen.

Når tingene ikke kan være som han ønsker, så bekræfte ham i at det er okay at han bliver sur. Lad være med at spørge, hvad han er sur over, men forsøg at sætte dig ind i hans situation og bekræft at du forstår det overfor ham. "Det er også dumt at vi skal rydde op lige nu, det er så dejligt at kunne lege" så han hører at du forstår det, at han faktiske ikke synes det er sjovt. Giv ham også forklaringer "vi skal spise nu, derfor skal du sidde ved bordet, vi sidder alle sammen ved bordet, når vi spiser" - så han hører at her er visser regler, de gælder ikke kun for ham, men for jer alle sammen. Sådan er det hos jer.

Og så bliver han naturligvis nogle gange rigtig sur, gal og frustreret og det er okay. Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald og det er vigtigt at I forsøger at finde ud af, hvad der sker, når han bliver gal. Er det rent hysteri så er det fint at lade ham være, ignorere ham. Men i den alder er det ofte reel fortvivlelse og når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, at han skal rydde op, når han hellere ville lege eller simpelthen ikke kan overskue alt legetøjet selv osv.

Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget. Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

---

---

---

At blive vred på ham, ignorere ham, kalde ham hysterisk eller hvad I nu kunne finde på vil måske nok få ham til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham.

Hvis I går fra ham, så går han grædende efter jer, "gå ikke fra mig mor", og det gør han netop fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

I skal prøve ikke at se det som en magtkamp - hvem der vinder og hvem der ikke vinder. Det er jo fuldstændig ulige og det er meget vigtigt at jeres dreng bliver mødt med anerkendelse og forståelse. Jo mere han mærker at I forstår ham eller i hvert fald kan rumme ham og de følelser han har, jo mere vil han slappe af.

Jeg håber at I hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke med ham :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---