Svar: Raserianfald

---

Kære frustrerede mor

Jeg er fuldstændig sikker på at din lille dreng på 3 har det mindst ligeså forfærdeligt som dig, hvis ikke værre og du er nødt til at ændre på situationen.

Hvorfor vil du partout være den der putter, når det ender med magtkamp og din dreng "græder og kalder på far, kalder på hjælp, siger at du gør ham bange"? Det forstår jeg simpelthen ikke.

Du skriver at du ikke vil have han skal vinde ... hvorfor må han ikke det? Hvad går der fra dig, fordi han får sin vilje? Det er en meget ulig kamp, du er jo stor og voksen, han er en lille dreng på kun 3 år.

Du skriver at du har en "klam smag i munden, fordi du føler dig sat til vægs af en 3 årig som dikterer hvornår mor må, og far skal". Børn har brug for at blive lyttet til, anerkendt og mødt omsorgsfuldt og positivt og børn der oplever at få ja en gang imellem, vil naturligt også bedre kunne acceptere et nej andre gange.

Du skriver også "I aftes stak han mig så en på hovedet med knyttet hånd, fordi jeg prøvede at dysse ham ned, ved at fastholde ham, men det eskalerede helt vildt, han kastede næsten op og kunne ikke få vejret at raseri" ... Jeg bliver nødt til at sige til dig, at det ikke er din dreng det er galt med, han reagerer fysisk fordi du med vold og magt gennemtrumfer din vilje ...

Din dreng får anfald af fortvivlelse og han er ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, far skal putte, lillebror er irriterende osv. Det er ofte ting der i dine øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Det har han brug for at du forstår, han har brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at du forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at du sidder og giver lillebror mad, når han nu gerne ville bruge dig til noget andet.

At blive vred på ham, kalde ham hysterisk, sende ham på værelset eller i seng eller med vold og magt trumfe det igennem, som I ønsker, får ham måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt.

Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at du sidder med ham, ...

---

---

... holder om ham og beroliger ham. Hvis du afviser ham og forsøger at gå fra ham, så vil han ganske givet gå grædende efter jer, "gå ikke fra mig mor", fordi han har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. At gå fra ham i sådanne situationer eller ignorere ham er derfor ikke hensigtsmæssigt - der har han brug for trøst, hjælp til at få samling på sig selv.

Når han siger "dumme mor!" så er det nogle gange fordi du rent faktisk ikke opfører dig særlig pænt. Andre gange er det fordi han mangler andre ord, at han ikke kan sige "det er bare så uretfærdigt at ..." eller lignende, men det han kan udtrykke er "dumme mor!" Det er her rigtig vigtigt at du prøver at finde ud af, hvad han rent faktisk siger.

Hvis han siger det for at teste dig og prøve grænser, så skal du naturligvis sige til ham at det sprog vil du ikke høre, hos jer er ingen dumme. Men hvis han siger det, fordi han føler sig uretfærdigt behandlet, så skal du ikke skælde ham ud, men møde ham og lytte til hvad han rent faktisk siger. "Jeg kan godt forstå du synes det er irriterende, at jeg sidder og ammer lillebror" så han hører at du forstår ham.

Du skriver at du ikke aner, hvad det rigtige er og for mig at se så er det rigtige at lytte og anerkende din dreng for at kunne udtrykke sit behov.

---

---

---

Jeg giver ofte forældre det råd at sammenligne det med en situation, hvor der på arbejdet er et problem. Prøv at forestille dig, at du var utilfreds med noget og gik ind til din chef for at sige at du var utilfreds. Hvordan ville du have det, hvis han sagde "hold dog op med at være så hysterisk" eller "gå hen og sæt dig til du kan opføre dig ordentligt!

- Og hvordan ville du have det, hvis du blev mødt med "Lad mig høre hvad du har på hjertet" og "det kan jeg godt forstå".

Det betyder ikke at din arbejdsgiver gør som du har bedt om, men det er vigtigt at du føler dig lyttet til og at du har en opfattelse af at din mening også tæller. Så får du det meget bedre og sådan er det også med børn. Lige nu er det kun hvad mor (og far) siger og gør, der har ret, men jeres dreng har også en mening og er sin egen lille person og det er utrolig vigtigt at du begynder at lytte mere til ham og til hvad han vil eller ikke vil :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---