Svar: Opdragelse og seperationsangst?

---

Kære mor

Der er ingen tvivl om at alderen 1-3 år stiller store udfordringer og det er en tid, hvor der i løbet af en dag kan opstå mange konflikter. Når man putter sit barn om aftenen, så føles det nogle gange som om at man ikke har lavet andet end at sige nej og sætte grænser hele dagen ... :(

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og her har I forældre stor betydning. Det er normalt at børn i jeres datters alder har følelser der kører på højtryk og det er alt lige fra sprudlende glæde og storcharmeri til aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse og netop fortvivlelse hører især alderen til.

Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv. Det kan meget ofte være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at I giver hende et æble, når hun hellere ville have haft en banan, det er rigtigt irriterende at hun skal have sko på, når hun nu hellere vil gå i strømpesokker ...

Når børn som jeres datter får anfald af fortvivlelse så har hun brug for at I sidder med hende, holde om hende og sætter ord på det der sker, så hun hører at I forstår det og godt kan rumme det. At kunne rumme det betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ikke forsøger at ændre på det og at I ikke tager det personligt.

Hun får disse anfald fordi hendes hjerne stadig er meget umoden, hun mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, der skal få hende til at bevare roen og tælle til ti. Når hun får disse anfald, smider sig på gulvet, sparker, græder, vrider sig osv. så er hele hendes indre i kaos, hendes krop er fyldt med stresshormoner og de nedsættes netop ved at I lytter og rummer det.

I sådanne situationer har hun derfor brug for at du taler stille og roligt til hende, viser hende at du godt kan bevare roen selvom hun ikke kan, at du er der for hende og at det er okay. Du kan sætte ord på "sååå bliver du bare så ked af det, sååå skat" så hun hører at du forstår det.

Disse anfald af frustration opstår jo ofte når barnet har fået en nej, frustrationen kommer når I har en konflikt. Det skal naturligvis ikke afholde dig fra at sige nej, men det er vigtigt at du overvejer hvornår du siger nej og om det er muligt at finde en alternativ.

Det er meget vigtigt at lytte til jeres datter. Når hun beder om noget, så er det vigtigt at I viser hende at I har hørt og forstået hvad hun vil. Også selvom det ikke kan lade sig gøre.

Det er derfor rigtig vigtigt at I sætter ord på, så hun kan høre at I forstår det: "Du vil bare så gerne have en is, men vi skal spise lidt om lidt, så du kan få et stykke agurk". På den måde viser du, at du ved hvad hun vil, samtidig med at du tilbyder et alternativ.

Nogle gange siger vi nej, fordi vi er trætte og egentlig ikke orker at gå ind på barnets præmisser. Det er også okay en gang ...

---

---

... imellem, men prøv generelt at se det fra hendes side og tænk 'hvad sker der egentlig ved at gøre som hun gerne vil lige nu' - for hvis børn oplever at få ja en gang imellem, så har de naturligvis også lettere ved at acceptere et nej andre gange.

Og så er der naturligvis også situationer, hvor vi bare må skære igennem og fortælle at det her går ikke, her er nogle regler som skal følges. Det er jo det opdragelse handler om. Og her tænker jeg f.eks. på regler ved middagsbordet. Det er ikke okay at smide med maden, hvis man er sulten så spiser man, hvis man ikke er mere sulten, så er man færdig med at spise.

Børn i jeres datters alder husker bedst, hvis der følger en handling med. Det vil sige at når hun ved bordet begynder at lege med maden, smide den på gulvet, vender sin tallerken osv. så har to muligheder:

1. Flytte hendes tallerken, slut, nu er hun færdig med at spise
2. Flytte hende, slut, hun får tørret sine fingre og kan kravle ned og lege.

Hun skal naturligvis lige advares først, I skal gøre som I gør, fortælle hende at hun skal spise maden, ikke smide med den, sige nej - puh ha osv. som I gør, så hun ved at det her er forkert. Hvis hun så gør det igen, så er måltidet slut - på den ene eller den anden måde.

Hvis I vælger at fjerne tallerkenen, så protesterer hun måske højlydt, så giver I hende tallerkenen igen, fortæller hende at hun ikke må smide med maden og gør hun det så igen, så får hun ikke flere chancer lige der - så er måltidet slut. Og så må I rumme den frustration der kommer.

---

---

---

Hvis I vælger at fjerne hende og markere at nu er hun færdig med at spise, hun er vist ikke mere sulten, så går hun sikkert igang med at lege. Hvis hun så kommer igen efter 15 minutter og vil have mad, så er det okay, men så beder I hende om at kravle op på sin stol, sætte sig ved bordet og spise maden pænt - for det er sådan reglen er. Det er altså vigtigt at I her ikke begynder at give hende mad i hånden, som hun så kan spise imens hun leger.

Det er naturligvis også tilladt at sige AV eller NEJ! og hæve stemmen nogle gange, når hun slår jer eller andet. Hun skal jo et eller andet sted også fornemme tydeligt, hvad det gør ved jer og forstå at det her var galt. og det gør jo ondt, så rent spontant kommer man jo meget let til at råbe AV for p.... og det er naturligvis okay. Det lærer hun jo også noget af.

Med hensyn til separationsangst, så handler dette sandsynligvis om hendes alder og begyndende farefornemmelse. Det ses ofte hos børn omkring 1½ års alderen og handler om at de der begynder at opleve verden som lidt mere farlig. For det første er de motorisk rigtig godt igang, hun kravler op, finder ud af at der pludselig er langt ned og at hun ikke selv kan komme ned. Hun løber, falder, slår sig osv. Hun oplever også mere modstand end tidligere - netop fordi I siger nej, sætter flere grænser osv.

Alt dette gør at børn i denne alder naturligt på den ene side vil vende sig ud mod verden, separere sig mere - og for at kunne dette naturligt vil have behov for ekstra tryghed og viden om at den sikre base stadig er der.

Der er absolut intet i vejen for at mormor skal passe lillepigen her i weekenden og jeg håber at I får det hyggeligt alle sammen :)

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---