Brev:

Morsyge

Kære Helen

Det er noget tid siden, at jeg sidst skrev til dig, men det er gået rigtig godt med vores datters udvikling de sidste mange måneder.

Vi fik mulighed for at flytte hende i vuggestue/integreret, da hun var 17 mdr., og det hjalp gevaldigt på hendes motorik. Hun er blevet glad for at være der, og synger dagligt navnesang om alle vennerne derovre osv., ligesom pædagogerne har bemærket, at hun er blevet mere selvstændig i den seneste tid. Hun har et fint sprog (er begyndt at sige de første sætninger) og det virker i det hele taget som om, at hun generelt trives og udvikler sig godt.

Grunden til at jeg søger dit råd er, at vores datter altid har været lettere morsyg og generelt er lidt (men ikke voldsomt) tilbageholdende over for fremmede, store forsamlinger, familie hun ikke ser så tit osv. Vi har ikke forsøgt at ændre så meget på dette, da hun som regel "tør op" efter lidt tid, men de seneste par måneder er morsygen blev rigtig slem, hvilket går hårdt ud over hendes far.

Morsygen kommer til udtryk på den måde, at hun til enhver tid foretrækker mig (op om morgenen, spise, putte, skifte ble/tøj, lege, gå tur, trøstes osv.). Det imødekommer jeg i øjeblikket så vidt, at jeg står op med hende og giver hende mad, og det er næsten altid mig som putter hende og trøster hende.

Herudover er det mig som leger med hende det meste af tiden. Hun skal oftest hjælpes i gang med en leg for at kunne lege lidt selv, og det prøver jeg som regel inden jeg går i gang med andre gøremål. Søger hun mig igen (og er jeg i gang med noget), forsøger jeg at inddrage hende eller jeg foreslår, at hun går hen til far i køkkenet – eller (hvis madlavningen er overstået: ) far kommer selv hen og vil gerne lege med hende, henter en bog de kan læse i osv. Men til trods for dette vil hun altid hellere grædende/plagende vente på mig. Presser far for meget på ender det med skrig og skrål.

Jeg fornemmer, at det er rigtig hårdt for min mand at blive afvist på den måde, og jeg kan se, at det i visse situationer decideret afholder ham fra at opsøge vores datter; at han nogengange foretrækker at opholde sig bag ...

... kødgryderne/opvasken/computeren til hun er puttet. Jeg forsøger ikke at presse hende til at søge far (og omvendt), men samtidig forsøger jeg så vidt muligt at holde fast på og være konsekvent omkring, at jeg altså også skal ordne nogle ting, så vores datter ikke kommer til at bestemme over alt hvad jeg foretager mig.

Umiddelbart tænker jeg, at hendes morsyge/afvisning af far måske er udtryk for hendes spirrende vilje, et udtryk for at hun prøver grænser af eller nogen gange måske ligefrem søger en konflikt - men omvendt er jeg i tvivl om der er andre faktorer på spil – tryghed, accept m.m.?

Det skal siges, at hendes far og jeg i princippet tilbringer lige meget tid med hende, og skiftes til at hente/bringe, men jeg har nok et tættere forhold til hende og bruger mere tid aktivt sammen med hende. Det er derfor oftest mig, som leger med hende om eftermiddagen, og jeg kan/vil lege vilde fangelege og pjatte – og er mere kærlig med kys og kram osv., hvilket hun elsker.

Herudover er vores opdragelsesstil lidt forskellig, idet jeg bestræber mig på at sætte mig mere i hende sted og anerkende at hun er den, hun er, hvor hendes far har en mere autoritativ tilgang til tingene. Jeg er klar over, at disse forhold på forskellige vis nok også er medvirkende til ubalancen, men jeg tænker at det må være muligt at have et godt forhold til begge forældre - selv om vi har forskellige ressourcer og måder at gribe ting an på?

Vi forsøger at prioritere, at far og hende får gode oplevelser sammen alene uden mor (svømmehal, zoo osv.). Det er bare som om, at det ikke gør den store forskel - bagefter. Herudover kommer jeg sent hjem (efter puttetid) en aften hver uge. Det går som regel nogenlunde, selv om hun er meget længe om at falde i søvn og selv om jeg kan høre, at en del tid går med at hun ser dvd-film osv. Men omvendt leger hun her også mere selv end når jeg er tilstede… - måske det er bare mig som er for servicerende? :-)

Jeg håber at du kan komme med et par gode råd til, hvordan vi får styrket forholdet mellem far og datter, så vi kan komme ud af den onde spiral, som vi nok begge føler, at vi er havnet i.

Mange hilsner
Pigens mor

Læs Helens svar »

Tænk forebyggelse, når du skifter ble – og undgå rød numse

Hudproblemer hos de små er desværre et udtalt problem, men ved at bruge korrekt og forebyggende hudpleje ved hvert bleskift kan du skånsomt, naturligt og nemt undgå, at din baby får rød numse.

Derfor får blebørn nemt røde numser
Hvis din baby har rød numse, er du ikke alene. ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar

9. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Når små børn er bange

Kære Helen Vi har lille H som nu nærmer sig 2,5 år. Over de sidste par...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sovevaner | 2 år, 4 mdr.

Hårpilleri

Kære Helen, Min mand og jeg er forældre til en fuldstændig fantastisk pige...

Læs hele brevet og Helens svar

23. maj 2024 | Sovevaner | 2 år, 2 mdr.

Putte senere eller vække fra lur

Kære Helen Tusind tak for dit forrige svar angående night terror. Der var...

Læs hele brevet og Helens svar

11. maj 2024 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Trodsalderen - knap 2.5 år

Hej Helen. Vi har en datter på 2 år og 4 mdr. Der er fuld fart på hende. Hun...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: