Svar: Fisk og hvad må jeg ikke spise i graviditeten?
Kære Lunas mor
Tillykke med at du venter dig, det lyder som om at du har det godt og som om at graviditeten skrider stille og roligt frem :) Hvor er det dejligt!
Man kan godt blive forvirret som gravid, når det gælder fisk og skaldyr og det gør nogle gange at fisken vælges helt fra, hvilket er problematisk. For fisk er meget sundt, for både den gravide og det ufødte barn.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du som gravid og ammende spiser 200-300 gram fisk om ugen, og at du sørger for at spise både fede og magre fisk.
Du må meget gerne spise sushi, men du skal være opmærksom på at fisken skal have været frosset ned til -20 grader C i 24 timer for at komme eventuelle parasitter i fiskekødet til livs. Du skal derfor sikre dig at sushi du køber kommer fra et sted, hvor disse ting er i orden - eller du kan alternativt lave sushi selv, se i babykøkkenet her på siden, hvordan. Så kan både du og din datter spise sushi :)
Når du er gravid og spiser sushi, skal du være opmærksom på anbefalingerne om at holde igen med de store rovfisk. Tun, som ofte bruges i sushi, er en rovfisk. Du kan roligt spise op til 100 g. rovfisk om ugen, hvilket svarer til 5-6 stk. tun-nigiri eller ca. 20 stk. california rolls med tun, da fisken ikke udgør så stor en del af sushi-rullen. Generelt anbefales det dog at gå efter forskellige sushi-varianter, så du får så mange forskellige fiskearter som muligt.
Du må gerne spise røget laks, forrel, makrel eller hellefisk, faktisk kan du bruge røget fisk i hjemmelavet sushi fordi det virker ligesom frysning og fjerner evt. parasitter.
Grillede og røgede fisk kan dog have et højt indhold af PAH (tjærestoffer), som kan være kræftfremkaldende. Derfor bør man ikke spise store mængder røget og grillet fisk, men det kan indgå som en del af en varieret kost.
Til børn er det en god idé at følge disse råd - og de samme kan bruges af gravide:
- Anvend så vidt muligt koldrøgning, fremfor varmt røgede fisk.
- Undgå røgeksponering af spiselige flader. På grillen bør fisken pakkes ind i folie.
- Vær opmærksom på at PAH-indholdet er lavest midt i kødet og stiger hen mod overflader eksponeret for røg. Giv derfor barnet fiskekød fra midtstykket.
- De højeste PAH værdier findes i skindet. Derfor skal skindet altid kasseres og ikke spises.
Fisk er generelt meget rig på især D-vitamin, Jod og Selen, som er vigtige for netop gravide. D-vitamin er vigtigt for barnets knogleudvikling og vækst, fordi det har betydning for kroppens optagelse af kalk, som skal bruges til opbygningen af knogler. Det anbefales derfor, at gravide og ammende indtager 10 mikrogram D-vitamin om dagen.
Gravide og ammende har et større behov for jod, både fordi de har forhøjet produktion af stofskiftehormon hos mor og foster, men også fordi der sker ændringer i nyrefunktionen under graviditeten, som gør, at man taber jod. Jod findes bl.a. i fisk som makrel og sej. Jod findes også i vand og mælk. Derudover er der tilsat jod til det meste bordsalt, så når vi bruger bordsalt på maden, får vi lidt jod den vej.
Selen har en vigtig funktion som ...
... antioxidant, og har stor betydning for kroppens immunforsvar. Selen angives desuden at nedsætte giftigheden af en række metaller såsom kviksølv, cadmium, bly, sølv, kobber og arsen. Selenmangel menes at være årsag til forandringer i hjertemuskulaturen, en sygdom der især rammer småbørn og gravide kvinder.
Du skal som gravid have Selen for at holde dig selv og dit barn ved godt helbred. Selen findes blandt andet i hummer, rødtunge, lange og kuller.
Fisk indeholder også Omega-3 som er livsnødvendige for os mennesker. Omega-3 fedtsyrer er først og fremmest vigtige for udviklingen af fosterets og spædbarnets nervesystem og hjerne, synssansen og de kognitive færdigheder (indlæringsevne og hukommelse). Desuden har disse fedtsyrer en særlig betydning for, om graviditeten opnår normal længde, og om barnet har en normal fødselsvægt.
Hvis du spiser 200-300 g. fisk om ugen, så er fedtsyrerne altid tilgængelige for dit barn. Det samme gælder efter fødslen, hvor omega-3 fedtsyrerne vil blive overført til barnet via modermælken.
Et for lavt indtag af fisk og dermed omega-3 fedtsyrer er også sat i forbindelse med forringet finmotorik og en ufuldstændig neurologisk udvikling hos barnet. Det er derfor vigtigt, at du husker at spise fisk, når du er gravid, og når du ammer :)
Så det er super godt at du er stor fiskeelsker :)
Store laks fra østersøen har et særligt højt indhold af dioxin. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende ikke indtager mere end én portion østersølaks ca. 125 g én gang om måneden. Dioxin påvirker fosterets udvikling. Opdrættet laks stammer ofte fra Norge, og er så fald ikke forurenet med dioxin.
Rovfisk, som du kun må spise 100g af om ugen fordi de kan have et stort indhold af kviksølv er: helleflynder, sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart, oliefisk, escolar, rokke og tun.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Gravide frarådes at spise lever og levertran, da det kan indeholde meget A-vitamin. For store mængder A-vitamin kan give misdannelser hos fosteret. Leverpostej kan godt spises i mindre mængder.
Gravide frarådes at drikke alkohol. Alkohol passerer gennem moderkagen og over i barnet. Det ufødte barn er specielt sårbart over for alkoholens påvirkninger.
Gravide bør ikke drikke mere end 3 kopper kaffe om dagen, og bør begrænse mængderne af andre koffeinholdige drikkevarer, og visse læskedrikke fx cola og energidrikke.
Man er opmærksom på to bakterier/parasitter, som kan smitte gravide. Det er Listeria Monocytogenes og Toxoplasmose.
Smitte undgås bedst ved at:
- Skylle, koge eller stege madvarerne
- Overholde holdbarhedsdatoer og opbevaringstemperatuer
- Undgå rå mælk og oste fremstillet af rå mælk (upasteuriseret)
- Vaske hænder efter berøring af råt kød og grønsager og efter havearbejde.
- Spise kød, der er gennemstegt eller kogt. Smag ikke ikke på rå fars.
- Hvis man har kat, skal man få en anden til at tømme kattebakken.
- Undgå at flå og håndtere harer og andre dyr.
Håber at du hermed er hjulpet videre på vej, rigtig meget held og lykke med det hele fortsat :)
Rigtig god sommer! :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om graviditet:
22. maj 2024 | Graviditet | 0 mdr.
Kommer jeg til at elske mit barn
Kære Helen. Kommer alle mødre til at elske deres børn og blive glade for...
Viden om børn:
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Sushi til gravide og ammende
Gravide og ammende må meget gerne spise sushi, og det kan være en udmærket måde at få varieret sit indtag af fisk på. Der er dog lidt forholdsregler du skal tage.
Fødevarestyrelsen pålægger både forhandlere, sushi-restauranter og øvrige leverandører at dybfryse fisken før den sælges. Fisken skal være frosset ned til til -20 grader i 24 timer for at komme eventuelle parasitter i fiskekødet til livs.
Vælger du at lave sushi selv, skal fisken på samme måde fryses ned...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.