Brev:

Kræsenhed what to do?

Hej Helen.

Rigtig mange af de gange jeg har skrevet til dig, har det handlet om min datters forhold til mad. Og det gør det også denne gang.

Som jeg har skrevet tidligere, har min datter været meget tilbageholdende over for mad og småtspisende lige fra starten, hvor hun begyndte at få skemad. Det havde jeg mange bekymringer omkring.

Nu er hun godt to år, og jeg synes jeg har brug for råd igen. For det er svært at finde rundt i junglen af råd om, hvordan man som forældre skal tackle kræsenhed.

Jeg er holdt op med at bekymre mig så meget om mængden af det, hun spiser, og sådan set også selve kræsenheden. Det, der generer mig er hendes reaktion på mad, og min egen usikkerhed på, hvordan (og om) vi tackler hende bedst. Min bekymring går på, at hun er ved at være så stor, at hun bliver bevidst om sit forhold til mad, og jeg vil meget gerne undgå, at hun når at blive så bevidst om det, at hun begynder at føle sig "stigmatiseret" eller kommer til at opfatte sig selv som "hende den kræsne".

Jeg tror det kan være ret traumatiserende og også forværre kræsenhed, hvis barnet når at skabe bestemte bevidste opfattelser af sig selv i forhold til maden. Derfor føler jeg lidt, at det er nu eller aldrig (eller i hvert fald måske først om mange år), at vi skal sætte ind, hvis vi skal foregribe udviklingen af det mønster, som tegner sig på nuværende tidspunkt.

Min mand var meget kræsen som barn, og jeg er begyndt at tro, at nogle former for kræsenhed, kan være arvelige. Han kan genkende hendes frygt for især konsistenser. Han kom heldigvis over sin kræsenhed i teenagealderen, men han siger selv, at det var en slags handicap, som generede ham meget som barn. Jeg vil gerne undgå at tro på, at hun har arvet en kræsenhed, og mener også man skal være påpasselig med at overføre egne barndoms”traumer”, fordi man dermed selv kan være med til at skabe en bestemt tilstand gennem sin adfærd.

I dag er min mand ikke kræsen, han er faktisk kok, men han kan stadig være lidt tilbageholdende med at prøve ting, som han ikke har smagt.

Som det er nu, giver hende det samme, som vi selv spiser til aftensmad. Derefter får hun ikke andet uanset, hvor meget hun har spist. Ofte er hendes reaktion på at "nu skal vi spise", at hun giver sig til at pive lidt, hvilket vi jo synes er en ikke så ønskværdig reaktion. Derefter sætter hun sig til bords, og nogle få gange prikker hun lidt til maden, andre gange piver hun ved synet af maden, som hun tror hun ikke kan lide. FÅ, gange har hun selv smagt på maden.

For det meste bliver scenariet, at hun prikker til maden uden at tage så meget som en krumme ind, erklærer at hun ikke kan spise mere, og får lov til at rejse sig uden kommentarer til, hvor meget eller lidt hun har spist. Det gør absolut intet indtryk på hende, at hun må gå sulten i seng. Det har indtil videre ikke gjort nogen forskel overhovedet.

Vi har prøvet andre fremgangsmåder, fordi vi simpelthen bliver frustrerede over, at hun SLET ikke vil have noget… så kan hun jo heller ikke lære, at hun måske godt kan lide maden. Og fremmer jo i hvert fald ikke processen, at hun aldrig prøver noget nyt.

Vi har få gange prøvet fy-fy metoden, som man bliver frarådet alle vegne, og lokket med den dessert, som vi evt. har lavet, såsom pandekager, is, eller kage, hvis hun bare vil smage på maden. Somme tider er det gået rimelig smertefrit, hun har smagt en lille bitte bid, og overskredet en grænse. Derefter har hun spist sig mæt i dessert, hvilket vi selvfølgelig ikke er helt glade for. På den anden side har hun smagt maden, og det har flere gange betydet, at hun har været mere villig til at smage det igen næste gang. Nogle gange har vi skullet igennem et pive-smågræde-show, men som regel ender hun med at smage, fordi hun gerne vil have dessert.

Somme tider har vi bare sagt, at hun skal smage. Det skaber gerne et længere overtalelses-show med piv og klynk, men lykkes for det meste. Det er en fremgangsmåde, som gør lidt ondt på os alle sammen, tror jeg.

Hun prøver gerne med alle mulige afledningsmanøvrer, for at få os til at glemme at bede hende om at smage og for at undgå at smage, og i det hele taget føles forholdet mellem hende og aftensmåltidet bare ikke sundt. Og det synes vi er trist og ...

... uholdbart. Rent fysisk er hendes reaktion på mad gaflen, at hun siger nej, laver væmmelses-fagter med fingrene (hun gør med hænderne som man gør, hvis man f.eks. børster sand eller noget man synes er ulækkert af hænderne) og hun laver væmmelsesgrimasser. Smager hun mod sin vilje på maden, spytter hun gerne ud eller laver lyde som om hun har opkastningsfornemmelser. Og det virker helt reelt som om, det er svært for hende og grænseoverskridende.

Jeg synes det er svært at finde ud af, hvad der skaber det bedste resultat for hende. Det bliver en meget langsigtet proces, hvis hun helt selv skal have lov til at vælge, om hun vil spise, smage på maden eller slet ikke. For så godt som 10 ud af 10 gange, smager hun SLET ikke på maden.

Og dermed kan hun nå at blive meget bevidst om sin kræsenhed. Der falder jo ofte en bemærkning også i institutionen, og hun er MEGET opmærksom på, at der bliver talt om hende. Vi vil gerne undgå, at hun kommer i børnehave, og bliver ”hende den kræsne og besværlige”.

Jeg mangler råd om, hvorvidt det kan være ok at presse lidt. Er det bare altid helt forkert, eller kan det ikke medvirke til, at barnet overvinder sig selv lidt? Det kan jo være svært for dig, som ikke kender min datter, at vurdere den bedste fremgangsmåde, men hvor kan man henvende sig, for at få hjælp, råd, vejledning til den her slags ”problemer”?

Går man til sin læge? Finder en diætist? En børnepsykolog? Eller tager man det bare helt roligt? Jeg vil gerne undgå at sidde om 10 år og tænke, at vi skulle have grebet aktivt ind, før hun blev for stor og bevidst.

For at give dig et billede af, hvad min datter spiser generelt, kommer her en kort gennemgang.

Hun spiser havregrød helt fast hver morgen. Det elsker hun. Så meget, at når hun (sikkert sulten, hvilket jo får moderhjertet til at bløde lidt) bliver puttet om aftenen, så siger hun at ”i morgen skal jeg have havregrød”. I weekenden får hun derefter også en smoothie, hvilket hun elsker, og vi elsker, at vi her har mulighed for at sørge for, at der ryger lidt gode vitaminer ned.

Til frokost spiser hun enten leverpostej (omsider, hurraaaah) eller figenpålæg. Andet pålæg afvises blankt både hjemme og i dagpleje, og så spiser hun bare ikke noget.

Hun får frugt, toastbrød og lign. som mellemmåltider i dagpleje. Herhjemme frugt, riskiks, knækbrød, rosiner og den slags.

Til aftensmad spiser vi sundt og varieret, gerne børnevenligt, og har forsøgt med sovs, rå grøntsagsstænger, dip osv., men hun RØRER det ikke. Efterhånden kan vi få hende til at spise en lille skefuld ris med karrysovs og måske en lille bid kødbolle. Serverer vi brød til, som hun elsker, spiser hun kun brødet, og rører ikke den øvrige mad.

Vi er opmærksomme på, at hun kun får vand mellem måltiderne, og ikke får søde sager og saft, som kan tage appetitten fra de rigtige måltider. Er hun sulten, når hun komme fra dagpleje, og der er flere timer til aftensmad, får hun et glas mælk eller et lille stykke frugt (æblebåd eller lidt rosiner), så hun ikke bliver alt for sulten inden aftensmad. Er hun det, er vores erfaring at hun bliver for træt og ikke kan overskue måltidet alligevel.

Men selvom hun kan virke glad, opsat på måltidet (som hun også får lov til at medvirke til at lave), så trækker hun ”følehornene” til sig, og vil alligevel ikke spise, når vi først sidder til bords. Vi prøver selvfølgelig selv at give positivt udtryk for madglæde og at vi kan lide maden.

Overordnet set føler vi, at aftensmåltidet fungerer dårligt, giver os forkerte mavefornemmelser og følelsen af, at vi griber det forkert an. Det er anstrengende, og det er det i øvrigt også altid at skulle tænke over noget mad, som der måske kan være en chance for, vil falde i hendes smag.

Kan du give et råd om, hvad vi kan gøre? Eller rådgive om, hvor vi kan henvende os for at få hensigtsmæssige råd? Hvis vi overhovedet skal det? Jeg synes bare snart, vi trænger til at snakke personligt med nogen, som får en fornemmelse af os og vores barn, og som kan rådgive os til at vælge EN metode, som vi kan følge. Så er der mindre usikkerhed at spore hos os, og vi kan føle, at vi gøre det rigtige for netop vores barns situation. Det ville være rigtig dejligt.

Venlig hilsen
En frustreret mor og far ;)

Læs Helens svar »

Tænk forebyggelse, når du skifter ble – og undgå rød numse

Hudproblemer hos de små er desværre et udtalt problem, men ved at bruge korrekt og forebyggende hudpleje ved hvert bleskift kan du skånsomt, naturligt og nemt undgå, at din baby får rød numse.

Derfor får blebørn nemt røde numser
Hvis din baby har rød numse, er du ikke alene. ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.

Te til børn

Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...

Læs hele brevet og Helens svar

26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Sure morgener - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....

Læs hele brevet og Helens svar

17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Flytning - 2.5 år

Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....

Læs hele brevet og Helens svar

16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar

31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.

Uro i kroppen - 2 år, 6 mdr.

Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: