Svar: Han bliver meget sur og ked

---

Kære Maibrit

Jo det vil jeg gerne :)

Jeres dreng er lige nu i det man kalder for selvstændighedsalderen, det er især 1-3 år man betegner som dette, det man tidligere kaldte for trodsalder.

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, de er så skønne de unger - men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal.

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald - i modsætning til det der hedder kontrollerende anfald, som man kan se hos ældre børn. Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Det har han brug for at I forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

At blive vred på ham, kalde ham hysterisk, sende ham på værelset eller i seng og hvad forældre nu kan finde på får ham måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Hvis I afviser ham og forsøger at gå fra ham, så vil han ganske givet gå grædende efter jer, "gå ikke fra mig mor", fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

Men der også et opdragelsesmæssigt aspekt inde over og det kan være rigtig svært at sætte grænser og svært at holde fast i sit nej, når man ser hvor ulykkelig, frustreret og gal ens barn bliver. Derfor skal man naturligvis altid overveje, hvorfor man siger nej. Nogle gange er det måske fordi man som voksen selv er træt og derfor ikke orker det barnet gerne vil og en dag kan sagtens blive fyldt med "Nej", "Nej", "Nej" og det er træls for alle og hvor det måske ikke er nødvendigt.

Nogle gange kan det være godt at komme med et alternativ. Især når det er ting, som du på forhånd ved ...

---

---

... vil udløse raseri. Det kan være hvis han f.eks. er på vej hen mod skabet, hvor kagerne ligger og du ved at I skal spise lige om lidt. Du ved også at hvis du flytter ham så bliver han rasende og ulykkelig for han vil have den kiks. I en sådan situation, kan man sætte ord på, sige "Du kan ikke få en is lige nu, men du kan få et stykke agurk" og på den måde være heldig at aflede lidt og indgå kompromis.

Ved at sætte ord på, viser man ham at han er forstået. I ved godt hvad han vil, I har hørt det og forstår det. Men I holder stadig fast i jeres nej og tilbyder så et sundere alternativ.

Andre gange så er det bare nødt til at være som du vil, f.eks. at han skal spændes fast i sin autostol eller at han skal holde i hånd, når I går over vejen. Det er man som voksen nødt til at holde fast i også selvom det giver dyb frustration hos jeres dreng. Den frustration skal man så prøve at rumme.

---

---

---

At kunne rumme hans følelser betyder at man kan holde ud at han har det som han har det, uden at ville ændre det og uden at tage det personligt. Han må gerne blive ked af det, gal, frustreret, sur, hidsig osv. ligesåvel som han må blive glad, have det sjovt, være i drillehumør, være charmerende osv. Han har brug for at I kan rumme hans følelser og at I tager det stille og roligt og viser ham at det er okay, at han har det som han har det. Jo mere ro I selv viser i situationen, jo mere I sætter ord på den frustration og de følelser han har, jo mere slapper han af. Og det er vigtigt at han lærer at tackle sin frustration - det er jo en del af livets læring. Vi skal jo alle lære på et tidspunkt at det ikke nytter noget at skrige for at få sin vilje.

Når man bliver nødt til at tage over og være den der bestemmer og evt. holder fast i barnet, så er det vigtigt at man fortæller barnet at man godt forstår frustrationen og at det er svært. Det er vigtigt at barnet også i denne situation føler sig okay og føler at du forstår det. Man viser barnet det ved at sætte ord på "Jeg kan godt forstå du bliver sur, det er også rigtig dumt med den jakke, sååå, nu skynder vi os og så er det overstået lige om lidt" ... På den måde vil han stadig føle sig forstået og anerkendt, men du holder stadig fast i at tøjet skal altså på.

Det er ligesom hvis du går ind til din arbejdsgiver for at sige at du er utilfreds med noget. Der er meget stor forskel på om du bliver mødt med "hold dog op med at være så hysterisk" eller med et "det kan jeg godt forstå". Det betyder ikke at din arbejdsgiver gør som du har bedt om, men det er vigtigt at du føler dig lyttet til og at du har en opfattelse af at din mening også tæller. Så får du det meget bedre og sådan er det også med børn.

Håber dette kan bruges lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---