Svar: Grænsesøgende storesøster

---

Hej med dig

Tak for dit brev og velkommen til :)

Der er flere ting som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele nogle af mine tanker med dig, så må du selv vurdere, hvad du kan bruge og hvad der ikke passer på jer :)

Når jeg læser bekrivelsen af din lille datter, så får jeg indtryk af en lille pige, som er rigtig god til at formulere sig og som på mange måder kan virke ældre end hun egentlig er. Det er naturligvis dejligt at have en moden pige, men det betyder at man nogle gange kommer til at stille lidt for store krav og har lidt for store forventinger til, hvad hun egentlig kan - og når det sker, så bliver reaktionen ofte, at barnet netop stiller sig på tværs og bliver umulig ...

Jeres datter gennemgår en stor udvikling lige nu, hun er igang med det der hedder selvstændighedsalderen, eller det man før i tiden kaldte for trodsalderen og det er en udfordrende tid både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen.

Jeres datter er som et følelsesmæssigt stormvejr, hun kan være så glad, sjov og charmerende, og så pludselig, når man mindst venter det, så går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens høre sker hos jer...

Det er fint at hun lige nu prøver at være den ældste i vuggestuen, men det bliver også rigtig godt for hende at få lov at starte i børnehave - det bliver noget helt andet og det vil styrke hende på flere måder. Hun vil i børnehaven naturligt få mere modspil, men hun vil samtidig også få lov til at være den lille, den yngste og det kan være ganske udmærket at få lov til dette, fordi hun hjemme jo er den store på alle punkter nu - fordi hun har fået en lillebror...

Det er meget svært at blive storesøster, også selvom hun er glad for sin lillebror og I ikke oplever at hun virker jaloux på ham, ja så er det naturligt svært at skulle dele mor og far med en anden. Og der er ingen tvivl om at hendes frustration og voldsomme reaktion på at gå igennem selvstændighedsfasen lige nu, kan handle om at hun et eller andet sted har rigtig svært ved at finde ud af både at være lille og være stor. For hun er jo stor i forhold til lillebror, men hun er stadig også selv en lille pige, som har brug for rigtig meget omsorg, nærhed og hjælp i dagligdagen.

Hendes følelser er ikke særligt nuancerede og hendes reaktioner kan virke meget urimelige i forhold til hvad der udløser dem. Hun kan således blive utroligt vred over noget som du synes er en bagatel og det kan godt skabe en situation, hvor du synes hun må tage sig sammen og opføre sig som den store pige hun er, men hvor hun på grund af alle de ting der sker i hende, faktisk har rigtig svært ved at leve op til de krav. For i visse situationer er hun stadig en meget lille pige.

Hendes selvstændighedstrang er dominerende og det er helt normalt at sige Nej! Det er også helt normalt at gøre det modsatte af hvad hun får besked på, at overdrive sine følelser helt vildt - græde højere og mere hysterisk når mor og far er i nærheden end når I ikke er. Hun er i stand til at føle skam og skyldfølelse, kan således begynde at få lidt dårlig samvittighed, hvis en anden får skæld ud over noget hun har gjort osv.

Men hendes hjerne er stadig meget umoden og hun mangler stadig mange af de forbindelser der skal ...

---

---

... være mellem hjernens forskellige dele, som skal gøre at hun kan bevare roen og overblikket og ikke 'flippe ud' eller 'blive hysterisk'. Jeres datter får det der hedder fortvivlelsesanfald og når hun har disse anfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt at man skelner tingene fra hinanden og derfor handler forskelligt, alt efter hvad det egentligt er der foregår.

Nogle gange kan man få lyst til at sende hende på værelset eller ender måske med at sige "hold op med at være så hysterisk!" eller lignende og det vil måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at I sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis du prøver at gå fra hende, så vil hun naturligt gå efter dig "gå ikke fra mig mor", fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Når børn får anfald af fortvivlelse, så er det bedst man kan gøre at være hos dem, berolige dem, vise dem at det er okay, at I godt kan rumme at hun har det svært. Det betyder ikke at hun skal have sin vilje, I må stadig godt holde fast i jeres "nej", men hun skal føle sig forstået og lyttet til.

---

---

---

Når hun ikke lytter til jer, så er det måske fordi I også har svært ved at lytte til, hvad hun vil, tænker og føler? Det går jo begge veje ... :) Jeg plejer at sammenligne det med at man går ind til sin arbejdsgiver fordi man er utilfreds med noget. Man kan her blive mødt med "det kan der ikke blive tale om", "hold op med at være hysterisk" eller "det kan jeg ikke tage mig af lige nu" - og de fleste af os ville blive yderligere frustreret, kede af det og ikke have det særlig godt, hvis vi blev mødt på den måde.

Men modsat, hvis vi i stedet blev mødt med "kom lige ind, sæt dig ned, lad mig høre, hvad er der galt" eller lignende, så ville vi falde til ro, vi ville føle os lyttet til og føle os forstået og det ville hjælpe os - også selvom det vi egentlig ville ikke kunne lade sig gøre lige nu.

Og præcis på samme måde er det med børn, de har også brug for at føle sig set, anerkendt og lyttet til - også selvom tingene ikke altid kan gå efter deres hoved og vi holder fast i vores nej - og det er vigtigt at I anerkender jeres datters behov for at blive forstået ... :)

Og ja, nogle gange kan det godt være at det kræver mere udholdenhed og mere konsekvens. Måske skal I markere mere direkte, hvordan reglerne er og ikke stille for mange spørgsmål, ikke give hende for mange valg. Samtidig skal I så også huske at fortælle hende, når hun gør noget af det, som I er rigtig glade for, noget af det I virkelig nyder og gerne vil have mere af ... Når man har en temperamentsfuld datter som jeres, så kommer man meget hurtigt til at skælde lidt for meget ud, irettesætte og fokusere på alt det som er forkert og glemmer måske at fortælle hende om alt det gode, hun også gør. Det har hun også brug for at høre, hun har jo netop brug for at få at vide, hvad hun skal gøre og ikke kun at få at vide, hvad hun gør forkert ...

Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---