Brev:

Vrede og aggression

Hej Helen.

Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg har efterspurgt din ekspertise, men nu har jeg igen brug for din vurdering og et par af dine altid gode og brugbare råd!

Alfred er jo nu blevet et år. Rent motorisk har han haft svært ved at komme i gang. Det er bestemt ikke viljen og lysten, det har skortet på, men han havde simpelthen ikke gennemskuet, hvordan han skulle bære sig ad med at komme fremad - selvom jeg trænede vældig meget med ham. En børnefysioterapeut har været her et par gange, men har ikke set grund til at være bekymret. Så det har vi forsøgt at lade være med - at bekymre os.

I løbet af juni måned begyndte han så småt at krybe, og for ca. 3 uger siden begyndte han så at kravle rigtigt. Han har stået i kravlestilling i det, der føles som evigheder, og han har længe gerne villet stå op og forsøger at rejse sig ved alt, han kan komme i nærheden af. Det har klart hjulpet på han frustrationer, at han nu kan bevæge sig selv, men han er bestemt ikke tilfreds endnu.

Han rejser sig, som skrevet, alle mulige steder, men det er stadig svært for ham, og han bliver hurtigt meget frustreret, hvis han ikke lige kan få benene til at makke ret. Og når han så er kommet op at stå, så er det heller ikke nok - så vil han gå. Men det vil benene ikke.

Han har en gåvogn, som vi forsøger at motivere ham til at gå med. Men det vil han ikke - det er som om han ikke tør. Han vil gerne stå mellem sofaen og sofabordet. Så vender han sig om fra det ene møbel til det andet. Her i weekenden har han for første gang gået, når vi har holdt ham i hænderne. Dét var stort - for såvel søn som forældre :-)

Ingen tvivl om, der sker helt vildt meget med ham motorisk lige nu! Han har simpelthen ikke ro på sig. Det mærker vi også tydeligt om natten, hvor han godt kan vågne mellem 10-20 gange, og når vi kommer ind til ham, finder vi ham oftest i kravlestilling, siddende eller stående.

Jeg har også indtryk af, der sker ret meget rent sprogligt. Han har sagt 'hej' og 'mor' et par gange, men det er længe siden efterhånden. Ellers taler han ikke rigtigt endnu. Men hans lydforråd er eksploderet over de seneste par uger. Han får nye lyde hele tiden. Det er også som om, han forstår meget mere af det vi siger. Det er svært at beskrive, hvordan jeg oplever det, men et konkret eksempel er, at jeg en dag spørger ham, hvor hans mave er. Det har jeg ikke gjort før, så jeg havde forventet, jeg skulle vise ham det. Men straks klapper han sig på maven. Det var ingen tilfældighed, for han har gjort det flere gange siden.

En dag så vi et børneprogram om dyr (Alfred er fuldstændig helt og aldeles VILD med dyr). De viste noget om bjørne, og straks kravler han direkte hen til hylden med puslespil. Hiver en stak på gulvet for at få fat i et bestemt. Så tager han en brik og kravler tilbage til mig. Brikken var en bjørn. Det kan næppe være et tilfælde, eller??

Vi har været så privilligerede, at jeg har kunnet gå hjemme sammen med ham, til han fyldte 1 år. Jeg ville gerne være blevet hjemme med ham meget længere, men for det første kunne det ikke lade sig gøre, og for det andet kunne jeg også godt mærke, at han begyndte at kede sig. Der skulle simpelthen ske mere end det, jeg kunne tilbyde på en dag.

Han begyndte i dagpleje 2. august. Samme dag skulle jeg tilbage på arbejde, så det var farmand, der klarede indkøringen. Det var jeg ret ked af til at begynde med, men som tiden for starten nærmede sig, fandt jeg en ro i det, og blev sågar i stand til at se det positive i det. Alfred har altid været meget knyttet til mig, og jeg er ganske sikker på, indkøringen havde været rigtig slem for både ham og jeg, hvis det havde været mig, der skulle klare det. På trods af, at jeg, som vuggestuepædagog, har kørt utallige børn ind, så er det bare noget fuldstændig andet, når det er ens eget barn!

Indkøringen gik imidlertid godt. Alfred var selvfølgelig ked af det, når far gik, men allerede efter 1 uge, kunne han sige farvel uden tårer. Han lader til at være faldet ganske godt til i dagplejen. Far afleverer og mor henter. Jeg arbejder 30 timer, så han er der ca. 33 timer om ugen. Af forskellige grunde (uenighed om søvn, aktivitetsniveau, kost) er vi ikke ovenud begejstrede for stedet, men har besluttet at give det en chance, både fordi Alfred tilsyneladende er faldet til, men også fordi vi skal flytte i løbet af det næste halve år, og vi synes ikke, vi kan byde ham 3 skift.

Nu til problemet:
Alfred er blevet meget aggressiv den sidste måneds tid. Han har i flere måneder bidt mig meget, men da det kun var mig, det gik ud over, og da det primært skete i situationer, hvor vi tumlede, kildede, legede vildt og havde det rigtig sjovt har jeg har taget det som et tegn på, at han bare gerne ville bidrage til legen, eller at han bare ville fortælle, at han elsker mig så meget, at han ikke kan komme tæt nok på mig.

Aggressionen er forandret. Han er begyndt at slå og sparke rigtig meget - igen er det særligt mig, det går ud over, men far står også for skud. Han slår kun i ansigtet, og det er ikke i forbindelse med noget bestemt. Han gør det, hvis han får nej til noget, eller generelt ikke får sin vilje, men han gør ...

... det også på alle mulige andre tidspunkter - hvis vi sidder og leger eller læser i en bog sammen, kan han lige pludselig finde på at at slå mig. Hvis jeg har taget ham op af barnevognen efter lur, kan han ligge der og smile, være super glad og række ud efter mig, og når jeg så tager ham op, får jeg bare nogle klask.

Sparkeriet sker på puslebordet. Han nægter at blive skiftet for tiden, og han bliver rasende og senere ulykkelig, når han skal derop. Derfor bruger vi også kun puslebordet, når der er afføring i bleen. Ellers bliver han skiftet andre steder. Så snart han kommer derop, løfter han benene og sparker alt hvad han kan. Det gør faktisk rigtig ondt. Han ormer rundt og vender og drejer sig, sætter sig op og rejser sig, hvis han kan komme til det. Det er en mareridt.

Aggressionen kommer også til udtryk på andre tidspunkter. Eksempelvis kyler han med mad, kop, tallerken og bestik, når vi sidder og spiser, hvis han får nej til noget. Han vil have alt, hvad der er på spisebordet, og det skal han jo ikke, og når han så ikke får det, bliver han rasende og smider rundt om sig med mad, kop m.m. Der bliver selvfølgelig et værre svineri, hvilket er irriterende, men det er endnu mere øv at stemningen omkring et måltid næsten altid ender ud med at være dårlig. Han har sin egen tallerken med mad, og spiser selv. Han har sin egen kop, og drikker selv. Han har sin egen gaffel/ske, og forsøger i perioder at spise med det. Ellers leger han bare med det.

Det samme sker, hvis vi leger, og han ikke umiddelbart kan få legetøjet til makke ret. Han har længe været meget glad for træklodser, og han er facineret af former. Så vi leger jo en del med dem. Kan han ikke lige bygge et tårn, smider han klodserne til alle sider og slår til dem. Kan han ikke få klodsen i gennem hullet i puttekassen, forsøger han sig ikke med at vende klodsen eller prøve et andet hul. Så kyler han den hen i den anden ende af stuen og slår på kassen.

I situationerne, hvor aggressionerne går ud over os, siger vi: "Jeg vil ikke have det, Alfred!" med en bestemt tone og et alvorligt udtryk i ansigtet. Ofte griner han bare og gør det igen. Så gentager vi det, vi har sagt og tilføjer: "Hvis du slår mig igen, så kommer du ned!" Gør han det igen, sætter vi ham fra os og viser tydeligt med kropssproget, at vi ikke gider være sammen med ham, når han slår - eksempelvis ved at gå lidt væk fra ham og vende ryggen til ham. Eller ved at give os til at lave noget andet. Nogle gange reagerer han på det med gråd. Men de fleste gange lader han til at være ligeglad.

Det er sværere på puslebordet, fordi vi jo ikke kan gå fra ham. Og vi sætter ham jo ikke lige ned, før han er vasket ren... Så det bliver en kamp - og det tror jeg ikke på er godt for nogle af os. Ved tre episoder er jeg blevet så frustreret og gal, at jeg er kommet til at råbe rigtig højt af ham, og så er han blevet forskrækket og vildt ked af det bagefter - og det er jeg også... Jeg har fået sindsyg dårlig samvittighed over det, og jeg har bare slet ikke lyst til at reagere på den måde.

I situationen ved måltiderne, siger vi: "Nej Alfred - ind i munden," når han smider med maden. Gør han det igen, tager vi tallerkenen fra ham. Hvis det er koppen og tallerkenen han smider med, tager vi det fra ham, og ligger 1 - 2 stykker mad på bordet foran ham. For at få ro, ender det som regel altid med, han får noget af det, der står på bordet, at lege med - en kop, noget af vores bestik, et grydelåg. Det er ikke tilfredsstillende for ham, hvis vi finder noget i skuffen eller skabet til ham - det skal være noget af det, der står på bordet!

I situationerne med legetøjet, ved jeg ærlig talt ikke, hvordan jeg skal reagere. Ofte ender det med, jeg finder noget andet, vi kan lege med. Men jeg er ked af, han så let giver op, og jeg vil rigtig gerne opmuntre ham til at forsøge sig igen - have tålmodighed.

Jeg må indrømme, jeg er bange for, at min megen servicering (Alfred har aldrig været særlig meget alene - min barsel er blevet brugt på gulvet med ham. Ikke på vasketøj, madlavning og venindehygge - ikke at der er noget galt i at bruge tid på det) har medført, at Alfred ikke tror, han kan noget, uden jeg er der. Og det er det sidste budskab, jeg ønsker at formidle til ham! Jeg ønsker kun at fylde ham med al den selvværd og selvtillid, der er muligt for ham at rumme!!

Hvad er dit bud på, han er blevet så aggressiv?? Opstart i dagpleje?? Manglende motorisk og/eller sproglig formåen?? Udviklingsspring?? Ja, jeg han mange tanker omkring det, men vil virkelig gerne have dit bud med på vejen :-)

Hvad kan vi gøre for at dæmpe aggressionen?? Han skal jo have lov til at være vred og vise det, men han skal ikke slå og sparke! Og jeg vil sådan ønske, jeg kunne opmuntre ham til at have lidt mere tålmodighed med tingene. Hvordan gør jeg det??

Hvad er din holdning til min bekymring omkring selvværd og selvtillid??

Beklager det lange brev - er nok lidt for fokuseret på at få alle tænkeligt brugbare detaljer med... ;-) Og på forhånd TUSIND tak for dine kvalificerede og velmenende tanker og råd. Og tak fordi du altid er der - det er virkelig GULD værd!!

Mange hilsner
Pernille (Alfreds mor)

Læs Helens svar »

Tænk forebyggelse, når du skifter ble – og undgå rød numse

Hudproblemer hos de små er desværre et udtalt problem, men ved at bruge korrekt og forebyggende hudpleje ved hvert bleskift kan du skånsomt, naturligt og nemt undgå, at din baby får rød numse.

Derfor får blebørn nemt røde numser
Hvis din baby har rød numse, er du ikke alene. ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.

Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?

Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...

Læs hele brevet og Helens svar

6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far

Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...

Læs hele brevet og Helens svar

7. september 2024 | Amning | 11 mdr.

Søvn og ammestop - 11 mdr.

Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

12. juni 2024 | Sygdom | 11 mdr.

Klør næse non-stop. Symptomer på nye tænder?

Hej Helen. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind! Min søn på knap 11...

Læs hele brevet og Helens svar

7. maj 2024 | Amning | 15 mdr.

Sut/amme - sove uden bryst om natten

Hej Helen Vi har længe haft udfordringer med vores datters søvn. Hun har...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: