Svar: Helt ude af sig selv af raseri

---

Kære Stine

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af din lille datter :) Der er flere ting som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig.

For det første er det en naturligt stor omvæltning at starte i vuggestue. Din datter forstår endnu ikke hvor du er, når hun ikke kan se dig. De fleste børn begynder faktisk først omkring 16 måneders alderen at få lidt bevidsthed omkring dette. Indtil da oplever de at man forsvinder, når man er ude af syne og hun kan ikke forholde sig til tid og dato og kan ikke forklares, at du kommer igen. Når du er væk, så føler hun sig naturligt forladt.

Netop fordi hun lige nu på en gang øver sig i motorisk at bevæge sig væk fra dig og bevæge sig mere og mere ud i verden på egen hånd, øver sin selvstændighed i kraft af at hun nu begynder at gå osv. Så vil hun naturligt i denne periode også søge dig ekstra meget. Børn vil naturligt skulle føle sig tilknyttet for også at kunne separere sig og derfor oplever man en periode, hvor hun på en gang gerne vil være tæt på dig og samtidig også gerne vil være sig selv. Det er derfor du nogle gange mærker frustrationen, når hun nogle gange vil op og ligeså snart hun kommer op til dig, så vil hun ned igen.

Samtidig starter hun så i vuggestue og skal forholde sig til en helt ny verden helt nye mennesker, voksne, børn, nye lyde, nye dufte, nye rutiner, nye vaner. Hun bruger en masse energi på at finde ud af alt dette og hun skal stille og roligt lære det hele at kende og føle sig tryg ved det nye.

Det er helt essentielt for barnets udvikling at det har tilknytning til vigtige voksne. Børn vil knytte sig særligt til en person, som så vil være den person som vil fungere som barnets sikre base - altså den som barnet altid vil søge og som barnet trygt vil stole på vil hjælpe, hvis der opstår usikre situationer. Man kalder dette for primære omsorgspersoner og barnet kan godt have flere primære omsorgspersoner - oftest mor og far.

Barnet har også sekundære tilknytningspersoner, som det vil gå til, når den/de primære tilknytningspersoner ikke er til stede. Det kan f.eks. være en bedsteforælder, en dagplejemor, en pædagog i vuggestuen osv. Det er altså en person barnet søger, når den primære omsorgsperson ikke er til stede og det er således rigtig fint at jeres datter stille og roligt begynder at knytte sig til pædagogerne, finder ud af at de godt kan hjælpe og trøste hende og at hun er i stand til at bruge den, når I forældre ikke er til stede. Men det tager tid for hende at lære dem at kende og knytte sig til dem og det er det jeres datter er igang med.

Alt sammen samtidig med at der jo sker en masse med hende selv, en masse med hendes udvikling osv.

Og ja - det samme gælder så, når du rejser hjemmefra. Din datter vil ikke kunne forstå hvor du er henne, hun vil naturligt føle sig svigtet og du skal være forberedt på at hun vil afvise dig, når I ses igen. Det vil faktisk være mere reglen end undtagelsen, at hun afviser dig og lige skal se dig lidt an og ikke flyver dig om halsen med det samme ...

Men det betyder ikke, at du ikke kan gøre det, for hun har jo sin far, sin anden primære tilknytningsperson og de to kan sagtens finde ud af tingene sammen og vil hinanden rigtig gerne, så det kan ...

---

---

... sagtens gå godt - selvom hun vil savne dig og du vil savne hende frygteligt :)

Det kan godt være en måde at stoppe amning på, i hvert fald er amning jo udelukket, hvis ikke mor er hjemme. Men uanset hvordan og hvorledes, så vil det altid være en rigtig god idé at give barnet en substitut for brystet. Det kan være en puttebamse eller andet, som hun fremover trøstes og beroliges med, som sættes i stedet for mors bryst og som på sigt giver samme tryghed og ro.

Alderen 1-3 år stiller store udfordringer, det er især i denne alder at børn udvikler deres selvstændighed, deres egen vilje og deres personlighed spirer frem. Lige så glade, charmerende og skønne de kan være, ligeså frustrerende kan det være når verden bryder sammen for de små poder og det er en alder, som kræver rigtig meget omsorg, nærhed, engagement og forståelse.
Det er kun starten på denne lange fase, som I oplever lige nu :)

For det første er det enormt vigtigt at man lytter til sit barn. Hvad er det hun vil. Sig det højt, det I tror hun vil, så hun har mulighed for at korrigere jer, hvis I ikke har forstået hende rigtigt. Brug også sproget til at vise hende at I forstår hvad hun vil - selvom I måske vil sige nej.

Overvej også altid hvorfor I siger nej. Måske er nej udløst af at I er trætte på lige netop det tidspunkt og 'bare ikke orker mere', en dag kan hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej og det har ingen af jer glæde af. Et barn der bliver mødt med ja en gang imellem følser sig forstået og imødekommet og vil lettere kunne acceptere et nej en gang imellem.

---

---

---

Hvis det jeres datter vil, ikke kan lade sig gøre, så kan man nogle gange finde alternativer. Igen er det vigtigt at man sætter ord på så hun ved, at I har forstået hende. Det kunne f.eks. være at hun gerne vil have en kiks eller noget andet lige før aftensmaden. Her kan I sige: "Nej vi skal ikke have kiks nu, vi skal spise lige om lidt, men du kan få et stykke agurk". I siger nej, kommer med en forklaring og giver et alternativ. I viser at I ved hvad hun vil, men holder samtidig fast i jeres nej.

Og nogle gange så bliver hun frygteligt frustreret når hun ikke får det som hun gerne vil have det og det er okay, det er også vigtigt at hun lærer at tackle de følelser som opstår, når tingene ikke altid går som man gerne vil :)

Det er enormt vigtigt at I er i stand til at rumme jeres datters følelser. At kunne rumme hendes følelser betyder at I vil kunne klare at hun er vred, ked af det, sur, ulykkelig, sjov, glad osv. uden at ville ændre det og uden at tage det personligt. I skal turde vise hende at det er okay at blive frustreret og at have alle de følelser hun har. Følelser falder til ro hvis vi ikke puster til dem - adrenalinen i kroppen klinger af. Men kaldes vi hysteriske, ignoreres vi, sendes vi på værelset eller lignende, så pustes der til dem og det bliver værre:)

Så mange ting gør sig gældende hos jer i øjeblikket og det bedste I kan gøre er at vise jeres datter at I er der for hende, passer på hende og elsker hende højt. Jo mere omsorg, nærhed og fysisk kontakt I kan give hende, jo bedre er det :)

Jeg håber at ovenstående giver et billede af hvad der foregår hos jer og hvordan I skal komme lidt videre, fortsat held og lykke med hende - og med det hele :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---