Svar: Adfærd i forbindelse med sygdom, part 2

---

Kære Mor til Matti

Når børn klynger sig til voksne, er helt ulykkeligt og gør alt hvad de kan for at man ikke går fra dem, så er det udtryk for smerte og det handler ikke på nogen måde om at barnet er beregnende og vil have sin vilje. Børn der klynger sig til voksne for at kunne sove, er inde i en periode, hvor de har behov for dette og kun ved at give dem den kontakt de beder om, får man dem til at slappe af og det giver på sigt langt bedre sovevaner end hvis man lader dem ligge alene.

Jeg er derfor af den overbevisning at jeres dreng lige nu er inde i en periode, hvor han har rigtig stort behov for fysisk nærhed og tryghed. Han græder ulykkeligt indtil I kommer og henter ham ind til jer og når han ligger der, så putter han sig ind til dig, vil helst ligge kind mod kind. Han har tydeligt brug for at mærke at I er der og at han ikke er forladt.

På samme måde som børn i 8-10 måneders alderen kan have en periode hvor de sover uroligt, vågner, klynger sig osv. så kan børn der begynder at gå også have det samme. Så hvis han lige nu er begyndt at gå mere rundt og bevæger sig mere og mere ud i verden på egen hånd, så kan det altså være årsagen til at I oplever ham ekstra tryghedssøgende om natten.

Han er stadig så lille at han ikke ved at I er der, når han ikke kan se jer. Når I går ud af hans værelse, så føler han sig forladt og alene, han kan simpelthen ikke forholde sig til at I er i værelset lige ved siden af. De fleste børn er faktisk omkring 16 måneder inden de begynder at have denne fornemmelse ...

Det kan være udmærket at I om dagen forsøger at lære ham at I er der stadigvæk og at ...

---

---

... I derfor prøver at træne lidt uafhængighed med ham. Det kan være at kalde på ham, når I går ind i et andet lokale, så han kan følge jer og gå efter lyden. Det er vigtigt at tale med ham, så han hører jer selvom han ikke kan se jer. Det er en god idé at lege gemmeleg, hvor I f.eks. gemmer jer bag en stol og dukker frem med et "bøh!". Det kan også være at lede efter hinanden i dagligdagen "hvor er far henne?, tror du vi kan finde far" osv. imens I går rundt og kigger i rummene til I så finder ham "der var far!" simpelthen for at give ham fornemmelsen af at man godt kan være der, selvom man er ude af syne.

---

---

---

At madrassen skader ham vil jeg ikke umiddelbart være nervøs for, men jeg forstår naturligvis godt at det er lidt anstrengende at have ham i dobbeltsengen. Om I vil give ham trygheden der eller evt. flytte en madras ind i børneværelset er der nok ligeså mange meninger om som der er forældre. Nogen vælger at lade barnet blive i smørhullet i en længere periode og når der så atter er lidt ro på, så arbejdes der aktivt med at få barnet til bage i egen seng. Andre vælger at tage en madras i børneværelset og lade barnet sove på den samme med en af forældrene, fordelen her er, at barnet ikke oplever at blive flyttet i løbet af natten, men stille og roligt lærer at sove videre på sit værelse ... Der ligger jo naturligt også noget vane i at vågne op og blive båret ind til mor og far og den vane kan man godt bryde ved at sove sammen i børneværelset. Men nærheden, den fysiske kontakt er vigtig uanset, hvad løsning I vælger :)

Jeg håber du kan bruge ovenstående tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---