Svar: Raserianfald hos 2-årig

---

Hej med dig

Det er ganske rigtigt at børn i 1-3 års alderen stiller store udfordringer, det er især i denne alder at børn udvikler deres selvstændighed, deres egen vilje og deres personlighed spirer frem. Lige så glade, charmerende og skønne de kan være, ligeså frustrerende kan det være når verden bryder sammen for de små poder og det er en alder, som kræver rigtig meget omsorg, nærhed, engagement og forståelse.

Børn i jeres drengs alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er jeres dreng ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, men som for ham betyder rigtig meget.

Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket.

Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres måde at reagere på, for ham til at slappe af. Jeres fysiske kontakt, jeres beroligende og trøstende stemme. Det at I er rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Det han har brug for er derfor at I giver ham en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan...

At blive vred på ham eller sende ham i seng, kan godt få ham til at stoppe med at græde lidt, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han brug for trøst og hjælp til at få samling på sig selv. Hans krop er netop i oprør, han kan ikke gøre andet end at lægge sig ned, vride sig rundt, sparke, smide med sit legetøj osv. Det er helt naturligt at han reagerer meget fysisk.

Det betyder ikke at man ikke må sætte grænser og sige nej, for det må man gerne. Han skal jo også lære at der er visse regler og at de er til for at følges. Men man er nødt til at gøre det anerkendende for hans lille personlighed og udvikling :o)

Med regler og grænser mener jeg at det er vigtigt at I viser jeres dreng, når han gør noget forkert. Det vil sige at ...

---

---

... hvis han bevidst forsøger at bide eller slår ud efter jer, så skal I sætte ham fra jer og markere at det vil I ikke have. Ligesåvel som hvis han piller ved noget han ikke må røre ved, så skal du fjerne ham imens du siger nej, smider han med maden, så kan du fjerne tallerkenen imens du siger nej. Det at lade en handling følge med sit nej, gør at han stille og roligt vil huske det bedre.

Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud.

Hvis jeres dreng oplever at I ignorerer ham, sender ham på værelset eller hvis I skælder ham ud, så føler han sig ikke forstået og det er som at puste til ilden og det hele bliver værre. Hvis I derimod viser ham at I forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham og I må gerne samtidig med sætte grænser for hvad I vil have eller ikke have, så slapper han mere af og adrenalinen dæmpes.

---

---

---

Det kender du også fra dig selv, hvis du er utilfreds med noget, brokker dig osv. og din mand siger "lad dog være med at være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - så ville du blive rigtig gal og ked af det :o) Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde.

Derfor er det sådan I skal reagere i forhold til jeres søn. I skal lytte til ham og sætte ord på: "jeg kan godt forstå du bliver så vred lige nu" og så møde ham der og finde en løsning. Han skal stadig have at vide at han ikke må skrige, smide med tingene, eller hvad han nu gør. Sættes fra jer eller flyttes væk, hvis han gør noget bevidst, som I vil have ham til at holde op med, men han skal samtidig føle at I godt forstår ham og ved hvad han vil.

Og så er alternativer også altid en god idé. Det er meget godt f.eks at sige "Du kan ikke få en is lige nu, men du kan få et stykke agurk" eller hvad problematikken måske kan være. Så kommer han på andre tanker, får stillet sin lyst til at putte i munden osv. Ligesom hvis han banker hårdt i bordet med sit bestik og sin tallerken og I ikke vil have det, fordi det ødelægger bordet, så er alternativet måske en tromme: "Ikke banke i bordet, det går i stykker, du kan tromme på den her i stedet for ...".

Jeg håber du hermed er hjulpet videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---