Svar: Trods... Selvstændighedsfase!

---

Kære tvivlende mor

Tak for dit brev og lad mig starte med at sige, at jeg synes det lyder som om at du gør det rigtig godt! Og ja - man må gerne skrive til mig, selvom børnene bliver ældre, som sundhedsplejerske varetager jeg jo børn til de går ud af skolen ... man møder os ikke så tit i vuggestue og børnehavealderen, men når skoletiden begynder, ja så er vi der igen ... Når din datter på et tidspunkt skal have pubertetsundervisning og lære noget om menstruation og følelser, så er det sandsynligvis skolesundhedsplejersken der er på banen her :)

Nå, men der er vi jo ikke kommet til endnu ... 3½ år, det er en skøn tid, men også en udfordrende tid. Det er så fantastisk at din datter nu kan sætte ord på og udtrykke sine følelser mere præcist "det var meningen du skulle trøste mig!", "Man skal sige undskyld!" osv. Det er super godt, det gør det jo lidt lettere at forstå hvad hun vil - eller ikke vil - og hjælpe og støtte.

Men hun er også nogle gange en lille pige, der bare virker som om at hun kunne krybe tilbage og ind i mor, hvis hun fik lov. Det er den nærhed du mærker når hun putter sig helt tæt ind til dig om natten og det er super vigtigt at du lytter til hende og giver hende så meget kontakt, at mordepotet bliver fyldt rigtig godt på. Så er der noget at tære på.

Men så kommer også opdragelsen og de små puf ud i verden, troen på at hun godt kan selv og skal selv og det er altid svært at finde den balance. Når din datter kræver at du bærer hende rundt, så er det at du skal give hende disse små puf. Ikke afvise hende, men stadig kræve at hun godt kan gå selv. Hun kan godt gå selv på sine ben, hun kan gå med dig i hånden og du går ikke fra hende, men hun går selv! Små realistiske krav kan og skal du stille.

Du kan samtidig godt gøre det lidt sjovt at gå - I kan f.eks. prøve at gå uden at træde på stregerne mellem ...

---

---

... fliserne, eller I kan løbe mellem hver lygtepæl og se hvem der kommer først, I kan hoppe gadedrenge hop eller gå i takt. Nogle gange er det et spørgsmål om at gøre det at gå selv til noget sjovt.

Når du oplever at din datter er urimelig og gør noget som er forkert eller som gør dig ked af det, så er det naturligvis vigtigt at fortælle hende dette og du må gerne sige, at du bliver ked af det, når hun opfører sig sådan. Men samtidig er det utroligt vigtigt at du også fortæller hende, når hun gør noget godt, noget du er glad for. Ofte kommer man til at tale mere om det der er forkert og det er en meget god øvelse at fortælle barnet direkte "hvor er det bare hyggeligt at sidde og læse sammen med dig", "Jeg synes bare det er så dejligt når vi bager boller" eller hvad det nu er. Så barnet også direkte hører hvad det er vi godt kan lide.

---

---

---

Og så skal hun naturligvis også have lov til at være en lille pige en gang imellem, hvor du nurser hende lidt mere og gør tingene på hendes præmisser. Hvis hun i børnehaven selv kan tage overtøj på, så kan hun også derhjemme, men det er ikke ensbetydende med at hun gør det. Hvis du spørger hende "hvem hjælper dig med jakken i børnehaven?" så svarer hun "det gør jeg selv!", hvis du så spørger "hvordan kan det være at du ikke gør det selv herhjemme?" så vil hun sikkert svare "fordi det er så dejligt når du hjælper mig mor!" og det har hun jo ret i. Nogle gange er det bare dejligt at få hjælp og blive støttet, selvom man måske godt selv kan og det synes jeg skal være i orden :)

Og så er der naturligvis også situationer, hvor du er nødt til at skælde ud og bliver sur, fordi situationen ikke er til overskud og pædagogik og det er også helt okay. Det er bare vigtigt at man ikke bærer nag og at I bliver gode venner igen ret hurtigt.

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---