Brev:

Normal udvikling?

Kære Helen!

Tak for dit svar ang. søvn. Nu til et andet og lidt mere alvorligt problem. Jeg har i flere måneder været nervøs for, om min søn udvikler sig normalt. Han er næsten 14 måneder.

Nogle dage er jeg virkeligt bekymret og kan ikke lade være med at tænke, om han har autistiske træk. Andre dage tænker jeg, at der ikke er noget at være bekymret for. Jeg har tidligere luftet min bekymring ang. manglende tilknytning for dig. Jeg vil prøve at beskrive min bekymring for dig. Det bliver nok langt ….

Det bekymrer mig rigtigt meget, at vi aldrig har haft fornemmelsen af at kunne trøste ham. Som lille skreg han jo rigtigt meget (sandsynligvis pga. ondt i maven) og var helt utrøstelig. Det forsvandt heldigvis, men vi har aldrig haft følelsen af at kunne trøste ham rigtigt. Det har, som tidligere nævnt, altid virket helt klaustrofobisk for ham, når man har haft ham liggende i sin favn eller forsøgt at give knus og kram eller trøste (Også skråstol, autostol, slynge osv. Har altid virket på samme måde).

Hvis han bliver rigtigt ked af det, og vi tager ham op, skubber han sig typisk ud fra os med armene, og prøver nærmest at komme væk. Han falder aldrig (og har aldrig gjort det) til ro i vores favn, hvis vi prøver at trøste. Han har f.eks. ikke siden han var få uger gammel, kunnet falde i søvn i vores favn. Det er ikke fordi, han ikke har kunnet lide at blive rørt ved. Han elsker ”pandeben, øjesten, næsetip…”, at blive kildet, at blive ”pruttet” eller kysset på kinderne og maven og har heller aldrig haft noget imod at blive holdt i hånden eller aet på kinden eller i håret. Han vil bare ikke putte sig eller lægge sig ind til os.

Hvis han f.eks. går klynkende rundt, og jeg rækker armene frem mod ham og opfordrer ham til at komme hen, så går han tit den anden vej og virker derfor ikke til at føle trøst ved at gå hen til mig. Vågner han grædende om natten eller græder, når han skal sove, hjælper det aldrig at tage ham op til os. Når han er pylret, vil han dog tit gerne være på vores arm, så noget trøst må han jo trods alt finde.

Han er dog på det sidste begyndt gerne at ville sidde på vores skød og se Teletubbies eller læse bog, hvis vi tager ham op. Når han sidder hos mig, har han heller ikke noget imod, at jeg sidder og læner min kind mod hans hoved. Hvis vi lægger ham lidt ind mod os, bliver han nogle gange siddende sådan lidt tid, inden han rejser sig op til alm. siddende. Men han lægger sig stort set aldrig selv ind mod os. Bortset fra når han er syg. Tidligere gad han slet ikke sidde på skød.

Han er også begyndt at ville kysse og kysses på munden…. Det er især når jeg siger remser eller sjove ord, så jeg ved ikke, om det er kærtegn, eller om det er fordi, at min mund er ”sjov”. En gang imellem kommer han hen og maser sit ansigt ind mod en. Det ser jeg som et kærtegn.

Derudover synes jeg, at han er lidt speciel i forhold til kontakt: Han har tidligere været totalt ukritisk overfor fremmede. Da han startede i vuggestue blev han ikke ked af det, når vi gik. Jeg oplevede dog, at han blev ekstremt glad og rakte armene frem mod mig de første gange, jeg skulle hente ham.

Efter nogle uger fik han en periode på et par uger, hvor han græd, når han blev afleveret om morgenen og klamrede sig til os og vendte sig væk fra pædagogerne, når de ville tage ham. I den forbindelse begyndte han at blive kritisk overfor fremmede. Begge dele er dog gået over igen. Når vi henter ham nu, bliver han nogle gange glad og rækker armene frem. Andre gange virker han lige glad og kigger knapt på os. Når vi er hjemme og hører far komme hjem, gejler jeg ham lidt op og spørger f.eks. ”er det far, der kommer?”. Så går han glad hen mod døren og vil som regel gerne sige hej til far og op til ham. Når jeg kommer hjem, vil han ikke altid op og sige hej.
Han kan finde på at protestere, hvis jeg tager ham op, eller han virker ofte ligeglad.

Når hans bedsteforældre henter ham i institution (1-2 gange i ugen), og de er hjemme hos os, når jeg kommer hjem fra arbejde, så er han simpelthen begyndt at græde utrøsteligt, så snart jeg nærmer mig og klamrer sig til sin bedsteforælder. Indtil de tager hjem igen, vil han helst ikke være hos mig og kan blive enormt ked af det, hvis jeg tager ham. Han græder f.eks. utrøsteligt, når de går på toilettet. Han har aldrig klamret sig til os på den måde, når der kom fremmede. Det er rigtigt ubehageligt, synes jeg, og jeg synes, at det virker underligt. Jeg respekterer det selvfølgeligt og nærmer mig kun stille og roligt.

Det underlige er, at han ikke reagerer sådan, når han er sammen med sine bedsteforældre, og hans far kommer hjem… Så er der tilsyneladende ingen problemer. Omvendt rækker vores søn som regel ud efter mig, hvis han f.eks. har slået sig og hans far tager ham op. Så vil han ofte hellere over til mig. Så jeg synes, at det er noget underligt noget. Jeg ved godt, at han selvfølgelig synes, at det er spændende med bedsteforældrene og mere kedeligt at være hos mig. Men ligefrem at blive så ulykkelig….

Når jeg er alene med vores søn, så hygger vi os ...

... rigtigt meget. Også når hans far er der. Der går som regel først kage i det, når bedsteforældrene er her.

Han har altid været en åben dreng og har elsket at komme i kontakt med andre mennesker og er selv opsøgende. Han tager selv initiativ til Borte-tit lege (gemmer sig feks. bag et bord og kigger forventningsfuldt op over bordkanten). Han elsker også ”fangelege”, hvor vi kravler hurtigt efter ham. Så hviner han af fryd. Han virker også meget interesseret i andre børn. Han er ofte glad og en rigtig grinebider – krydret med et iltert temperament. Som nævnt har han også tendens til hurtigt at blive pylret og ked af det. Han har aldrig ligesom været i sin ”egen Verden”. Han vil uden tvivl gerne kontakt.

I forhold til det sproglige er jeg lidt i tvivl, om han udvikler sig normalt. Han siger endnu ikke med sikkerhed ord. Han siger dog konsekvent ”mæ”, når han ser os hælde mælk/vand i en kop, og han gerne vil have det. Han kan også sige ”mæ” i andre sammenhænge men altid, når det drejer sig om at drikke. Derudover siger han ”bøh”, når han titter frem, når vi leger ”borte-tit”. Han elsker det, hvis vi gentager et ord mange gange.

Hvis vi siger ”far” nogle gange, kan han godt sige ”bar” og virker glad og stolt bagefter, når han ser vores respons. Har indtryk af, at han forstår nogle ting. I hvert fald sko, sut, far, bil, mælk, Teletubbies og bog. Han har siden ca 11 måneders alderen vinket, klappet kage og vist, hvor stor han er på opfordring. Siger man ”Lille Peter edderkop” sætter han fingrene sammen, som vi gør, når vi synger sangen. Engang imellem er det som om, at han ”fortæller” os noget i længere sætninger med en masse vokallyde uden mening. Han har væske i begge ører, som jo nok kan spille ind.

Den sidste måneds tid har han peget med hele hånden (ikke med pegefingeren.) på alt muligt. Især stikkontakter og lamper, som er han store interesse. Og feks. på biler, når vi går tur. Han er som noget nyt begyndt at være interesseret i at kigge i bøger, og jeg bilder mig ind, at han af og til sidder og ”snakker”, når han kigger i dem. Kigger vi i dem sammen, kan han godt lide, at jeg peger på tingene og nævner deres navn. Nogle gange peger han selv på tingene med hånden.

Han kopierer os rigtigt meget, både i forhold til lyde og bevægelser. Derudover elsker han at få os til at gøre bestemte ting. Har vi f.eks. først en gang truttet i et tomt køkkenrullerør, bliver han ved med at tage røret hen til vores mund, så vi kan gøre det igen. For tiden rækker han grinende tunge og venter på, at vi gør det samme. Giver man ham hans hjemmesko i hånden, sætter han dem oven på sine fødder. Han elsker at stå foran et spejl og skiftevis kigge på mig i spejlet og ”i virkeligheden”. Som om han synes, at det er sjovt, at jeg er begge steder. Han kyssede tidligere meget sit eget spejlbillede.

Jeg ved, at det er normalt med fascination af bestemte ting, men vores søn er nærmest besat af stikkontakter og lamper. Han peger konstant på begge dele og prøver hele tiden at komme hen til stikkontakter og tænder/slukker konstant eller leger med lamper, han kan nå. Hver gang man går forbi en stikkontakt eller lampe med ham på armen, kaster han sig over mod den og bliver ked af det, når man går videre. Så snart han vågner om morgenen, peger han på en bordlampe og kravler over til den og tænder/slukker, indtil jeg fjerner ham. Det virker som en helt besættelse, og vi er begyndt at prøve at aflede ham. Han bliver meget vred, hvis man fjerner ham. Det virker dog ikke rituelt, og han kan godt afledes.

Han leger også med andre ting. Elsker rasler, hamrebræt, puttekasser, legetøj med lyd og vil rigtigt gerne være med til at stable og bygge tårn. Derudover elsker han at åbne/lukke skabe/skuffer, tage låget af og på ting og tage ting ud og ind af æsker. Men aller bedst er ting, der kan drejes på eller trykkes på. F.eks. DVD afspiller, komfur osv. Han elsker også, når vi synger. Især med fagter til. Han holder meget af bamser og maser dem tit imod sit ansigt. Han leger ikke decideret give-tage lege. Han vil ikke altid slippe, hvis vi prøver at tage en ting, han rækker over mod os. Men han har i flere måneder villet putte sin sut i vores mund, fodret os med sin mad osv. Han kan godt koncentrere sig om en leg i længere tid.

Og så har han stadig ALDRIG vist, at han er mæt. Han giver tydeligt signal, når han er sulten og tørstig og kan være selektiv i forhold til maden, men han føler aldrig mæthed. De oplever det samme i vuggestuen. Og så har han et meget iltert temperament. Tandbørstning føles f.eks. som et rent overgreb.

Jeg er ikke bekymret for hans motorik. Han går selv rundt og er god til at holde balancen og kan sætte sig og rejse sig.
I institutionen beskriver de ham som en "rigtig vuggestuedreng”, der ofte er glad og leger godt – krydret med et iltert temperament. Jeg har dog ikke delt min bekymring med dem.

Det blev et langt brev – håber du kan hitte hoved og hale i det. Kan det jeg beskriver være normalt? Er spændt på at høre dine tanker.

Med venlig hilsen
En bekymret mor til en dejlig dreng.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.

Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?

Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...

Læs hele brevet og Helens svar

6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far

Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...

Læs hele brevet og Helens svar

7. september 2024 | Amning | 11 mdr.

Søvn og ammestop - 11 mdr.

Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

16. august 2024 | Opdragelse | 16 mdr.

16 måneder - tryghedssøgende

Kære Helen Tak for din brevkasse og tidligere svar:) Vores søn er nu...

Læs hele brevet og Helens svar

12. juni 2024 | Sygdom | 11 mdr.

Klør næse non-stop. Symptomer på nye tænder?

Hej Helen. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind! Min søn på knap 11...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: